Vandhunde med ildhu: Brændende engagement hos børnene, da Stjerneskuddet holdt Branduge

Foto: Børnene blev efter brandugen belønnet med et diplom, som de kunne tage med hjem og vise forældrene - og evt. hænge det op på deres værelse. Foto: Stjerneskuddet

Børnene i daginstitutionen Stjerneskuddet i Givskud var fyr og flamme – på den gode måde – da der i uge 25 blev afholdt temauge med emnet ’Branduge’. De fem brandvarme og for børnene så lærerige dage blev sluttet af på festligste vis med Sankthansbål fredag aften og udlevering af diplom til børnene.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVSKUD: I forbindelse med den årlige lovpligtige brandøvelse valgte man hos Børneinstitutionen Stjerneskuddet i Givskud at arbejde bredt og temamæssigt i form af en ’Branduge’. Det fortæller Helena Laursen, der er arbejdsmiljørepræsentant hos Stjerneskuddet.

- Det handler jo om at klæde børnene rigtig godt på og få bygget op til, hvordan vi alle sammen skal reagere, hvis brandalarmen går. Det handler om, at ingen går i panik, og at det hele foregår efter en indarbejdet plan, hvor alle føler sig trygge, og hvor alle ved, hvad de skal, fortæller Helena.

Hun kan sammen med sine kolleger hos Stjerneskuddet se tilbage på en rigtig god Branduge.

- Det gik hammergodt, alt funkede bare. Børnene lavede små tegneserier/billedrækker om temaet brand, de gik med små brandmandshatte, og vi snakkede om, hvordan man skal ringe 112 i tilfælde af brand osv. Det blev til mange gode og seriøse snakke – også om de mere svære ting. Børnene gik virkelig op i det og var meget engagerede.

Og så dukkede der da lige en brandbil op

Personalet havde også en superflot overraskelse i ærmet til børnene onsdag, hvor der ud af det blå lige pludselig dukkede, ja, du har nok gættet det, en knaldrød brandbil op fra brandstationen i Give.

- Det er noget af det bedste, vi har gjort. Hold fast, hvor blev børnene glade, da de så brandbilen. Vi havde intet, som i overhovedet intet, sagt til børnene, og 10 minutter før brandbilen kom, sagde vi til børnene, at de skulle tage sko på, så vi alle kunne komme ud at få noget frisk luft – og så var børnene jo ude, når brandbilen kom.

- Og de var da helt oppe at ringe, da den flotte røde brandbil kom. Børnene fik lov til at sidde i brandbilen, de fik lov til at se brandmændenes udstyr, masker/hjelme osv., og det hele toppede, da børnene fik lov til at skyde vand med vandslangerne. Hold fast, hvor de bare nød det, og brandmændene var bare supergode og flinke, så det var virkelig en stor fornøjelse og en stor oplevelse for børnene, konstaterer Helena.

Besøget af brandbilen var et kæmpehit blandt børnene, der både fil lov til at sidde i brandbilen og senere sprøjte med vand. Foto: Stjerneskuddet

Plasterløb

Som et led i ugens undervisning blev der lavet et såkaldt ’Plasterløb’, hvor børnene skulle på orienteringsløb rundt på institutionen, udeområderne og legepladsen, hvor de skulle finde poster med brandrelaterede spørgsmål. Her roser Helena børnene for at være dygtige og komme med rigtige svar på det hele, og hver gang et barn havde svaret rigtigt på et spørgsmål, blev de belønnet med et plaster, som de fik sat på – deraf navnet Plasterløb.

Sankthansbål som en hyggelig finale på ugen

Den fine uge blev rundet af på logisk og bedste vis fredag formiddag, da man tyvstartede på Sankthansfestlighederne og inviterede børn og personale til Sankthansbål. Her spiste man hotdogs som Lise Lervad, Stjerneskuddets køkkendame, havde lavet til dagens fine anledning

- Her var der gang i bålet, og vi fik da også sendt heksen til Bloksbjerg. Det er jo også en måde at signalere på, at ild kan være en god og hyggelig ting. Vi kender det jo også fra stearinlys, grill osv., og de ting har vi også haft en rigtig dialog om med børnene. Og det skete sideløbende med, at vores store hovedfokus var ’hvad gør vi, når der opstår en brand’. Det handler meget om evakuering og sikkerhed, og vi går fra denne uge med en dejlig bevidsthed om, at børnene er blevet klædt godt på i den henseende, siger Helena. I forbindelse med branduge fik børnene til sidst udleveret et diplom, som de stolte kan hænge op på deres værelser derhjemme.

Så skal der sprøjtes med vand - og det var nogfet børnene var vilde med. Foto: Stjerneskuddet.

Fine og positive udtalelser fra børnene

Hen over brandugen har en af Stjerneskuddets pædagoger, Gerd Tirsgaard, samlet en række udtalelser fra nogle af børnene i forhold til deres oplevelser af emneugen. Dem får du lige her.

- Det var bare rigtig sjovt at blive skudt ned af vandet.

- Det var vildt nok, da brandbilen kom og sagde ’babu-babu’.

- Brandbilen havde en vild blæser. Når man trykkede på den blå knap, tændte den. Når man trykkede på den hvide knap, skruede den ned igen.

- Sirenen var sjov – og høj.

- Det var sjovt, da brandslangen ”skød” vand på børnene og på nogle skolebørn.

- Det var sjovt at blive våd.

- Det var sjovt at sidde i brandbilen.

Der er ingen tvivl om, at såvel voksne som børn er kommet ud af ’Brandugen’ godt fyldt op med både god viden og massevis af gode oplevelser, og for brandfolkene fra stationen i Give må det også være en herlig bonusoplevelse at få lov til at møde op og imponere de glade og begejstringsparate børn.

 

Børnene lærte hvordan man ringer 112, hvis der skulle opstå en brand. Foto: Stjerneskuddet.

Billeder