Svar på læserbrev om Bygade i Vonge: ”Sådan minimerer Vejle Spildevand generne ved gravearbejdet i Vonge"
Foto: Læs her svaret fra Vejle Spildevand på læserbrevet fra Ib og Jonna Lindberg Nielsen angående kloakarbejdet i Bygade i Vonge. Foto: Vejle Spildevand
Redaktionen har modtaget nedenstående svar fra Martin Jensen, der er projektleder i Vejle Spildevand på læserbrevet angående trafikken i Bygade i Vonge i forbindelse med kloakarbejdet i gaden.
LÆSERBREV: Hej Jonna og Ib og alle jer, der bor i Vonge eller kører igennem byen
Vi er meget opmærksomme på, at byens købmand er vigtig for lokalsamfundet, og derfor har vi løbende dialog om adgangsforhold.
Vi har også stor forståelse for, at vores kloakprojekt kan være en udfordring med larm, støv og omkørsler.
Men vi gør os umage for at minimere generne så meget som muligt, mens vi moderniserer kloaksystemet, der bidrager til et bedre vandmiljø for os alle sammen.
Sikkerhed først
Inden gravemaskinerne kom i jorden, gennemførte vi et omfattende forarbejde, hvor vi undersøgte en lang række muligheder for trafikken.
Vi vurderede naturligvis, om vi kunne holde et spor åbent, men i dette anlægsarbejde kunne det ikke lade sig gøre. Det skyldes, at vi ikke kunne opfylde kravene til sikkerhed – hverken for trafikanter eller de medarbejdere, som udfører arbejdet.
Desuden ville projektet tage væsentligt længere tid – mellem 2 og 3 gange så lang tid som nu.
Kloakrør i midten af vejen
Nye kloakrør kan i dette projekt ikke placeres i den ene side af vejen, selvom det lyder som en nem løsning. Kloakrør ligger i midten af vejen og dybt nede i jorden – det er derfor, at vi bruger store maskiner til at udføre arbejdet, og at udgravningerne fylder hele vejens bredde.
Sådan minimerer vi generne
Her er et udpluk af vores initiativer for at begrænse generne:
- Vi har en løbende dialog med købmanden, lokalrådet, borgerforeningen, entreprenøren og vejmyndigheden, så trafikken kan glide bedst muligt.
- I høstperioden tilrettelagde vi arbejdet med en kortere omkørsel, så den øgede trafik med landbrugsmaskiner blev afviklet bedst muligt.
- Vi tjekker omkørselsvejene hver uge, og vi lægger ekstra grus på dem, når der er behov for det.
- Vi informerer løbende via vores hjemmeside, e-Boks, sms og Facebook-gruppen Netværk Vonge-Kollemorten.
Flere har spurgt til kantsten langs Bygade, men beslutningen om vejens udformning ligger ikke i vores regi.
Vi sætter stor pris på den tålmodighed, som borgere, trafikanter og lokale erhvervsdrivende viser, mens arbejdet står på.
Med venlig hilsen Vejle Spildevand - Martin Jensen, projektleder











































