Trist budskab under ellers hyggeligt julemøde i Give Handel & Erhverv

Foto: Give Handel & Erhvervs formand Hanne Lund holdt en kort tale, hvor hun så tilbage på 2025 set ud fra butikslivets perspektiv, og så bekendtgjorde hun sin afsked som formand til februar 2026. Foto: Jim Hoff

I forbindelse med det årlige ’juleshoppingmøde’ i Give Handel & Erhverv holdt formand Hanne Lund en fin tale om året, der er gået i handelsbyen Give. Hun kom ind på de mange fine tiltag, byen har søsat, og de forskellige udfordringer, som butikslivet i dagens Danmark har – og derudover sagde hun også officielt farvel som formand.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DET GODE BUTIKSLIV: Det var den hyggelige krosal på Diagonalkroen i Give, der lagde rammer til dette års ’julehoppingmøde’ i Give Handel & Erhverv, hvor butikkerne mødes for at hygge sig, udtrække juleshoppingvindere og sige god jul og godt nytår til hinanden.

En rigtig hyggelig seance, som er blevet en god og fast tradition i foreningen, hvor der er morgenkaffe og rundstykker med dertil hørende lækkert pålæg på menuen. Alt sammen flot og festligt sat op af Lasse Kromand og hans gode folk, der havde pyntet de fire borde på flotteste julevis.

"Jeres stærke indsats holder liv i byen"

I forbindelse med juleshoppingmødet i år var Give Handel & Erhvervs formand Hanne Lund klar med en tale, der omhandlede årets gang i foreningen samt en opridsning af de aktiviteter, man havde sat i søen, ligesom butikslivets generelle udfordringer også blev italesat af formanden. Og så havde hun også en besked til folket i den mere triste afdeling – det vender vi tilbage til.

- Det er vildt, men snart er det tid til at sige: Tak for 2025. Det er tid til at standse op og sige hver eneste af jer tak for jeres store engagement. Det er jeres indsats, hver eneste dag, der holder liv i vores by og vores handelsliv, lød det indledningsvist fra Hanne.

Flere nye stærke tiltag sat i søen i 2025

Hun pointerede, at man i GHE i 2025 sammen satte gang i flere nye tiltag. Man har turdet prøve nye ting af og forsøgt at styrke samarbejdet internt i foreningen, men også på tværs af de mange foreninger, der er i Give.

Her tænker jeg på initiativer som samarbejdet med Give Stafetten, Månedens Give Away, Give Messen og julegavekataloget. Alt sammen eksempler på, at vi har afprøvet nye tiltag. Kan vores tiltag redde os og udvikle os som en aktiv handelsby? Det ærlige svar er: måske. Det er i hvert fald det bedste, vi kan gøre, for vi ved, at vi står over for store forandringer, pointerede Hanne.

Her nævnte hun Grindsteds kommende retailcenter, Danmarks største med 100.000 kvadratmeter butiksområde, hvor de første butikker forventes åbne i 2027.

- Det er derfor en virkelighed, vi ikke kan ignorere – og heller ikke bekæmpe ved at stå stille. Vi skal stå imod ved at udvikle os. Vi ved også, at nethandlen er kommet for at blive. Når jeg hører, hvor mange pakker der dagligt lander i Give hos Billeskov, Zjoos og 7-11, kan det være fristende at omregne det til, hvor mange nye butikker der kunne skabes i byen og leve godt af den omsætning.

Nethandel: den gode oplevelse i den fysiske butik

Hanne kom også ind på nethandel, hvor en undersøgelse fra TrygFonden, der blev offentliggjort i sidste weekend, viser, at hver femte oplever fejl ved nethandel.

- Tankevækkende, ikke? Det er naivt at tro, at vi kan undgå nethandel, men alle jer ude i butikkerne gør hver eneste dag, hvad I kan for at gøre det til en væsentlig bedre oplevelse at købe ind i en fysisk butik, end hvis pakken blot leveres med den ellers så flinke GLS-mand. Når man handler i en af vores butikker, får man service. Man møder mennesker. Ofte kender indehaveren gavemodtageren – størrelse, stil og behov. Man får en god snak, flot indpakning og nærvær.

- Og vigtigst af alt: Når man handler lokalt, støtter man lokalt. Man er med til at skabe udvikling, liv og sammenhæng i byen. Vi kan ikke stoppe nethandlen. Men I er hver eneste dag med til at gøre det attraktivt, trygt og hyggeligt at handle lokalt. Det fortjener en stor tak. Tak fordi I støtter op om de initiativer, vi sætter i søen, lød det anerkendende fra formanden.

Aktivt butiksliv gør Give kendt

Hun kom også ind på effekten af de tiltag, den driftige og aktive handelsby sætter i søen år efter år. Hjælper det noget?

- Kan man måle én-til-én, om en By-night, isskulpturfestival eller messe giver den ønskede omsætning i kassen? Det kan man ikke altid på dagen – men jeg tør godt love, at Give, takket være jer, er kendt som en driftig handelsby, og kunderne husker os forhåbentlig, når de skal besøge en by, hvor man kan få næsten alt. Så herfra skal lyde en stor tak for jeres indsats, jeres engagement og jeres vilje til at stå sammen – også når forandringerne er store.

- Jeg vil slutte med at ønske jer alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår. Jeg håber, I og jeres familier får nogle gode fridage hen over julen, og jeg ønsker, at 2026 må blive et godt år for os alle, lød det afslutningsvist fra Hanne.

I hvert fald i forhold til den officielle tale om året, der gik, men helt til sidste breakede Hanne så den nyhed, der er blevet teaset for i starten af denne artikel.

Byrådsmedlem og formand for GHE – det går ikke!

Som de fleste ved, blev Hanne Lund valgt ind i byrådet i november efter et flot valg, og når man får den slags offentlige hverv på cv’et, har det konsekvenser for andre livsaktiviteter – man får ikke ligefrem flere timer til rådighed i det daglige.

- Når vi kommer til generalforsamlingen i GHE i februar, går jeg af som formand; sådan må det være. Det er selvfølgelig især vigtigt for mig at sige, at jeg som udgangspunkt har været enormt glad for at have haft posten og været med til mange gode opgaver. Det bliver dog for svært at fortsætte som formand, dels i forhold til at have tiden til det.

- Men især også ud fra en habilitetsbetragtning vil det være rigtigt ærgerligt for mig, hvis jeg hver gang, der skal diskuteres noget omkring Give i byrådet i Vejle Kommune, risikerer at blive sendt uden for døren, fordi jeg sidder som formand i handelsstandsforeningen. Det går ikke, og her håber jeg, at I forstår min beslutning, lød udgangsbønnen fra Hanne Lund, der skal have et stort skulderklap og tildeles stor respekt for det virkelig flotte og engagerede stykke arbejde, hun har leveret i sin tid som formand i Give Handel & Erhverv.

Det har som nystartet avismedie tilbage i 2023 været en fornøjelse at samarbejde med Give Handel & Erhverv og Hanne Lund, der fra dag ét har bakket stærkt op om vores avisprojekt! Og det er vi meget taknemmelige for. 

Andre læser

Så blev det jul i den gode handelsby: Hyggeligt julemøde i Give Handel & Erhverv