
Stærkt hjertegribende bog fra Joan: Svigt og mangel på kærlighed kan ramme såvel et menneske som en hund
Foto: I 2025 tog Joan den vanrøgtede cockerspaniel, Mayday til sig. I 2017 skiftede hunden navn til Mette, og i dag har Joan en glad og aktiv hund, der også har givet hende en masse på det personlige plan. Privatfoto
Joan Kjølhede Hersø fra Langelund har skrevet en virkelig smuk og gribende bog, der udkommer den 4. juni. Bogen, der har titlen ’Cockerspanielen Mayday husker stadig alt’, handler på et dybt personligt plan om tabt tillid, kærlighed og håb og leverer en livsbekræftende fortælling om en kvinde og en hund med ar på sjælene.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
LANGELUND: Der er både med baggrund i den i 2015 meget omdiskuterede Cocker-sag, at Joan Kjølhede Hersø nu udkommer med sin bog ’Cockerspanielen Mayday husker stadig alt’ og med baggrund i sine egne oplevelser med svigt og mistet tillid.
Cockersagen drejede sig om 91 cockerspaniels, der smurt ind i afføring i maj 2015 blev fjernet fra en ejendom i Hyllinge. Nogle af dem havde svært ved at bevæge sig, fordi afføringen var stivnet i pelsen på dem.
Joan og Mayday på samme rejse
Hundene blev overtaget af Dyrenes Beskyttelse, og en af disse hunde var Mayday, som Joan overtog efter en måneds tid hos Dyrenes Beskyttelse.
- Mayday var 4 år, da vi fik hende, og det har været en lang proces at få hende på nogenlunde ret køl. Vi har omdøbt hende til ’Mette’, og herhjemme hos os i vante og trygge rammer ser vi nu en glad, aktiv og dejlig hund, der har det supergodt sammen med vores kat, Ginger. De to har bare en fest sammen.
- Jeg har på det personlige plan selv været udsat for svigt og mistet tillid, så vi har været på den samme rejse, Mette og jeg, og for mig har det været helsebringende at kunne give Mette et godt sted at være, hvor hun føler sig tryg. Jeg har helt sikkert kunnet bruge det at skulle få Mette på ret kurs som en livsforbedrende ting i forhold til mine egne udfordringer, fortæller Joan.
Cockersagen er Danmarks største sag om dyremishandling, som Dyrenes Beskyttelse nogensinde har skullet håndtere.
Her ser vi et eksempel på, hvordan hundene så ud, da de blev fjernet fra gården i Hyllinge i maj 2015. Foto: Jeanne Friis Petersen
Handler også om kærlighedens helbredende kraft
I forbindelse med at Joan har skrevet denne særdeles relevante bog, har hun interviewet en række af de personer, der var med i første linje, da de 91 hunde blev reddet fra de frygtelige forhold på gården i Hyllinge tæt ved Næstved.
- De fortæller meget intenst om, hvor hård en sag det her var. Mange af hundene var så indsmurt i afføring, som var totalt størknet ind i deres pels, så de alle måtte trimmes. Selv den dag i dag, når man interviewer dem, gør de her oplevelser stort indtryk på de folk, der var med dengang, fortæller Joan.
Går vi lige et spadestik dybere i denne grumme sag om dyremishandling på højt plan, så er det også en bog, der på fineste vis handler om, hvordan kærligheden kan helbrede selv de dybeste sår.
Bogen taler direkte til ens hjerte og minder os om, hvordan kærlighedens helende kraft kan forvandle livet for mennesker og dyr. Man kunne her stille sig det relevante spørgsmål: Hvem redder hvem?
Livsforandrende for begge da Mayday flyttede ind hos Joan
For i forbindelse med, at Joan tager Mayday, nu Mette, hjem til sig, opstod der et ubrydeligt bånd mellem de to, som gik hen og blev livsforandrende for dem begge. I Joans bog følger vi begges udvikling i en periode over 10 år, hvor den frygt og tillidssvigt, de begge havde med i bagagen, blev afløst af samhørighed og gensidig tillid – og tæt kærlighed til hinanden.
Og når man har de ting i sit liv, så kan man kun vokse og trives på alle parametre.
Ud over denne dejlige personlige udviklingshistorie, fortæller bogen også om de kummerlige forhold, som dyr kan lide under i Danmark. Den fortæller, hvordan politi og dyreværnsorganisationer kæmper mod ulovlige hvalpefabrikker, skrupelløse kenneler og ulovligt importerede hvalpe - især fra Østeuropa.
- I min bog kommer jeg også ind på andre større dyreværnssager igennem årene og spekulerer over, hvordan vi kan hjælpe dyrene på en mere konstruktiv måde – om lovgivningen er dækkende, eller om der skal ændringer til, så dyrene kan få et godt liv. Tager vi sagen fra maj 2015 med de 91 cockerspaniels, så fik kvinden i 2017, efter en sagsbehandling på hele 2 år, en betinget fængselsstraf på 3 måneder – og ingen bøde. I andre sager om dyremishandling ser vi straffe på op til 2 års fængsel, fortæller Joan.
I dag er Mette en glad og aktiv hund, som lever et godt liv hos Joan. Hunden er oppe i årene efterhånden, 14 år, så det giver akkurat som hos vi mennesker jo lidt småskavanker. Foto: Aino og Poul Pedersen
En ny chance i livet – for både mennesker og dyr
Ud over Mette/Mayday møder vi flere af de andre reddede hunde fra samme grufulde sag som Mette. Bogen viser også, at det ikke alene er de dyr, som bliver reddet, der får en ny chance – det gør vi mennesker også, når bare vi tør vise tillid.
Joans og Maydays historie er et vidnesbyrd om, hvordan en adoption af en mishandlet hund kan blive til en livsforvandlende gave. En bog, der viser, hvordan Joans kærlighed til dyr holdt hende i live og blev en drivkraft i hendes personlige udvikling.
At bogen så samtidig også formår at skabe opmærksomhed om dyrevelfærdens vigtige sag, giver den blot endnu et lag.
Joan kommer til boglancering ’Cockerspanielen Mayday husker stadig alt’ i Bog & Ide i Herning den 4. juni. Bogen er udgivet på Kahrius Forlag.
Mette er her fanget en dejlig vinterdag i sneen i Langelund - og det nyder hun. Foto: Joan Kjølhede Hersø