Tøj & Møbler - Black Friday på Hjortsvangen 2023

Fredag den 24. november inviterer Give Handel og Erhverv på indkøbsfest, når Black Friday løber af stablen. Festen starter traditionen tro officielt med en forfest på Hjortsvangen, hvor Give Tøjcenter og Give Møbler igen er med på vognen.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

HJORTSVANGEN: Det er igen i år Hjortsvangen i Give, der får fornøjelsen af at skyde den store handelsdag, Black Friday, i gang. Det har været en fast tradition, siden man første gang afholdt den store indkøbsfest - inspireret af lignende tiltag i USA. 

Der er igen i år to butikker, der deltager i festen, nemlig Give Møbler og Give Tøjcenter. Begge butikker holder åbent fra 10.00 til 20.00.  

-Vi kan godt lide at brede Black Friday ud over hele dagen så det ikke bliver så presset sidst på dagen med kunderne. Det handler om, at vi gerne vil have god tid til at betjene og servicere kunderne, og det giver også et fint flow i butikken, forklarer Flemming Gejl.  

Hjortsvangens to aktive butikker deltager i Give Handel og Erhvervs store populære gavekortskonkurrence, hvor der foretages en udlodning af gavekort til en samlet sum af 20.000 kroner, og her er der udtrækning af 10 gavekort på pladsen foran Give Tøjcenter klokken 17.00. 

20 % - eller hvad med at rafle om prisen? 

Vores LokalAvis har været på besøg på Hjortsvangen og talt med de to deltagende butikker. Begge butikker vil have fokus på at servere nogle rigtig gode tilbud for borgerne i butikkerne og sørge for at skabe hygge i butikkerne med diverse events og konkurrencer. 

Hos Give Tøjcenter kan indehaver Flemming Gejl oplyse, at han giver 20 procent på varerne i butikken. Eller man kan også vælge at gå ud af en helt anden sti.  

-Igen i år giver vi kunderne muligheden for, at de kan rafle om prisen. Er man rigtig heldig og slår to seksere, får man det helt gratis. Det er noget, der kan skabe smil, spænding og god stemning i butikken, når terningerne triller hen over indkøbsdisken. Derudover vil vi også stå klar med gratis kaffe og kage til kunderne, fortæller Flemming Gejl. 

Stor Black Friday-konkurrence 

Automobilforhandleren A. Boesenbæk vil vanen tro også være på plads, dog ikke inde i butikken, med en række biler, der pryder græsarealet udenfor butikken med blink og dyt. Måske en julegaveidé til farmand med en ny lækker vogn? 

I forbindelse med Black Friday kører Flemming naturligvis også som altid en fin konkurrence, hvor der er fine præmier på højkant. Præmielisten ser således ud her i 2023:  

1. præmie Kopenhaken vinterjakke værdi 1499,-. 2. præmie Cassiopeia Jakke værdi 899,- 3. præmie Blend Vinterjakke værdi 800,- 4. præmie Marc Lauge Diamond Jeans værdi 699,- 5. præmie Ofelia Vest værdi 699,- 6. præmie Fransa Jakke værdi 500,- 7. præmie Roberto Jeans værdi 400,- 

Flemming kan oplyse, at de 7 gevinster har en samlet værdi på ca. 5.500 kroner. 

Du kan læse om Give Møblers event andetsteds her i avisen. 

 

Flemming Gejl og Give Tøjcenter er igen klar med massevis af gode tilbud og igen i år kan man rafle om prisen. Foto: Jim Hoff