
Stor hæder til to lokale ildsjæle: Ti Trin Ned vinder en Michelin-stjerne og Young Chef Award 2025
Foto: Lærke Krudt fra Give og Michael Nørtoft fra Vonge har kæmpesucces med Restaurant Ti Trin Ned. Restauranten har fåeyt en Michelin-stjerne, og Michael Nørtoft fik særprisen Young Chef Award 2025 i Norden. Foto: Ti Trin Ned
Der lød et jubelbrøl, da Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia mandag aften vandt en Michelin-stjerne ved årets uddeling, der blev afviklet i Anneberg Kulturpark i Odsherred. Michael Nørtoft fik derudover særprisen Young Chef Award 2025 i Norden - og er dermed et af de største kokketalenter i Norden - og Ti Trin Ned vandt en Michelin-stjerne.
Af redaktionen
- Jeg er chokeret. Jeg havde ikke forventet det. Vi købte restauranten et halvt år siden. At være her er en stor oplevelse i sig selv for mig, sagde en tydeligt overrasket Michael Nørtoft, der oprindeligt kommer fra Vonge.
Efter at have sundet sig lidt, er ordene lidt flere:
- Det er et skulderklap til hele holdet, der har ydet en kæmpeindsats for at nå det niveau, der er nødvendigt for, at man bliver belønnet med en Michelin-stjerne, siger Køkkenchef og medejer Michael Nørtoft, Ti Trin Ned.
Masser af topanmeldelser
Han overtog, sammen med Lærke Krudt, som stammer fra Give, Ti Trin Ned ved årsskiftet. Restauranten er siden da blevet belønnet med topanmeldelser fra anerkendte madanmeldere fra JyllandsPosten, Gastro mv.
- Vi forsøger hele tiden at optimere vores gæsteoplevelse. Det gælder både i forhold til udvikling af vores gastronomi, men også værtskab og så videre. Når man besøger os, skal man gå hjem med følelsen af, at man har fået kæmpe oplevelse, siger Michael Nørtoft.
Han peger også på valget af råvarer, som udslagsgivende for Michelin-stjernen.
- Vi bruger så mange lokale råvarer af højeste kvalitet som muligt, og går efter, at de er fremstillet så bæredygtigt som muligt. De to ting kan sagtens gå hånd i hånd. For os giver det ingen mening at importere f.eks. en fisk fra Japan, man kan købe i Hanstholm, påpeger Michael Nørtoft.
Michael Nørtoft fik også en personlig hæder, idet han fik særprisen Young Chef Award 2025 i Norden - og er dermed et af de største kokketalenter i Norden. Foto: Ti Trin Ned
Hviler ikke på laurbærrene
Ti Trin Ned er nu klar til at lægge endnu flere lag på netop gæsteoplevelsen.
- Nu har vi vundet en Michelin-stjerne. Det betyder ikke, at vi kan læne os tilbage og sige: det var så det. Vores ambitioner er til mere. Om det skal være en stjerne mere, kan kun Michelin inspektørerne afgøre. Vi vil fortsætte med at udvikle vores gastronomi, og vil egentligt bare gerne være kendte for at være et sted, hvor man spiser utroligt godt, og får en fantastisk oplevelse, siger Michael Nørtoft.
Restaurant Ti Trin Ned tilbyder udover aftenåbent også mulighed for at indtage frokost i weekenderne.
Læs mere om menu, åbningstider mv. på www.titrinned.dk
Foto: Ti Trin Ned