SparNord Fonden donerer 10.000 til Foreningernes Dag 

Når Give Handel & Erhverv fredag den 6. september inviterer til Foreningernes Dag version 2-0, er det blandt andet med et fint sponsorat fra SparNord i baghånden. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

FORENINGSLIV: Uden mad og drikke fungerer helten som bekendt ikke, og dette ordsprog kan i billedlig forstand også overføres til de mange events, som Give Handel & Erhverv (GHE) lancerer hen over året i bymidten i Give.  

Et eksempel på sådan en event er Foreningernes Dag, som GHE havde succes med i 2023, og som kører igen den 6. september i år. For at få hjulene til at køre rundt rent økonomisk har GHEs formand, Hanne Lund, været i gang med at søge et økonomisk vitamintilskud fra diverse fonde, og her var der banko hos SparNord Fonden, der har sendt en check på 10.000 kroner i retning af det fine foreningslivsprojekt i Give.  

Stærkt projekt i Give 

I forbindelse med et fyraftensmøde i GHE var Susanne Stærk fra SparNord Fonden på plads med den symbolske check på 10.000 kroner, som hun overrakte til GHE-forkvinden, ledsaget af klapsalver fra de fremmødte butiks- og erhvervsfolk. 

-Vi uddeler penge /donationer 4 gange årligt til gode projekter a la det her i Give, hvor man har fællesskabet i centrum. Vi understøtter meget gerne frivilligheden, og jeres projekt her i Give, hvor I hylder foreningslivet, rammer så flot ind i vores målsætninger hos SparNord Fonden om at støtte de gode fællesskaber, lød det fra Susanne Stærk.  

Søg endelig igen 

GHE havde søgt 20.000 kroner og fik så det halve, og Susanne Stærk lagde da også op til, at man godt kunne søge igen til næste år.  

-Søg endelig igen, og i det hele taget opfordrer vi foreninger til at gå ind og søge midler hos os, lød opfordringen fra Susanne Stærk.  

Hanne Lund takkede for de gode penge, og lovede med et stort smil, at GHE nok skulle vende tilbage med en ny ansøgning. 

Spar Nord Fonden støtter fællesskaber og donerer årligt ca. 50 mio. kr. til en lang række foreninger og aktiviteter i Danmark inden for kultur, social og fritid. Spar Nord Fonden har rødder i Sparekassen Nordjylland, som er stiftet i 1824.