Uheldsforfulgt Givemandskab trak det længste strå i en spændingsmættet og flot håndboldkamp

Lørdag åbnede Give HKs 2. divisionshold låge nr. 3 i den sportslige adventskalender, der skal føre Give godt og nedrykningsfarefrit ind i julen. Bag lågen stod KIF klar til kamp, og på trods af endnu en skade til en vital bagspiller i første halvleg, formåede et godt spillende Givemandskab at hive de to meget vigtigt points i hus. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk 

HÅNDBOLD: Den første julelørdag i december var der inviteret til spareribs til Erhvervsklubbens gæster, mens der var linet op med en menu bestående af “tørre tæsk med persillesovs” til 2. divisionsholdets modstander fra KIF.  

En særdeles vigtig kamp for begge mandskaber, der inden opgøret lå midt i rækken med en lille tendens nedad, KIF med 7 points og Give med 8 points – begge for 8 kampe, hvor Sønderborg på relegationspladsen lå med 5 points.  

Give kom fra en “stime” med to sejre i træk, på trods af potente skadesproblemer i bagkæden. KIF kunne fremvise 3 sejre i de sidste 4 kampe, så på papiret to formstærke mandskaber, der klokken 14.30 bød hinanden og til håndbolddans i Ikærhulen.  

Men så gled Sebastian Hansen 

KIF er et klassisk 2. hold til et ligahold med dygtige unge talenter tilsat 1-2 rutinerede herrer, og i dette tilfælde må man straks pege på Pelle Boesen (stortalentet) og Jacob Kühne (rutinen med flere 1. holdskampe). De to skulle da også vise sig at blive en håndfuld for Give – ikke mindst i 1. halvleg, hvor de to herrer tilsammen scorede 10 af KIFs 12 mål.  

Give er som indledningsvist nævnt ramt hårdt af skader i bagkæden, hvor både Simon Madsen og Simon Søgård er ukampdygtige i en rum tid. Og det skulle blive endnu værre, for efter cirka 20 minutters spil gled Gives dygtige offensive chefdirigent og playmaker, Sebastian Hansen, i et returløb, hvilket resulterede i en skade, der satte ham ud af spillet resten af kampen. 

På det tidspunkt førte Give 10-6, og havde, bortset fra de mange mål fra Boesen og Kühne, ret fin kontrol over kampen. Men tabet af den rutinerede playmaker, kastede sand i hjemmeholdets angrebsmaskine, hvor stressniveauet var for højt, og hvor fejlede stod i kø.  

Playmaker Sebastian Hansen bæres af banen efter sin fodskade efter 20 minutters spil - og den dygtige playmaker kom ikke på banen igen. Foto: Jim Hoff

Boesen og Kühne en fornøjelse at se på 

Og på den måde blev KIF inviteret ind i kampen igen. 
Ved stillingen 13-9 efter 24 minutters spil gik Give i “sort”. Mens KIF’erne scorede 3 mål inden pausen, gik her i nul, og så stod der kun 13-12 i Gives favør ved pausen. En føring der i forhold til expected goals var 4-5 mål for lille.  

Nuvel, samtidig må man bare tage hatten af for spillere som unge Boesen og Kühne. Det de to viste mht. skudrepertoire var i en liga klart over 2. divisionsniveau – og rent håndboldmæssigt en nydelse at se på. 

Efter en god pausesnak fik Give korrigeret på forsvarsopstillingen, så det blev noget sværere for Boesen og Kühne at komme upresset til fadet. Dermed pillede man de værste giftpile ud ad KIF-hæren - og da Jakob Skov i målet havde endnu en af sine helt store dage med den ene fabelagtige redning efter den anden, så mistede gæsterne både modet og momentum i en af Give rigtig velkomponeret 2. halvleg.

Mikkel Molbech viste stor aggressivitet og mod og fik da også scoret 6 mål i sejren over KIF - på trods af speciel opmærksomhed fra KIF-defensiven. Foto: Jim Hoff

Sejr grundlagt på stærkt sammenhold 

Give formåede at holde en føring på 2-3 mål, og da klokken slog 55 minutter, førte hjemmeholdet såmænd med kampafgørende 27-22.  
Det endte med en Givesejr på 29-27, og det var der naturligvis stor tilfredshed med i Givelejren.  

