
Uskarp og træt Givemandskab mistede grebet i Fredericia efter stærk start og 2-0 føring
Foto: Jakob Kristensen scorede Gives første mål og lagde op til Jonas Østergaards scoring i 4-2 nederlaget til Fredericia fF. Kristensen er dermed tilbage i god form, og det kan blive afgørende for Gives overlevelseschancer i JS 1-rækken. Foto: Jim Hoff
At programsætte en jyllandsseriekamp mandag direkte efter 4 dage med Jelling Musikfestival er ret friskt og optimistisk. Men det var vilkårene, da Give Fremad mandag aften landede i Madsby Enge for at spille mod Fredericia FF. Det startede så fremragende for Give, men de grønne løb tør for krudt og kvalitet, og så kunne hjemmeholdet vende en 2-0 føring til Give til en 4-2 sejr.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
FODBOLD: Efter den flotte og stærkt tiltrængte sejr på hjemmebane over Aabenraa skulle Gives jyllandsseriemandskab mandag aften til Fredericia, der kom med en række svingende resultater, men dog med en ret sikker position i rækken med 17 point mod Gives 11.
Give kunne mønstre samme hold, der slog Aabenraa 3-0 i kampen forinden opgøret i Fredericia, og Kasper Bach-Jensens tropper fik da også en blændende start. På mål af Jakob Kristensen i det 14. minut og Jonas Østergaard i det 32. minut lå udeholdet lunt i svinget, men i halvlegens 47. minut fik hjemmeholdet reduceret til 1-2 efter et hav af hjørnespark, som hjemmeholdet kom frem til.
Smed bolden væk alt for tit
Mentalt boost til Fredericianerne og en løftet pegefinger til Gives spillerne få sekunder inden de gik i kabinen.
- Vores plan med at lukrere på omstillinger fingerede rigtig godt i de første godt og vel 30 minutter, men efter 2-0 målet kom der en tendens til, at de tre forreste sørgede for at komme for hurtigt frem i stedet for at bevare bolden lidt mere på egne fødder. Det betød, at vi mistede bolden for hurtigt, og vi fik ikke skubbet holdet med frem. Vi stod bare og parerede, og det gav Fredericia et overtag og noget, der ligner hele 10 hjørnespark. Det var også efter et hjørnespark i det 47. minut i 1. halvleg, de fik udlignet. Her var vi ikke konsekvente nok med at få clearet, og så kunne Fredericia gå til pause med denne scoring som livline, fortæller Givetræner Kasper Bach-Jensen.
Give havde ifølge Kasper flere muligheder for at udbygge føringen i 1. halvleg, men målene udeblev.
Skarpheden manglede
Efter pausen skulle der blot gå 6 minutter, inden det værst tænkelige skete, set med Give-briller. Fredericia fik udlignet til 2-2, og i det 67. minut fik de scoret til 3-2, og dermed var det hele vendt på hovedet.
- Efter vi kom bagud 3-2, vågner vi op og får lagt et fint pres på Fredericia, og vi får også en række gode muligheder. Jonas Østergaard har et hug, der rammer trekantssammenføjningen, Kris Larsen har et par store muligheder, og Mathias Thychosen og Martin Nørskov er meget tæt på med et par farlige hovedstød. I slutfasen satser vi hele butikken, og her får Fredericia så scoret til 4-2 i overtiden.
- Vi skaber altså alt i alt chancer nok til at få point med hjem herfra i aften, men generelt var kvaliteten og skarpheden i aften for ringe – i begge felter. Vi misser alt for mange lette afleveringer, og det betyder, at vi hele tiden halser bagefter. Vi forærer to mål væk grundet dårligt pasningsspil/personlige fejl, og så var en del af drengene også mærkede af, at de havde været til Jelling Musikfestival, så den sidste power manglede, konstaterer Kasper.
Formstærke Jonas Østergaard scorede selv et mål og lagde op til ét, da Give smed en 2-0 føring væk i Fredericia - unge ØStergaard blev endnu engang valgt til Gives Man of the Match. Foto: Jim Hoff
Kan stadig selv afgøre tingene
Med nederlaget indtager Give nu rækkens 7. plads med 11 point for 11 kampe. Det er 2. sidst, og lige under Give ligger Bredballe med 10 point. 8. pladsen rykker direkte ned, mens den dårligste 7’er i de to Jyllandsserie 1-rækker også rykker direkte ned. Den bedste 7’er skal så ud at spille om at beholde pladsen i rækken.
- Vi kan stadig selv afgøre tingene, og det er trods alt en fordel. Desværre ser vi et mønster, hvor vi i flere kampe har smidt føringer væk. Vi har ført 3-0 og tabt 4-3, to gange har vi ført 2-0 og tabt, og der er flere gange, hvor vi ikke har kunnet køre en føring i hus. Det handler nu her i de sidste 3 kampe om at få barberet de fejl væk, der koster mål mod os, og så skal vi ind og ramme vores topniveau i 90 minutter og ikke blot i 30 minutter. Vi skal ind og være klar til at løbe nogle ekstra meter for hinanden, og her i slutfasen er der ingen, der skal slå op i banen, pointerer Givetræneren.
Spiller allerede igen fredag den 6. juni
Man of the Match blev angriber Jonas Østergaard med 7 stemmer, mens hans kollega i de forreste rækker, Jakob Kristensen, fik 6 stemmer.
Give spiller allerede på fredag på hjemmebane mod Aarhus 1900, der ligger i toppen med 20 point og som er en seriøs kandidat til oprykning. Kampen fløjtes op klokken 19.00, og her ser spillertruppen og trænerne meget gerne, at folk vælter ind på Waldstadion for at bakke de lokale fodboldhelte op.
Det med tilskueropbakningens betydning kan du læse mere om i en artikel, hvor Gives assistenttræner kommer med en meget klar opfordring til folk med bare en anelse grønt blod i årerne.
Give kom fra kampen uden skader, og man kan kun krydse fingre for, at Give de nsæte 3 kampe kan undgå skader og afbud, så man kan gå i 'nedrykningskrig' med alle de skarpeste soldater til rådighed. Det er simpelthen nødvendigt!