Team Morfar er klar med oplevelsesture landet rundt for unge med udfordringer

Foto: De gode folk fra Team Morfar kommer fra henholdsvis Brande, Thyregod og Kollemorten. Her på billedet ser vi fra venstre: Ove Mortensen, Maja fra Give Camping, Mario Mortensen, René Give Camping, Christopher og Anton. Foto: Jim Hoff

For 3 år siden fik de to brødre Ove og Egon Mortensen en glimrende idé, da de lancerede et koncept, hvor unge med udfordringer kunne komme med ud på ture Danmark rundt på scootere og den vej rundt tanke op i den positive oplevelsestank. Konceptet hedder Team Morfar, og i marts i år blev det en forening.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE-EGNEN: Der findes flere måder at hjælpe unge med forskellige udfordringer, og her er det, at Team Morfar kommer ind med et glimrende koncept, hvor initiativtagerne Egon og Ove Mortensen har kombineret deres passion for at køre scootere landet rundt med et stærkt og velgørende menneskesyn, hvor de stiller op for at hjælpe unge mennesker i 15-25-årsalderen med udfordringer af forskellig karakter.

Team Morfar så dagens lys i 2023, og siden starten er Mario Mortensen, Stella Dierks Christiansen og Anders Christiansen kommet til og har forstærket holdet. De er forbundet via stærke familierelationer, idet Mario er Oves søn, Stella er Oves datter og Anders er Stellas mand – og dermed Oves svigersøn.

Stærkt familiebaseret team

Rollerne på Team Morfar er fordelt således, at Egon og Ove (formand) er ruteplanlæggere, Mario (næstformand) er holdets autodidakte mekaniker og rekrutteringsansvarlig. Stella er holdets kasserer og rekrutteringsansvarlig, mens Anders er holdets generelle hjælpende hånd – og fornuftens stemme, som det hedder med glimt i øjet i teamets beskrivelse af gruppemedlemmerne.

Avisens udsendte mødte dele af denne glimrende gruppe på campingpladsen i Give. Desværre kunne alderspræsident Egon Mortensen ikke være med, men til gengæld var truppen pyntet op med et par unge, friske gutter i skikkelse af 15-årige Anton Prüsse og Christoffer ”Bobber” Nikolajsen, som begge har været med Team Morfar på tur, senest den 18.-21. juni, hvor teamet var på scootertur til Rømø.

Gratis mad fra Maja

Apropos turen til Rømø og at vi mødes på netop Give Camping hænger de to ting fint sammen, for indehaverne af Give Camping og cafeteria, Maja og René, havde rundhåndet sponsoreret en masse lækker mad fra cafeteriet til turen.

- En aften, jeg var nede og spise noget af Majas lækre mad, kunne jeg ikke dy mig. Fræk som jeg er, spurgte jeg Maja, om hun ikke kunne tænke sig at sponsorere noget mad til vores tur til Rømø og dermed bakke op om vores koncept med at støtte udfordrede unge. Hun sagde ’ja da’ uden betænkning, og vi havde mad nok med til et helt sølvbryllup. Der var vi rigtig glade for og satte stor pris på det, konstaterer Ove Mortensen med et stort smil.

Maja og René er også klar med god mad til Team Morfars næste tur, hvor rejsen såmænd går til Bornholm den 16. august med forventet hjemkomst af scooterholdet den 19. august. På denne tur er der hele 7 mænd med på turen, 3 på scooter og 4 i bil som hjælpeteam og back-up.

Tilbyder oplevelsesture til unge med udfordringer.

Det overordnede koncept for Team Morfar handler om at tilbyde unge mennesker med egen scooter at komme med på fine oplevelsesture og godt kammeratskab på bagsmækken rundt i Danmark.

- Med hjertet på rette sted vil vi gerne møde de unge mennesker, hvor de er. For det kan være svært at være trekantet i en firkantet verden, lyder de fine ord fra Stella Dierks Christiansen.

