
Skulpturby Give ude med ny bog og flot Solhjulsplakat
Foto: Her er det Skulpturbyens formand, Jørgen Lundsgaard, der viser den flotte Solhjulsplakat og den glimrende bog om Skulpturby Give frem, som man nu kan købe. Foto: Jim Hoff
Foreningen Skulpturby Give har nu eksisteret i 20 år, og byens vartegn, Solhjulet, har prydet rundkørslen ved Hjortsvangen som Gives vartegn i 10 år. Dette markerer foreningen nu med en Solhjulsplakat samt en jubilæumsbog, der er sat i produktion og til salg.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Er du interesseret i at få en hel masse faktuelt at vide om Skulpturby Give og om de folk, der gennem 20 år har præget foreningen fra dag ét, samt foreningens rejse gennem de sidste 20 år, kan du nu købe bogen ’Kunst i øjenhøjde’.
Den er blevet fremstillet i anledning af det indledningsvis beskrevne dobbeltjubilæum, og ud over de omtalte fine historiske kendsgerninger og informationer indeholder bogen naturligvis også en masse fotos af de skulpturer, der gennem årene har præget bybilledet i Give.
Lokale forfattere på spil
Bogen er skrevet af folk med Skulpturbyen helt inde under huden, og den kan købes for 200 kroner. Bogen kan købes via bestyrelsen i Skulpturbyen, og den kan også købes hos revisor Erling Lund i Vestergade i Give.
- Hvis man i forvejen er medlem af Skulpturbyen, så får man bogen gratis. Tegner man et medlemskab, skal man af med 200 kroner – og så følger bogen gratis med i prisen, forklarer Jørgen Lundsgaard, der er formand for Skulpturby Give. Hvad angår den flotte plakat med Solhjulet som tema, så kommer den i 2 prisudgaver.
Den kan købes som sammenrullet plakat til en pris på 150 kroner, men man kan også købe plakaten til 270 kroner – og så kommer den i en fin ramme. Såvel bogen som plakaten kan som sagt købes ved henvendelse til bestyrelsen v/ Jørgen Lundsgaard: jl@lundsgaard-ark.dk - telefon 40 56 88 55 eller hos Erling Lund i Vestergade 23.