
Utrolig præstation: 14-årige Anton er Danmarks næstyngste klubmester i herreseniorrækken
Foto: Her ser vi Anton i midten sammen med sin fra Kristian og storebror Magnus, der begge spiller en vigtig rolle i Antons karriere som golfspiller. Foto: Jim Hoff
Anton Haurvig Rasmussen! Det navn skal man til at holde øje med fremover i golfkredse, efter at den 14-årige Giveknægt i forbindelse med klubmesterskaberne i Give Golfklub simpelthen gjorde rent bord og vandt klubmesterskabet – i herreseniorrækken. Dermed blev det lokale golftalent historisk i klubben som yngste klubmester nogensinde - og på landsplan er han i den henseende kun overgået af den professionelle golfspiller Rasmus Højgaard.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
Det er et ungt golftalent ud over det sædvanlige, som i disse dage kan kalde sig klubmester i herreseniorrækken. 14-årige Anton Haurvig Rasmussen besejrede den tredobbelte klubmester Steffen Jepsen ved de lokale klubmesterskaber i golfklubben i Give, og dermed er han klubbens yngste klubmester nogensinde.
Kigger vi på golfens historik, bliver Anton fra Give kun overgået af den i dag professionelle Rasmus Højgaard, der var et par måneder yngre, da han blev klubmester i herreseniorrækken i Gyttegård Golfklub for en del år siden.
Ud af en klassisk golffamilie
Nu tænker man nok, at det er ret unikt, at Anton stiller op i herreseniorrækken til klubmesterskaberne, men den unge mand er klubmester i 2022 og 2023 i juniorrækkerne, og i 2024 testede han sig selv af, da han som blot 13-årig (!) for første gang stillede op i herreseniorrækken. Her blev det til en flot 5. plads, og det skabte blod på tanden hos det unge golftalent, der kommer ud af en familie, hvor både mor Mette, far Kristian, bror Magnus og bror Pelle også kan finde ud af at bruge golfkøllen.
- Det var en fed oplevelse at være med i herreseniorrækken i 2024. En rigtig god udfordring, som gav mig en masse positivt. At være med der var med til at bygge mig op golffagligt og mentalt, og derfor havde jeg da også et klart mål om at komme på podiet i herreseniorrækken her i 2025, lyder det fra den sympatiske unge mand med et genert smil.
Startede på golf som 5-årig
Avisen møder Anton en mandag eftermiddag i klubhuset i golfklubben, og med til ’pressemødet’ er Antons far, Kristian, hans bror og gode wingman på golfbanen, Magnus, samt Morten Løvstad, der er formand for juniorudvalget i klubben, samt to af Antons gode sponsorer, Finn Eskildsen fra Give Elementer og Claus Karlskov fra Tørring VVS.
Anton er just hjemkommet fra en turnering i Skanderborg for spillere op til 21 år i U22-rækken, et 2-runders slagspil, hvor Givetalentet vandt. Endnu en god oplevelse for den unge mand, der for øvrigt kan præstere et flot golfhandicap på +2,5.
Han startede op med at komme ud på golfbanen og spille lidt med sin far som 5-årig, og Anton har også spillet en del fodbold som yngre.
- Anton var ikke så interesseret i golf i starten, og når vi var ude til fodbold, var han mest interesseret i at vide, hvor cafeteriet lå. Men efterhånden blev han mere og mere bidt af golf, nok også fordi vi tit var afsted med hele familien og hyggede os med det, fortæller Kristian.
Stærk opbakning
Omkring år 2022 begyndte Anton for alvor at gøre mere ud af sin golftræning, og det var også på det tidspunkt, at han begyndte at spille kampe. Fodbolden var gledet i baggrunden – det job lader han sine to brødre, Pelle og Magnus, om at udføre. Den øgede træningsmængde gjorde noget godt, både teknisk og mentalt, for den unge mand, og i 2023 besluttede Anton sig for at tage ud at spille mod andre klubber.
- Jeg har et supergodt team omkring mig. Mine forældre bakker mig flot op, min bror Magnus hjælper mig rigtig meget både til kamp og træning. Martin Lauridsen fra Lido Fitness/Eliteklinik Vejle er også en god støtte i min fysiske træning. Han er specialiseret i golfspillere, og så er der vores klubtræner her i klubben, Johannes Odderskjær Jensen, fortæller Anton.
Nu på Facebook med golfprofil
Hertil føjer Kristian, at da golf jo også er et spil, der ud over de tekniske færdigheder bestemt også foregår mellem ørerne, så går man med seriøse overvejelser i forhold til at få tilknyttet en mentaltræner til Anton, mens storebror Magnus med et stort smil konstaterer, at lillebror Anton også skal til at steppe op med den fysiske træning, så hans slag kan nå længere ud!
I forbindelse med at Anton er blevet et navn, man skal tage seriøst i golfsporten, har han lavet en profil på Facebook ved navn Anton Rasmussen – Golfspiller, hvor man kan følge hans meritter.
Golfhandicap på + 2,5
I forbindelse med at Anton både i 2024 og her i 2025 i den grad har vist sit store potentiale, er han også blevet interessant for sponsorer fra lokalområdet.
- Det har været superfint, at folk så hurtigt har budt sig til som sponsorer for Anton. Det er også vildt og positivt overraskende, hvor hurtigt hans udvikling er gået. I starten af 2024 havde han et handicap på 9, da året sluttede hed det 0, og nu er han så på plus 2,5, og det er virkelig flot, fortæller Kristian.
