Spændende event hos ReCoach med tidligere dansk håndboldlandsholdsspiller
Foto: Marianne Florman kommer til Give den 29. april hos ReCoach på Risagervej 4, hvor hun afholder en åben demo-workshop, hvor teori, krop, nervesystem og relation udfolder sig i praksis. Privatfoto
Onsdag den 29. april 2026 afholder ReCoach en åben demo-workshop i Give, hvor Marianne Florman arbejder live med mennesker og heste i det, hun kalder ’True Lead’. Marianne Florman, der er tidligere professionel håndboldspiller, underviser og deler sine refleksioner og oplevelser ved denne workshop.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
VESTERLUND/RØRBÆK: Rigtig mange husker nok Marianne Florman fra det danske kvindelandshold i håndbold i 90'erne, hvor højdepunktet i hendes sportslige karriere var 1996, hvor Danmark både vandt guld ved OL i Atlanta og europamesterskabet i december samme år.
Fra OL-guldvinder til terapeut
Efter håndboldkarrieren kunne man blandt andet møde Marianne Florman som TV-vært hos DR Sporten og som vært på ’Ha’ det godt’. Efterfølgende kastede hun sig over en tilværelse som foredragsholder, hvor temaerne var centreret omkring motivation, samarbejde og individets ansvar i fællesskabet.
Og det er i den sidste egenskab, at man her på egnen kan stifte bekendtskab med Marianne Florman, der i samarbejde med Kim Kristensen, der er indehaver af ReCoach, afholder en åben demo-workshop i Give hos ReCoach på Risagervej 4, der ligger ude i Vesterlund på vejen nede bag Vester Kirke.
Hos ReCoach tilbyder man psykoterapi, supervision, angst- og traumeterapi, rideterapi & hesteassisterede aktiviteter i naturskønne omgivelser, og her passer Flormans koncept helt perfekt.
Med hesten som aktiv medspiller
Aftenen er nemlig ikke et decideret foredrag, men et levende rum, hvor teori, krop, nervesystem og relation udfolder sig i praksis. Publikum ser Marianne Florman arbejde med mennesker og heste, hun ikke kender på forhånd, mens hun sætter ord på det, der opstår – ærligt, undersøgende og uden færdige svar. Hestene bliver ikke et symbol, men aktive medspillere i en proces, der ofte overrasker både deltagere og tilskuere.
Workshoppen, der foregår i ridehallen hos ReCoach fra klokken 18.00-21.00, giver en fin kombination af et kendt menneske med et liv i præstation og pres, som viser arbejdet med heste som spejl for menneskets indre lederskab i et format, hvor intet er iscenesat på forhånd.














































