Vanvittig flot comeback til Give-Messen: Over 3000 mennesker kiggede forbi

Foto: Efter 14 års pause var der atter messe i Give, og det blev en stor succes med over 3000 besøgende. Derfor kan vi se frem til endnu en messe i Give i 2026. Foto: Jim Hoff

Da messeudvalget under Give Handel & Erhverv søndag åbnede dørene i Give Idrætscenter for 2025-udgaven af Give-Messen, var det med en stille forventning og håb om, at der ville kigge 1500-2000 mennesker forbi. Hvorfor det selvsamme udvalg efter den vellykkede event smilede bredt og næsten havde tårer i øjnene af glæde, kan du læse mere om lige her.

Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE i LIVE: Efter 14 års pause blev Give-Messen vakt til live igen søndag den 26. oktober i Give Idrætscenter, hvor messeudvalget under Give Handel & Erhverv, bestående af Lone Løgstup, Martin Schmidt (GISK), Jes Abrahamsen og Søren Grunnet, sammen med 55 udstillere stod klar til at hilse folket velkommen, mens det var Vejle Kommunes borgmester, Jens Ejner Christensen, der officielt åbnede messen.

Fra udvalgets første møde i april 2025 og til de kunne slå dørene op klokken 10.00, er der løbet en del arbejdstimer og praktisk arbejde gennem åen, men alle de mange timer og det sure slid skulle i den grad vise sig at være det hele værd.

For messen blev en kæmpesucces!

Gik langt over forventet – og vi er klar igen i 2026

Udvalget havde et stille håb om 1500 gæster og en drøm om 2000, men da dagen var omme, og kliktælleren, der registrerede gæsterne, blev lagt frem til et hurtigt evalueringsmøde, viste den det imponerende tal 3025. Og det var noget, der i den grad bragte smil, stolthed og glæde frem.

- Vi havde hen over dagen jo løbende holdt øje med besøgstallet, og allerede fra midtformiddag kunne vi godt se, at det her tegnede til at blive en rigtig god dag – både med hensyn til besøgstallet og selve afviklingen af messen, udtaler Søren Grunnet på udvalgets vegne.

- Vi er ovenud tilfredse, for det gik langt over forventet. I starten blev vi jo nærmest løbet over ende, og derfor har vi også besluttet, at vi til næste år tager en hal mere i brug, konstaterer Søren med et stort smil – og dermed er det også afsløret, at Give-Messen vender tilbage i 2026.

 Paw Patrol gik på scenen og leverede et fint show, der fik godt gang i hallen. Foto: Jim Hoff 

Gratis adgang som en tak til butikslivets trofaste kunder

Som man har kunnet læse her i avisen, var der sammensat et alsidigt program med underholdning for enhver smag lige fra Paw Patrol over modeshow til bugtaler Peter Søgaard. Derudover var de mange stande, hvor folk virkelig skal have ros for at have gjort rigtig meget ud af deres opstillinger, rigtig gode til at inddrage folket via konkurrencer og smagsprøver osv.

Det fungerede bare superfint, og der var dagen igennem en rigtig god, hyggelig og jordnær stemning i hallen, hvor det var tydeligt at se, at folk virkelig fik sig nogle gode snakke på kryds og tværs.

Der var gratis adgang til messen, og her forklarer Søren Grunnet, at det var noget, man havde besluttet i Give Handel & Erhverv, fordi det er foreningens måde at sige tak til butikslivets mange loyale og gode kunder, der er gode til at bakke op om de lokale butikker i byen.

Stor alsidighed i indslagene

Teamet bag Paw Patrol havde lidt tekniske vanskeligheder med deres lydboks, så de startede med en halv times Meet and Greet, og en god halv time senere, da teknikerne fra Paw Patrol havde fundet de rigtige ledninger, gik gruppen på scenen til stor glæde for de mange børn, der var dukket op for at se deres helte fra TV.

I mellemtiden kunne man jo så passende gå rundt og nyde de mange fine stande, få sig nogle smagsprøver på både mad og drikke, og udenfor var det den lokale vognmand, Flemming Tirsgaard, der havde taget en stor lastbil med, hvor temaet var at komme i dialog med folk omkring højresvingsulykker. Godt tænkt!

Diagonalkroen/Lindberg Dining krydrede deres smagsprøver med livemusik, hvor en guitarduo sad og spillede gode sange, hvilket skabte en god og hyggelig stemning på gangarealet mellem Vestjysk Bank Arena og motoriksalen. Rigtig mange butikker/erhverv havde også forskellige konkurrencer med, som gæsterne kunne kaste sig over – og det virkede fortrinligt.

 Der var rigtig mange børn med til Give-Messen, og de havde en fest ikke mindst, da Paw Patrol gik på scenen. Foto: Jim Hoff

Stor bredde i udbydere i modeshowet

Klokken 12.30 var det så de lokale butikker og erhverv, der gik på scenen til årets modeshow. En rigtig fin blanding af udbydere lige fra bilforhandlere over brugskunst, fysisk velvære til præsentation af tøj og regnskabsføring. Det var den lokale Toyota-forhandler, Jes Abrahamsen, der havde taget tjansen som konferencier, og det gjorde den unge mand fint – og med glimt i øjet.

Klokken 14.30 var det bugtaler og entertainer, Peter Nørgaard, der gik på scenen med sit herlige syngeshow, hvor han havde en række dansktopdukker lige fra John Mogensen til Michael Bundesen med, som via hans unikke bugtalerevner fyrede en masse gode gamle syng-med-klassikere af. Fantastisk godt indslag, der i den grad tog kegler hos folk.

Skinnerne er lagt til ny messe i 2026

Søren Grunnet kan fortælle, at man som sagt er klar på en ny udgave af Give-Messen i 2026.

- Allerede søndag fik vi de første tilmeldinger til næste års Give-Messe – både fra folk der er medlemmer af Give Handel & Erhverv samt nogle helt nye udbydere, og det er jo herligt. Det viser jo, at vi har ramt rigtigt, da vi i handelsstandsforeningen mener, at tiden var inde til en messe igen her i Give.

- Det, vi rammer her i dag søndag, det er jo rent opbakningsmæssigt på højde med den allerførste Black Friday i bymidten i Give for mange år siden. Nu har vi sendt evalueringsskemaer ud til alle deltagerne. Og når de er i hus, så sætter vi os ned i udvalget og laver den store evaluering.

- Rigtig meget gik godt, men vi ved også, at der er ting, vi kan forbedre og blive bedre til, men nu er skinnerne lagt til en ny tur i 2026, og her kan vi jo bruge mange af de erfaringer, vi har gjort os her i år – og som sagt, så bliver det med en hal mere, konstaterer Søren.

 

Modeshowet var meget alsidigt sat op, for det handlede ikke kun om tøj. Her er det Ulla fra Give El Kop & Kande, der brillerer med et fitnessapparatur. Foto:Jim Hoff

 Du kan se massevis af fotos fra Give-Messen på Vores LokalAvis Facebooksiden HER

 

Entertainer og bugtaler Peter Nørgaard var dagens sidste underholdningsindslag - og han gjorde det fremragende. Foto: Jim Hoff