Tanja, Rikke og Sabine er klar: Stærk lokal trio har fået godt gang i Flair Klinik Fællesskab 

På Nytorv i Give er der sket små mirakler med de lokaler, der tidligere husede Hjemmeværnet. Efter at Tanja Juul Bach og Rikke Ringsted overtog lejemålet i uge 7 er der blevet renoveret til den store guldmedalje, og medio maj rykkede Sabine Jensen også ind i klinikken.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVE: Det er en klassisk tre-i-en klinik, der med en central beliggenhed på Nytorv i Give nu tilbyder byens og omegnens kunder deres services: Det er ‘Beauty By Bach’ ved Tanja Bach Andersen, ‘Give Fodklinik og velvære’ ved Sabine Jensen og ‘Tip Top Fod og Krop’ ved Rikke Ringsted.  

De tre lokale kvinder huserer i lækre nyrenoverede lokaler på Nytorv på adressen Vimmelskaftet 5 i de lokaler der tidligere husede Hjemmeværnet. Tanja og Rikke har selv sat det hele i stand med stor hjælp fra deres ægtefæller, og de mange fælles anstrengelser har virkelig båret frugt, idet man nu mødes af smukke, velindrettede lyse lokaler, der emmer af god stemning og hjerteblod. 

Smukke og velindrettede lokaler 

Hos Tanja, der tidligere har været frisør hos Salon 1400, og Beauty By Bach kan man få ordnet øjenvipper, bryn, negle og hår. Rikke hos Tip Top Fod og Krop er RAB registret zoneterapeut og fysiurgisk massør, mens Sabine tilbyder en bred vifte af tjenester og behandlinger omkring fodpleje. 

- Efter at vi havde renoveret, malet, lagt nyt gulv, sat nye lamper op og indrettet stedet efter vores smag og stil, åbnede vi den 11. marts og holdt reception den 16. marts. Det blev til rigtig mange ture til Jysk, og heldigvis kunne vores mænd give et nap med, ikke mindst med de store ting. Alt er malet 3 gange, og de nye ting er suppleret med loppefund og arvestykker, så vi føler os virkelig hjemme og godt tilpasse her, lyder det med begejstring i stemmerne fra de tre piger.  

Flair Klinik Fællesskab har nu tre spillere på holdet: Tanja Juul Bach, Rikke Ringsted og Sabine Jensen. Foto: Jim Hoff

 Rigtig god start 

Sabine Jensen stødte til med sin fodklinik den 13. maj, idet hun her flyttede fra Vestergade 14a, hvor hun havde klinik hos frisør Salon Lindberg. I de nye omgivelser får hun mere plads og to kolleger, som kan udløse nogle synergieffekter i forhold til at få nye og flere kunder. 

Nu har Flair Klinik Fællesskab været i gang i 2 måneder, og hvordan er det så gået? 

- Det er gået vildt godt. Folk er glade og positive, og vi får rigtig meget ros for vores lokaler. Her kan alle komme ind, og vi vægter meget, at der er ro på og no stress. Det handler om at skabe en god stemning, og så selvfølgelig om at tilbyde folk vores services omkring skønhed og sundhed. 

- Det giver en rigtig god dynamik, at vi er 3, vi har en fed energi sammen, og vi kan jo anbefale hinanden til vores respektive kunder/klienter, så det er gået bedre end vi havde håbet, og vi er fulde af optimisme, konstaterer Tanja, Rikke og Sabine. 

Stor fleksibilitet 

De kan melde om et godt flow i klinikken fra 8.00 morgen til 18.00-1900 om aftenen. De fleksible tider er kunderne glade for, og der vil stort set altid være mindst én af pigerne til stede i klinikken. 

Idet Rikke og Sabine har jobs ved siden af, så har de nogle faste dage, hvor de kan træffes i klinikken. For Sabine er det mandag, onsdag, torsdag og fredag, mens Rikke er der tirsdag, torsdag, fredag og nogle lørdage samt plus efter aftale. Tanja er 100 procent fokuseret på Beauty By Bach, så hun er at finde i klinikken det meste af tiden.