- På hver tur kan vi tage 3-5 unge mennesker med, og man søger om at komme med ved at sende en ansøgning til denne mail: teammorfarpaatur@gmail.com. Man kan også sende en SMS til Mario på tlf. 30 23 05 28. Her skal man kort lige forklare, hvilke udfordringer man har. Derefter kontakter vi vedkommende og tager en uforpligtende snak, forklarer Stella.

Henvender sig til unge mellem 15-25 år

Og hvem er det så, der kan henvende sig med henblik på at komme med på en fin scootertur?

-Snakker vi aldersgrupper, er det os unge mennesker i aldersgruppen 15-25 år, som vi henvender os til. Her kan man komme i betragtning, hvis man har nogle udfordringer i sin hverdag; det kan være, man lider af skolevægring, er udfordret i sit hjemmemiljø eller måske føler sig ensom.

- Man skal bare kontakte os, hvis man har spørgsmål til det her koncept. Vi er meget åbne for en god dialog. Da ingen af os har en pædagogisk uddannelse, er det vigtigt, at man sender en ansøgning, hvor man kortlægger de udfordringer, man har. Hvis udfordringerne synes at være for store, kan vi derfor være nødt til at sige nej, pointerer Ove Mortensen.

- Det foregår helt nede på jorden

De to unge herrer, der er mødt op på dagen, Anton og Christoffer, har masser af rosende ord om Team Morfar, som de gerne vil levere.

- Det er rigtig hyggeligt at være afsted på tur med de her gamle gutter. Det foregår helt nede på jorden, og det er dejligt befriende. Vi bliver heller ikke mødt af en masse pegefingre osv., så vi vil helt sikkert meget gerne anbefale de her ture til nogle af vores skolekammerater. Når skolen går i gang igen, er der da helt sikkert et par stykker, vi lige vil prikke lidt til, så de kan komme med på scootertur, lyder det fra Anton og Christopher.

Når Team Morfar er afsted på de her ture rundt i landet, så foregår det som sagt helt nede på jorden. Der er ikke lagt stramme planer hjemmefra.

- Når vi er mødt frem til området, vi skal være i, så ser vi på, hvad der kunne være spændende at tage ud at se. Normalt overnatter vi i shelters i vores soveposer, men vi oplever mange steder, at folk er meget gæstfri både med hensyn til at tilbyde overnatning og gratis mad. Og det er da dejligt at blive mødt af så meget venlighed, siger Ove.

Kan sagtens bruge flere støtter og sponsorer

Team Morfar har da også nogle faste sponsorer, idet Stark i Give, Kerteminde Købmandsgård og OK Benzinbakker bakker op om konceptet, ligesom Give Camping & Cafeteria via deres levering af gratis mad også kan henregnes til flokken af sponsorer.

- Vi kunne sagtens bruge endnu flere sponsorer, og nu da vi i marts i år blev en forening, kan vi også begynde at søge fonde, og vi håber da også, at Vejle Kommune kan se det fine i at støtte vores formål, pointerer Ove Mortensen.

For at skabe endnu mere synlighed omkring deres fine og godhjertede projekt, pusler Team Morfar med idéen om at holde et foredrag om deres koncept og de oplevelser, de har på deres mange ture med de unge. Og det skal naturligvis ske på Give Camping & Cafeteria.

- Den idé er vi 100 procent med på. Vi bakker hjertens gerne op om det her gode formål, lyder det fra Maja og René fra Give Camping & Cafeteria, der i dagens anledning servicerer hele banden med gratis sodavand.

Andre læser

Alle mand af huse: Give-Stafetten vender stærkt tilbage

Find din indre handelsmand frem: Give inviterer igen til stort kræmmermarked i bymidten

Karlskovpige brillerede i Le Mans: Flot indsats af Esther Rasmussen ved EM i voltigering

Jette er klar til at springe ud i nyt eventyr: Velkommen til Vonges nye købmand!

Give Idrætscenter klar med nyt spændende koncept: SKOLE-PAS – Move & Meet

Give Fjernvarmes gamle gasmotor på vej til Tyrkiet efter hurtig lufttur