Stor anerkendelse til Herreværelset i Give: Modtager Frivilligprisen 2025

Foto: Kurt Jørgensen (tv.) og Erik Andersen er de to bagmænd bag Herreværelset i Give, og de fik fredag den 26. september overrakt Frivilligprisen 2025 i DGI Huset i Vejle. Foto: Vejle Kommune

I oktober 2023 blev der lanceret et helt nyt tiltag i foreningslivet i Give og dertil hørende opland ved navn ’Herreværelset’. Initiativet henvendte sig til mænd over 60 år, der kunne have lyst til at mødes uformelt med andre mænd til socialt samvær og hygge med mulighed for at spise et let måltid fra Kastaniehavens Kantine. Og det blev en kæmpesucces.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Da Herreværelset i Give åbnede første gang onsdag den 25. oktober på Kastaniehaven i Give, var det på bagkant af inspiration fra byer som Billund, Børkop og Egtved, hvor konceptet havde fået godt fat.

Her skal man kunne skabe nye kontakter og venskaber, man kan den vej rundt styrke sit personlige netværk, og her kan man også deltage i en række aktiviteter lige fra billard, dart, kortspil og foredrag samt besøg hos virksomheder. Og mon ikke også verdenssituationen får en tur i samtale-tørretumbleren af og til, smiley!

Håbede på 12-14 medlemmer – nu er de tæt på 70

Da man startede op med Erik Andersen og Kurt Jørgensen som tovholdere, var det med en beskeden jysk forventning om at kunne få 12-14 medlemmer. Første gang avisen var på besøg, ganske få uger efter opstarten, sad der knap 30 friske gutter i Herreværelset og hyggede sig, og da avisens udsendte kiggede forbi i januar 2025, var medlemstallet stærkt på vej mod de 70.

Skal vi ikke derfor konstatere, at dette tiltag her i den grad har været en stor succes, hvor man virkelig har ramt et behov for den pågældende målgruppe, mænd i alderen 60+. Derfor er det ganske naturligt, at man i Frivilligrådet i Vejle Kommune har fået øje på dette flotte tiltag, der har skabt glæde hos en stor flok mænd i den modne alder.

Virkelig fortjent

Det fine arbejde, som man har gjort, og gør, med Herreværelset i Give, fik så det velfortjente skulderklap i forbindelse med årets uddeling af priser til foreningslivet og de mange gode frivillige, der er med til at løfte vores samfund.

Eventen fandt sted i DGI Huset i Vejle fredag den 26. september, hvor 250 frivillige var med til at skabe en fin fest – og set med Give-briller toppede festen, da Kurt Jørgensen og Erik Andersen fra Herreværelset blev kaldt på scenen og iført stolte smil og godt humør fik overrakt dette års Frivillighedspris 2025 til en forening.

Med til prisen fulgte et gavekort på 5000 kroner, så måske den står på ekstra højt smørrebrød, næste gang de herrer mødes. Stort tillykke til Kurt og Erik samt gutterne i Herreværelset – det er så fortjent!

Andre læser

Kæmpesucces: De rutinerede gutter vælter ind på Herreværelset i Give

Det er ikke kun Give der vækster: Herreværelset har tredoblet medlemstallet på 14 måneder