Teateruge på Karlskov Friskole med fokus på venskab, sammenhold og fællesskab

Foto: Der var teateruge på Karlskov Friskole i uge 2 og 3, og her var det stykket "Dyrene i Hakkebakkeskoven", der var på plakaten. Foto: Jim Hoff

Traditionen tro blev der, efter at børnene og lærerne var startet efter jul på friskolen i Karlskov, inviteret ind til teateruge, hvor skolen i uge 2 og 3 summede af kreative, musiske og praktiske aktiviteter overalt. Årets teaterstykke var ”Dyrene i Hakkebakkeskoven” med en tematik, der passer som skræddersyet til skolens værdier.

Af Jim Hoff – jimhoff@voireslokalavis.dk

DET GODE SKOLELIV: Der blev i den grad arbejdet igennem af elever, lærere, pædagoger og andet godtfolk på friskolen fra midten af uge 2 til torsdag aften i uge 3. Her havde man i halvanden uge lagt en teateruge ind i skoleprogrammet, hvor der blev arbejdet kreativt, musisk og praktisk med at få teaterstykket ”Dyrene i Hakkebakkeskoven” op at køre – alt sammen med finale til den store skolefest torsdag aften i uge 3.

Godt arbejde over halvanden uge

- Hele skolen har været engageret i vores teateruge, og når vi snakker selve teaterstykket, så er det eleverne fra 4. klasse og opefter, der her har været på. Der er derudover blevet arbejdet på en række forskellige hold, hvor eleverne har beskæftiget sig med at lave kostumer, kulisser, rekvisitter og scenografi.

- Derudover har vi et musikhold med de to ildsjæle, musiklærerne Marc Wolters og Elsebet, som helt uundværlige drivkræfter. Musikholdet startede faktisk allerede med at øve musikken lige efter sommerferien i august 2025, fordi vi allerede her vidste, hvilket stykke vi skulle arbejde med, forklarer skoleleder Rebekka Press Byrner og viceskoleleder Claus Brinch Sørensen.

Traditionen tro stillede skolens lærere og elever med deres eget band underledelse af Elsebet Lindegaard og Mark Wolters.

Et stykke i tråd med skolens værdier

De fortæller også, at man har haft et peberkagebagerhold, helt i tråd med handlingen i ”Hakkebakkeskoven”, og dertil et hold, der har arbejdet med lys og lyd.

Rebekka og Claus forklarer, at de værdier, som er på spil i teaterstykket angående venskaber, fællesskab og sammenhold, passer 1:1 til de værdier, man arbejder ud fra på friskolen i Karlskov, og derfor var teaterstykket oplagt at arbejde med.

- Selve stykket er jo ret langt i sin oprindelige form, så vi har tilpasset det indholdsmæssigt og længdemæssigt til vores skole, så det bliver ”Dyrene i Hakkebakkeskoven a la Karlskov Friskole”, forklarer Rebekka med et smil.

På dagen for selve skolefesten blev der afholdt hele to generalprøver – og her er det prøve nr. 2, der blev afholdt under overværelse af bedsteforældre og andet lidt ældre godtfolk. Foto: Jim Hoff

Vi kan, vi vil og vi tør

Rebekka og Claus kan berette om halvanden rigtig god uge med teaterarbejde osv. Eleverne har taget godt imod det, og der er også ekstra ros til Elsebet og Mark for deres store engagement og drive i forhold til musikken og teaterstykket.

- De har igen taget stort ejerskab. De er ambitiøse, bruger rigtig meget tid på det her og er med til at sætte en rigtig god retning, lyder det anerkendende fra skoleledelsen.

- Udover det gode samvær og det sammenhold, sådan en uge er med til at skabe her på skolen, handler det også om, at vi får fremelsket den model, hvor vi lærer børnene at stå frem, at have mod til at stå på en scene osv., og det hænger så fint sammen med vores værdisæt, hvor det hedder: vi kan, vi vil og vi tør, forklarer Claus.

3 gange på scenen samme dag

Torsdag den 15. januar, hvor der var skolefest om aftenen med teaterstykket som det store højdepunkt, gav eleverne hele to generalprøver. Først var det for indbudte børneinstitutioner, og dernæst for bedsteforældregruppen – og begge gange var der flot tilslutning og god opbakning fra stolerækkerne til de musiske og kreative børn på den lokale friskole i Karlskov. Og de klarede det rigtig flot; musik og sang sad som altid lige i skabet, og de fine og flotte kulisser var med til at give et flot helhedsindtryk af det hele – de unge mennesker på scenen gjorde det rigtig godt, og de blev da også behørigt belønnet af publikum med stående klapsalver.

Så jo, de kunne, de turde – og de gjorde det!

Du kan se flere fotos fra teaterstykket HER

 

 Det hele endte som det skulle – godt og lykkeligt – da man kunne fejre Bamsefars 50-års fødselsdag. Foto: Jim Hoff