Assisterende træner Simon Søgård konstaterede, at sådan sejr luner i en svær tid med mange skader. 

-Både til træning og kamp må folk steppe op, nogle med en del mere spilletid, andre i nye roller, og nogle må tage endnu mere ansvar. Men de sidste 3 kampe her har vist, at vi har et stærkt sammenhold, når det brænder på. Nogle af de spillere, der er stoppet (Mads Overgaard og Kim Nissen) er begyndt igen for at hjælpe både 2. og 3. divisionsholdet, så jeg synes helt sikkert, man kan sige, at vi er rykket sammen i bussen, siger Søgård.  

“Taulbjerg blev hurtigt voksen” 

Tabet af Sebastian Hansen i dag kunne også være blevet en game changer i negativ retning, 

-Det er svært at skulle Sebastians ro, overblik og rutine i de her kampe, hvor der er meget på spil, og hvor andre rutinerede kræfter er ude. Vi mærkede med det samme, at Sebastian var ude og røg ind i en stresset periode, men heldigvis får vi rettet op på tingene efter pausen. Her får vi også sat Boesen og Kühne mere ud af spillet – og får den kørt fysisk trætte, mens vi har godt styr på resten også. 

- Vi stiller jo så også med et ungt hold i dag, hvor en Magnus Taulbjerg efter Sebastians skade skal til at tage meget mere ansvar – man kan sige, at netop en spiller som Magnus i dag bliver “hurtigt voksen” - og han løser det flot blandt andet med 8 mål, siger Søgård. 

Madsen fra tribunen: Så er det ‘fransk barca’, drenge! 

Der er også ros til Mas Overgaard for at bringe ro i forsvaret, ligesom dagens mand i brun andesovs, Jakob Skov, naturligvis også fik masser af ros af Søgård. 
-Jakob er i den grad kommet flot tilbage. Han var nede at vende på 2. holdet, men jeg skal da lige love for, at han har vist, hvor han hører til. Der har virkelig været ild i ham de sidste 5 kampe, lyder det anerkendende fra Simon Søgård. 

KIF gik ret offensivt til værks i rent forsvarsmæssigt i sidste halvdel af 1. halvleg, men det løste Give spillerne flot. Og det er der en god forklaring på ifølge Søgård. 

-Simon Madsen sad jo på tribunen og så kampen, Da han så KIF gå over i en mere offensiv forsvarsposition, røg han over til Sebastian, der sad og så kampen med foden tape ind, med en besked om, at vi skulle spille fransk barca som modsvar, Sebastian gav beskeden videre til mig – og jeg gav den videre til gutterne inde på banen – og det virkede jo, lyder det fra Søgård med et stort smil. 

Unge Benjamin Sønderby leverede en fin kamp, hvor den hårtdskydende bagspiller fik nettet fem gange. Foto: Jim Hoff

Røde hot dogs og restitution 

Cheftræner Erik Flak nød også de 2 points til den sultne konto, og han ser nu frem mod at man kan få spillet kampen mod SUS Nyborg næste weekend – også meget gerne med en sejr til føle. Og så er der ellers to andre ting, Flak ser frem til.  

-Jeg ser frem til den 12. december. Der skal vi op til Henrik Henriksen, formand for eliteudvalget, og spise hot dogs – og så skal spillerne ellers have ferie. Det er en slidt og skadesramt trup, der i den grad trænger til restitution –og jeg håber virkelig vi når dertil uden flere skader nu, konstatererErik Flak.  
Med sejren placerer Give sig på rækkens 5. plads med 10 points og dermed med 5 points ned til 10. Pladsen, der skal ud og spille nedrykningsspil.  

Mål for Give:  
Magnus Taulbjerg 8, Benjamin Sønderby 5, Mikkel Molbech 6, Adam Hansen 4, Tobias Stange-Hansen 3, Sebastian Hansen 2, Jonas Bilberg 1 og Daniel Christensen 1.  

Man of the match: Jakob Skov  

Næste kamp: 9.12. klokken 15.00 i SUS Nyborg.