TNT Brænde - kreativ lokal tømrermester udvider gesjæften

Den lokale tømrermester Thomas Nørregård, kendt fra firmaet TNT Byg i Give, udvider nu gesjæften. Han bliver dog i træets verden, idet han via sit nye firma ‘TNT Brænde’ nu sælger træ til fyringssæsonen samt lækre brændetårne i designlook til dekorationsbrug. Læs mere her om hvad det koncept går ud på. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVE: Han har arbejdet i tømrerbranchen siden har var 15 år. Han var den første lærling, som tømrermester Claus Junge fra Filskov udlærte, og i dag har han sit eget tømrerfirma i Give. 45-årige Thomas Nørregård er her på egnen kendt for firmaet TNT Byg, men nu udvider den lokale træmand sin forretning – og han bliver i træets verden.  

- Jeg har i nogle år på mine ture med hunden i plantagen gået og funderet over en mulig produktionsudvidelse af min virksomhed. Jeg har overvejet præfabrikation af sommerhuselementer og pavillioner hen over vinterhalvåret, men især én ting har bidt sig fast i min bevidsthed: At arbejde med træ, at levere brænde til folk og at producere brændetårne, som både er praktiske, men som også kan bruges til læmure og generel til dekoration i haver og i gårdmiljøer, fortæller Thomas.  

Lystbetonet arbejde 

Og han er jo, som mange ved, en handlingens mand, så i efteråret 2022 tog han den endegyldige beslutning og sprang ud med den nye virksomhed TNT Brænde.  

- Udover lysten til at blive ved med at arbejde med træ har jeg også erkendt, at min ryg og skulder efter 30 år som tømrer ikke længere kan holde til 8 timer på en byggeplads, så derfor er det her projekt en måde for mig både at holde mig selv i gang, at skabe noget nyt og at give mig selv en mulighed for at lave en hel masse hen over vinterhalvåret. Her kan jeg arbejde lystbetonet – og kreativt - med min store fascination af træ, og det elsker jeg bare. Det er ikke noget så hyggeligt som at lave bål med noget godt træ, sidde og hygge sig og lave mad og snobrød - og så er det også selve duften af træ - den er jeg er bare helt vild med, siger Thomas.

 I sommers fik Thomas Nørregård leveret 145 kubikmeter bøgetræ fra Give Lystanlæg, da der blev tyndet ud i bøgeskoven. Foto: Jim Hoff

Døtrene med på sidelinjen 

Han står som udgangspunkt selv for foretagendet, men han har lejlighedsvis god hjælp af en af sine tømrere, Ole Hansen, ligesom Thomas’ to døtre, Emma og Nanna også giver et nap med i firmaet. De sørger også for at der er en fin Facebookside til virksomheden, og den 1. november er man klar til at gå i luften med en ny hjemmeside – alt sammen noget de to kvikke døtre står for. 

- Det fungerer fint, så mens jeg og mine døtre giver den gas her med træet, så sørger min kone, Betina for at støtte de lokale tøjbutikker, lyder det fra Thomas med et stort smil.  

Han erkender gerne, at familien derhjemme nogle gange er lidt trætte af at høre ham altid snakke om træ, træ og atter træ. Men sådan er det jo, når man brænder for sagen, ikke sandt, de damer, smiley. 

Bæredygtighed vigtigt 

Han er meget optaget af begrebet bæredygtighed og netop at støtte lokalt. Og derfor er det vigtigt for Thomas at pointere, at det træ, han arbejder med, er fra lokale danske skove. Senest har han opkøbt 145 kubikmeter bøgetræ fra Give Lystanlæg i forbindelse med udtyndingen af skoven der.  

- Det er vigtigt for mig at bruge lokalt, dansk træ. Gerne her fra lokalområdet. Hvorfor bruge en masse energi (CO2) på at først tørre træ i store ovne i Østeuropa og så få det fragtet hertil landet, når man kan gøre det meget mere bæredygtigt ved at bruge træ fra danske skove, pointerer Thomas.  
Han har i skrivende stund 1000 kubikmeter kløvet træ på lager, og han har allerede fået de første salgsaftaler i land. Det drejer sig om leverancer til butikker og gårdbutikker ved vestkysten.  

