Susanne Sandholm afløser Hanne Lund som formand i Give Handel & Erhverv

Foto: Her har vi så GHE's nye bestyrelse: Casper Juhl, Ulla Kristensen, Martin Tirsgaard, Susanne Sandholm, Søren Grunnet og Lars Secher. Ikke med på billedet: Julia Andersen. Foto: Jim Hoff

I forbindelse med den årlige generalforsamling i Give Handel & Erhverv skulle der findes en ny formand, idet Hanne Lund går af efter 5 år, da hun som bekendt er blevet valgt til byrådet i Vejle og dermed må smide kasketten som GHE-formand. Ny kvinde på formandsposten bliver Susanne Sandholm, der tidligere har været formand i foreningen i 6 år.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

Give: Tirsdag den 24. februar blev der afholdt generalforsamling i Give Handel & Erhverv på Diagonalkroen i Give, hvor der var flere interessante punkter på dagsordenen lige fra debat om åbnings- og lukketider, presset fra internetsalg, det nye torv, åbningsdage i julemåneden samt valg af ny formand.

”Teamwork vinder mesterskaber”

Efter en lækker indledende middag fremlagde afgående formand Hanne Lund sin årsberetning under overskriften ”Teamwork vinder mesterskaber” med en stærk reference til at man som by og som handelsstandsforening må holde sammen i kampen mod nethandlen og konkurrencen fra andre byer.

- Vi skal som by tænke kreativt. Vi skal give kunderne god og nærværende service. Vi skal give dem gode oplevelser med hjem sammen med indkøbsturen. Vi skal være en by, der sprudler af liv, så vi forbliver den foretrukne handelsby – og for at gøre det er vi nødt til at hjælpe hinanden med at blive bedre og bedre i at give oplevelser med kunderne hjem – Teamwork vinder mesterskaber, lød den fine pointe fra Hanne Lund.

Hanne Lund takkede på generalforsamlingen af efter 5 år som formand, da hun er blevet valgt ind i byrådet i Vejle Kommune. Foto: Jim Hoff

Markedsdagen og Give-Stafeten – to nye stærke tiltag

Hun kom efterfølgende ind på foreningens aktivitetspalette i 2025, der blev udvidet med konceptet månedens ”Give-away”, hvor folk kunne udfylde kuponer, når de handlede, og så blev der trukket en vinder ved udgangen af hver måned. Den heldige vinder modtog gavekort på 1000 kroner.

Den 5. april havde byen besøg af Børnebussen, der inviterede børn indenfor til kreative tiltag. Der var senere en Morsdagskonkurrence, og i august afholdt foreningen en succesfuld og velbesøgt markedsdag i bymidten.

Et andet nyt tiltag var Give-Stafetten, hvor det handlede om bevægelse for både børn og voksne, og hvor også foreninger og virksomheder kunne stille op til en frisk løbetur rundt i Give. Det var en flot aften, hvor det også endte med et fint overskud, der gik til GISK.

Give-messen storhittede

I forbindelse med kommunalvalget inviterede Give Handel & Erhverv til borgmester-battle på Diagonalkroen, hvor en fyldt sal kunne høre, hvad tre borgmesterkandidater havde på hjerte.

- Og så til den helt store begivenhed i 2025. Her genoplivede vi Give-messen. Det var et stort sats, men det blev en stor succes. Alle stande blev udsolgt, og der kom 3023 gæster ind i Vestjysk Bank Arena, som kunne hygge sig med flotte stande og fantastisk underholdning. Stor ros herfra til udvalget bag denne flotte succes, lød det anerkendende fra Hanne Lund, der er sikker på, at Give-messen går hen og bliver en fast tradition. 2026-versionen er i hvert fald i støbeskeen i disse dage.

Det var Jes Abrahamsen, der denne aften tog jobbet som dirigent/ordstyrer. Foto: Jim Hoff

Fuldt drøn på i julemåneden

Hanne Lund kom også ind på foreningens aktiviteter omkring Black Friday og julehandlen samt juletræstændingen.

