Tunge og vigtige punkter på menuen, når Venstre inviterer til åbent møde

Venstre i Vejle Kommune inviterer den 5. september til åbent møde på Museum Give. Her bliver en række topaktuelle og brandvarme politiske emner bragt op til debat. Det kan godt blive en intens aften.

 Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

 POLITIK: Der er i den grad lagt op til en interessant og debatfordrende aften, når Venstre i Vejle Kommune tirsdag den 5. september klokken 19.00-21.00 inviterer til åbent møde på museet i Give med en række topaktuelle lokalpolitiske nedslagspunkter på dagsordenen.

 Det oplyser Leif Søndergaard, der er Venstre i Vejle Kommunes lokalformand i Give.

Campingpladsen sygehuset og SFO’en på menuen

Vi tager fat i en række meget aktuelle emner, som pt. er meget oppe i tiden i området her: Det er GISK – idrætsfaciliteterne ved Søndermarken. Vi vender byudviklingen og Torvet og kommer ind på museet her i Give.

- Vi kommer også til at tale om campingpladsen i Give og i den forbindelse også fodboldbanerne ved det nye idrætscenter.

- Der vil også blive sat fokus på SFO’en i Give som skal flytte over på Ikærskolen for at give plads til en ny daginstitution, red.) og så runder vi også sygehuset i Give og den udvikling der er sket, der på stedet, fortæller Leif Søndergaard.

Det er Museum Give, der lægger rammer til, når Venstre i Vejle Kommune den 5. september klokken 19.00 inviterer til åbent møde. Foto: Jim Hoff

 Masser af politisk sprængstof

Han kan ydermere berette, at der vil være indlæg fra lokale repræsentanter for de forskellige områder. Herefter lægges der op til debat om emnerne. Og mon ikke der bliver heftig debat, for flere af aftenens særdeles relevante emner kommer med en del politisk sprængstof.

 Derfor er det også vigtigt, at man som borger møder op sådan en aften og får stillet de spørgsmål, man måtte have til de lokale venstrefolk.  

 Utilfredshed kan sagtens luftes på en konstruktiv måde, og debatter kan sagtens være ophedede – og frem for alt er det vigtigt, at vi netop får debat omkring de oplistede emner, meget gerne med åbning af løsningsparate døre.  

 Venstre er vært ved kaffe og kage i forbindelse med denne relevante og spændende debataften.