De to sponsorer, der er til stede denne dag, Finn og Claus, pointerer, at de gerne støtter et ungt lokalt golftalent som Anton, både fordi han naturligvis er et stort talent, men også fordi han kommer med en stor likeability, han er jordnær og ydmyg og i det hele taget bare en guttermand. De to udgør sammen med Carletti en stærk sponsortrio.
Anton har flot støtte af tre lokale erhvervsvirksomheder, der støtter ham. Det er Give Elementer, her repræsenteret ved Finn Eskildsen (tv.), Tørring VVS, her med Claus Karlskov, og så er det Carletti. Sidstnævnte kunne på dagen ikke sende en repræsentant. Foto: Jim Hoff
Træningsnarkoman
Anton sender da også nogle stærke signaler om, at han vil det her. For udover at råde over et godt golfteknisk råmateriale, så udviser den 14-årige unge mand ifølge de gode folk omkring ham en masse vilje, han leverer en stor og fin træningsindsats, han spiller golf hver dag, og træner 6-7 gange om ugen plus ture i fitnesscentret.
- Og så har Anton en helt speciel egenskab rent mentalt. Han ’overtænker’ ikke tingene. Han tænker ikke så meget over konsekvenserne, han har meget stort fokus på den foreliggende opgave: Han går lige direkte ind i opgaven, og det kan sagtens være en fordel, at man ikke tænker alt for meget over tingene, når man er i stand til at handle intuitivt. Anton ved, hvad han kan, og ud fra det bruger han sine styrker i spillet, fortæller Kristian og Magnus.
Flot opbakning fra Give Golfklub
En spiller med det potentiale, og i den unge alder, skal naturligvis matches rent golffagligt, gerne presses til at yde sit bedste, så derfor er Anton sammen med 3 andre dygtige golfspillere en del af et golfakademi i Brande, hvor spillerne ligger meget tæt niveaumæssigt. De andre spillere er fra 19 til 21 år, og det er Johannes, der også er golftræner i Give, der står for træningen.
- Golfklubben her i Give bakker rigtig flot op omkring Anton. De betaler hans greenfee, når han er ude at spille, og generelt er der virkelig en flot opbakning til ham. Give Golfklub er jo en meget social klub, hvor man ikke rigtig har et elitemiljø, så det er ret unikt for klubben, at en spiller med Antons potentiale pludselig dukker op, siger Kristian.
- Golfklubben er mit andet hjem
Anton er også rigtig glad for Give Golfklub, som han uden tøven gerne kalder for sit andet hjem.
- Klubben her er virkelig god til at hjælpe mig, og jeg er som sagt heroppe rigtig meget for at træne. I sommerferien i år slog jeg telt op herude, så jeg kunne træne ekstra meget, og når jeg er hjemme, bliver jeg ret hurtigt rastløs, og så er det bare afsted herop. Det er da også min helt store drøm, at jeg på et tidspunkt kan blive så god til golf, at jeg kan leve af det, lyder det fra det unge golftalent, der har legendariske Tiger Woods som sit forbillede.
Han har fået kortlagt sin psyke af den tidligere professionelle fodboldspiller, Alex Nørlund, og han pointerer, at man her har med en selvsikker ung mand at gøre, der går på banen for at vinde hver gang. Han kan have momenter, hvor han ikke er modtagelig for råd og input udefra, så her skal man som Antons coach lige være meget skarp på, hvornår ’det mentale vindue’ er åbent for vejledning.
2026 – her skal den unge mand udfordres endnu mere
I forhold til sæson 2026, så skal Anton ifølge Kristian endnu mere i ilden for at blive udfordret og presset til sit yderste.
- Anton er selv klar til større udfordringer nu. Han har været oppe mod landsholdsspillere og har set, at han godt kan være med, og han kan også se, at jo bedre modstand han møder, desto bedre bliver han. Det er Antons mål at blive den 3. bedste i sin årgang, og her blev han da også nr. 3 ved årgangsmesterskaberne. På U16-ranglisten for hele året ligger Anton nr. 1, og det er hans klare mål, at han ender på 1. eller 2. pladsen, når de sidste kampe er spillet – og det er der klare indikationer på, vil ske.
Spiller golf juleaften og nytårsaften
I forhold til at komme på landsholdet handler det ganske simpelt om ranglister plus at gøre sig bemærket over for de relevante scouts. Nu er Anton ikke økonomisk begrænset, fordi han har de her gode sponsorer, der bakker ham op, så han kan deltage i mange stævner, han kan købe nyt udstyr, når det er nødvendigt, uden at familien går fallit.
- Vi er som familie jo nye i det her elitegolfmiljø, og det er en dyr sport både mht. udstyr, kørsel osv. Men som familie støtter vi 100 procent op om Anton – vi er jo en rigtig golffamilie. For eksempel har vi en fast tradition med, at vi uanset vind og vejr spiller golf både juleaften og nytårsaften - det er en god, sjov og hyggelig tradition, som vi ikke laver om på, fortæller Kristian med et stort smil.
Teamet omkring Anton
Manager: Kristian Rasmussen (far)
Golftræner: Johannes Odderskjær Jensen (protræner - Give, Brande)
Programlægning af fysisk træning: Martin Lauridsen (MotusFit, Vejle)
Ansvarlig for fysisk træning: Magnus Rasmussen (storebror)
Ansvarlig for sociale medier: Magnus Rasmussen