- I år kunne vi afholde juletræstænding allerede den 22. november og kunne dermed skyde julehandlen i gang tidligere, hvilket passer fint med, at vi ser, at folk starter deres julehandel tidligere end før. Vi kørte i december med vores koncept ’Gaveregn i uge 49, 50 og 51’ og vi kørte også med tegningskonkurrence ved julemandens hus, hvor en masse børn bliver belønnet med fine gaver for deres tegninger.

- Vi holdt også en julehyggedag på Torvet sammen med eventfirmaet 123.fest, som lavede fine aktiviteter til og med børnene og deres familier, og som altid stillede de lokale FDF’er også op med aktiviteter på Torvet hen over december og til Black Friday.

Branding er en vigtig del af jobbet i GHE.

Give Handel & Erhverv er også en vigtig medspiller sammen med Give Udviklingsråd og Skulpturbyen i de to årlige skulpturfestivaler, som i den grad er med til at markedsføre byen på positiv vis. Her er Vejle Kommune en uundværlig økonomisk medspiller.

- Netop branding af vores by er jo noget, vi samarbejder med GUR og Skulpturby om. Vi laver sammen en turistfolder, som ligger i butikkerne, på campingpladser og som ejendomsmæglerne putter i deres velkomstpakker. Vi mødes også i de samme foreninger 3-4 gange årligt, hvor formand og næstformand for hver forening mødes for at gøre hinanden klogere på, hvad vi arbejder med, fortalte Hanne Lund.

Ulla Kristensen og Søren Grunnet fra GHE’s bestyrelse stod klar med en fin gave og pæne afskedsord til den afgående formand, Hanne Lund. Foto: Jim Hoff

Livlig debat om tovet og åbningstider

Give Handel & Erhverv var i 2025 på banen med et nyt tiltag, et gavekatalog til byens og områdets virksomheder, hvor det handlede om at få virksomhederne til at købe deres julegaver til deres ansatte i de lokale butikker i Give - og ikke sende de gode penge ud af byen. Et tiltag, der også kommer på banen her i 2026.

Den afgående formand sluttede af med at takke en række gode samarbejdspartnere, hvorefter man overgik til gennemgang af regnskabet ved revisor Erling Lund.

Efterfølgende var der flere debatemner på bordet: Det nye torv og ikke mindst det nye grusunderlag fik masser af taletid, og det samme gjaldt det altid brandvarme tema: åbningstider - både i det daglige og i ugerne op til jul.

Lynvalg - og Susanne Sandholm er ny formand

Herefter stod der valg til bestyrelsen på programmet, og det gik fantastisk hurtigt. Hanne Lund trådte som sagt tilbage som formand og gik denne aften ud af bestyrelsen – ind kom Susanne Sandholm, der på det efterfølgende konstitueringsmøde blev valgt til ny formand.

Dermed ser den nye bestyrelse således ud: Susanne Sandholm, formand; Søren Grunnet, næstformand; Martin Tirsgaard, kasserer; Ulla Kristensen, sekretær; og Lars Secher, medlem. De to suppleanter er Casper Juhl og Julia Andersen, hvor sidstnævnte, der arbejder på Give Apotek, er nyvalgt.

Dermed sluttede en livlig og velafviklet generalforsamling, der foregik i en god tone med en del humor som musikalsk underlægning og med masser af input fra de fremmødte i de omtalte debatter på fineste og konstruktive vis. Nu kan den nye bestyrelse så begynde at kigge fremad og se på, hvilke aktiviteter, der skal søsættes her i 2026.

Generalforsamlingen på Diagonalkroen blev indledt med en lækker 2-retters menu. Rigtig god start. Foto: Jim Hoff  

Andre læser

Efter 10 rigtig gode år med ”Min Garnbutik Givskud” er Pia helt klar til at snuppe 10 år til

Så er der en infotavle klar til Torvets historiske fortællesten

Kæmpescoop: Give HK lander tidligere landsholdsspiller og erfarent trænernavn som ny træner

Væksttræet flytter op til Huset: Nyt domicil til Gives første udviklingssymbol

Høj klasse: Lions Give fejrede 50-års jubilæum ved at donere 150.000 kroner til gode formål

Erhvervsbranding Give - nu skal der åbnes nogle døre med ny erhvervskampagne