- Jeg har lavet aftaler med butikker i Vedersø, Søndervig, Klegod, Hvide Sande og Houstrup om at levere træ til dem. Og jeg satser også på at få Henne med. Så sent som i går var jeg ude med en stor trailer fuld af kløver og pakket træ ved vestkysten, og i morgen skal jeg afsted med et nyt læs. Så der er kommet godt gang i salget.

 

I uge 41 leverer Thomas Nørregård 18 flotte træbænke, der skal stilles op i bymidten. hvor der både er siddeplads og plads til blomster i enderne. Foto: Jim Hoff

Dekorativt naturligt design 

TNT Brænde leverer ud over det kløvede træ og brændetårne/lætårne med fint kløvet og stablet træ.  

- Jeg synes jo det er vildt dekorativt og smukt – og meget naturligt at bruge som skillerum og læhegn i have- og gårdmiljøer, hvilke nogle af mine kunder da også gør. Det hele er lavet her i Give af dansk træ, så det kan jo ikke blive mere lokalt, siger Thomas.  

Han producerer via sit tømrerfirma fine vandtætte brændeskure til fyringsbrændet, der leveres pakket i pladssække, om man ønsker det, og nu handler det om at bred kendskabet til TNT Brænde ud også her i lokalområdet, for Thomas vil naturligvis også gerne levere træ og brændetårne her på de lokale breddegrader.  

På Facebook som Brænde og Holz 

Hvis man vil i kontakt med TNT Brænde, kan man som sagt orientere sig på Facebook under Brænde og Holz, og man kan også bare ringe på tlf. 22 90 52 75. Thomas har valgt en e-shop, for han vil gerne den direkte kontakt med kunderne, men man kan se varer og priser på Facebook og nu også snart på den nye hjemmeside.  

- Man kan enten få det hele leveret på adressen, enten løst eller pakket. Det bestemmer kunden, Man kan også afhente træet hos mig, hvor vi hjælper med at læsse træet - uden beregning.  Man bestemmer selv træsorten og længden, og vi kan levere med meget kort varsel, det sætter vi en ære i, siger Thomas, der selv med stor fornøjelse for både ham selv og familien fyrer meget op i brændeovnen, når sæsonen er til det.  

Elsker kreative udfordringer med træ 

Han fik for øvrigt en forespørgsel her for nyligt på, om han kunne levere 35.000 sække med træ til en butik i Søndervig, men det måtte han desværre takke nej til.  

- Det var for stor en ordre, og egentlig er jeg også mere til de lidt mindre ordrer, hvor det også handler om god personlig kontakt og service. Og så igen det der med, at folk godt kan gå med en fin ide med et godt stykke træ, som de gerne vil have mig til at leve et helt konkret projekt ud af. Den slags opgaver elsker jeg bare, for så tænder ilden i den gamle tømrer, når han får nogle gode kreative opgaver. Senest har jeg lavet 18 træbænke i douglas-gran til Give Handel og Erhverv. Bænkene bliver sat op i uge 41, og dem kan man selvfølgelig sidde på, og i siderne er der lavet kummer til blomster osv., Det bliver spændende at få dem sat op, siger Thomas.

TNT Brænde har i skrivende stund i al1 1000 kubikmeter kløvet træ på lager. Foto: Jim Hoff 

Nu må den strenge vinter godt komme

Han har apropos godt træ og kreative ideer nogle store firkantede stykker rigtig godt træ liggende, der er skåret ud på et savværk. Her venter han på besked fra Vejle Kommune, hvad de vil bruge dem til.  

Og så lige en sjov lige finte at gå hjem på. Normalt frygter man som tømrer det trælse og kolde vintervejr. Men nu har Thomas et helt nyt take på den problematik.  

- Siden jeg var 15 år, har jeg frygtet og hadet de iskolde vintermåneder som tømrer, men nu ser jeg frem til, at det bliver noget rigtig dårligt vejr med en iskold vinter, så folk rigtig skal have gang i brændeovnene. Og bare rolig, jeg skal nok levere træet, lyder det fra den muntre træmand med et stort smil.