Superglad juleshopping-vinder troede først, det var fake news

Foto: Her overrækker Hanne Lund fra Give Handel og Erhverv rent symbolsk det dankort og de 5000 kroner, som Øzlem Celik kan bruge til juleindkøb denne lørdag formiddag. Foto: Jim Hoff

Torsdag den 18. december bliver en dag, som Øzlem Celik fra Vejlevej mellem Give og Givskud nok vil huske tilbage på med et stort smil i mange år. Klokken 8.30 blev hun nemlig ringet op af Hanne Lund fra Give Handel & Erhverv med den herlige besked om, at hun var den lykkelige vinder af 5.000 kroner i den store juleshoppingkonkurrence. Men kunne det mon nu passe? Var det fake news?

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

JUL I GIVE: - Hej Øzlem, det er Hanne Lund fra Give Handel & Erhverv. Jeg vil bare lige fortælle dig, at du er den heldige vinder af 5.000 kroner i vores store juleshoppingkonkurrence her i Give Handel & Erhverv.

Således lød den indledende bemærkning fra Give Handel & Erhvervs formand, da hun i forbindelse med det store hyggelige juleshopping-morgenmøde på Diagonalkroen i Give Handel & Erhverv ringede dette års vinder af den store juleshoppingkonkurrence op torsdag formiddag ved 8.30-tiden.

- Jeg er bare helt målløs

Svaret i den anden ende af røret, efter 5–10 sekunders tavshed i ren forbløffelse, lød således:

- Hvad, hvad siger du? Mig, har jeg vundet 5.000 kroner? Jeg er bare helt målløs, kan det da passe? Og det kunne de 33 fremmødte i salen denne morgen bekræfte med klapsalver og tillykke-tilråb til den lykkelige vinder, der efterfølgende aftalte med Hanne Lund, at de 5.000 gode danske kroner skulle bruges i butikslivet i Give lørdag formiddag den 20. december.

Det er, som Hanne Lund så fint pointerer, altid dejligt at være en del af de her juleshopping-konkurrencer, hvor man kan gøre folk ekstra glade op til jul. Og i år var det ekstra godt, fordi de 5.000 kroner kunne tildeles en person, der har haft det ganske svært de sidste tre år med svære helbredsmæssige udfordringer.

Her checker Øzlem lige ønskesedlerne på Ønskeskyen, så hun er sikker på at ramme plet med julegaverne til børnebørnene. Foto: Jim Hoff

Kan se tilbage på 3 virkelig hårde år med svær sygdom

Det fortalte Øzlem om, da vi lørdag formiddag mødtes ved Billeskovs PC til første stop på hendes vej rundt.

- Det var bare en utrolig dejlig nyhed at få, da Hanne ringede mig op. Ok, indrømmet, i starten troede Brian (Øzlems forlovede) og jeg, at der var tale om fake news, at det var en eller anden smart sælger, der ville snyde os til at køre et eller andet, men da vi så videoen fra Hannes telefonopkald på Vores LokalAvis’ Facebook-side, kunne vi godt se, at den var god nok. Så det her var en superdejlig nyhed efter en hård tid, lyder det fra Øzlem med et stille smil, hvorefter hun uddyber den sidste udtalelse.

- De sidste 3 år har været virkelig hårde for mig. Jeg har haft kræft, har haft blodpropper, jeg er blevet benamputeret, og her den 5. december fik jeg så en bypassoperation i mit ben. Derfor var det også dejligt med nogle gode nyheder, da jeg fik at vide, at jeg nu kan bruge 5000 kroner her i dag.

 

Julegaver til børnebørnene hos Billeskov

Øzlem og Brian skal holde juleaften hjemme på Vejlevej, hvor huset bliver fuldt, idet der kommer hele 11 børnebørn på besøg, hvoraf den ældste er 9 år, og så kommer de ellers aldersmæssigt helt ned til næsten nyfødte.

Og meget apropos børnebørn, så var det netop dem, der var grunden til, at Øzlem og Brian startede deres juleshoppingtur hos Billeskov.

- Vi mangler at købe julegaver til 4 af børnebørnene, så det klarer vi her hos Billeskov i dag, konstaterer Øzlem med et stort smil, hvorefter hun og Brian indtog legetøjsafdelingen og fandt massevis af gode gaver til de heldige børnebørn.

Så er der styr på julegaverne til børnebørnene - og så er det afsted ned mod Brugsen for at købe julemad og lækkerier. Foto: Jim Hoff

Købte masser af julelækkerier i Brugsen

Besøget hos Mona og Vagn Billeskov gjorde et indhug på 1.400 kroner i kassebeholdningen på de 5.000 kroner, og herefter gik turen så til Brugsen i Give, hvor de blev hilst høfligt velkommen af uddeler Claus Villumsen.

Her stod den så ellers på indkøb af mad og lækkerier i mange afskygninger til juledagene, og vi skal da også hilse at sige, at det var en godt proppet indkøbsvogn, som Øzlem og Brian trillede ud af Brugsen, da den store juleshoppingtur var slut.

Og superfint, at det netop var Brugsen, hvor de sluttede indkøbsturen, for det var nemlig her, det hele startede, da Øzlem havde udfyldt juleshoppingskuponen netop under en indkøbstur i Brugsen.

- Den helt rigtige vinder

Det var en rigtig fin oplevelse at være på juleshoppingtur med Øzlem og Brian. Hanne Lund var da også rigtig glad for, at det netop blev Øzlem der blev dette års juleshoppingvinder.

- Hvor var det bare dejligt, at vi kunne give Øzlem denne positive oplevelse efter de svære udfordringer, hun har været igennem. Hun har da om nogen fortjent noget held og medgang, og derfor gør det bare en ekstra glad at være med her i dag, konstaterer Hanne med et stort smil.

 

I Brugsen blev Øzlem hilst pænt velkommen af uddeler Claus Villumsen - og så skulle der ellers handler julelækkerier ind. Foto: Jim Hoff

 

 Vagn Billeskov var klar ved kasseapparatet, da Øzlem og Brian havde fundet de manglende julegaver til børnebørnene. Foto: Jim Hoff

Fuld indkøbsvogn, ja da !!