
Vidste han ville være redder siden teenageårene: Nu kan Lars fejre 40-års jubilæum hos Falck
Foto: Lars Jensen, der er paramediciner hos Falck i Give, kunne den 9. august holde 40-års jubilæumsreception på stationen i Give sammen med gode kolleger og familie. Her ser vi jubilaren sammen med stationens spritnye ambulance. Foto: Jim Hoff
Lørdag den 9. august blev der afholdt jubilæumsreception for ambulanceredder Lars Jensen hos Falck i Give. Denne dag kunne Lars og gode kolleger samt familien fejre, at Lars nu kan se tilbage på 40 år hos Falck på en række forskellige stationer. De sidste 8 år har været som paramediciner i Give med Henrik Sørensen som en god fast makker. Sidstnævnte havde sidste arbejdsdag fredag den 14.8., men denne artikels hovedperson har mod på mange flere år.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE/EJSTRUPHOLM: Når man som 58-årig kan se tilbage på imponerende 40 år hos Falck, så er der masser af oplevelser og masser af folk, der dukker op på nethinden. Det var den oplevelse, Lars Jensen stod med, da han lørdag den 8. august blev fejret behørigt på Falckstationen i Give i godt selskab med kolleger og familie.
På dagen ankom Lars Jensen fra sin bopæl i Ejstrupholm med sin familie til stationen, ikke i den klassiske gamle sorte ambulance fra 50’erne, men til gengæld i sin helt egen Mercury fra 1962. En helt unik ankomst, og det passer så fint til Lars’ historie, for den er nemlig også helt unik.
Unge Lars vidste, hvad han ville
Allerede som ung teenager havde Lars besluttet sig for, at han ville være Falckredder, og inspirationen kom fra et af forældrenes vennepar, hvor manden var Falckredder.
- I folkeskolen kom jeg i praktik hos Falck både i Give og Nr. Snede, og det bekræftede mig i, at det var den vej, jeg skulle. Jeg tager så et basisår efter skolen hos Falck i Nr. Snede, og i august 1985 bliver jeg ansat. Jeg går i gang med et 2 ½ års uddannelsesår, hvor jeg arbejder både med bjærgning, især af lastbiler, ambulancekørsel og brand. På den tid var A1 hovedvejen ramt af mange trafikuheld, så der var nok at se til, og det var en speciel og lærerig tid med stor alsidighed i jobbet.
- Her blev der skabt et godt fundament for mig, og jeg fik også tit lov til at stå med især bjærgningsopgaver selv, og det lærte mig at tænke selv og blive selvstændig – færdigheder og kompetencer, jeg har kunnet bruge gennem hele min karriere her hos Falck, fortæller Lars.
Fra livregimentet til job som ’flyver’
Han blev så indkaldt til militæret, hvor han gjorde tjeneste hos Dronningens Livregiment i Aalborg. Han var tæt på at få yderligere et par år i Dronningens Klæder, da man ønskede, at han skulle tage nogle år som sergent.
- Jeg havde heldigvis fået lovning på et job hos Falck efter aftjent værnepligt, så det kort trak jeg, og så slap jeg for sergenttjenesten. Jeg kommer tilbage til Falck som ’flyver’, et job hvor jeg var tilknyttet en række forskellige stationer som for eksempel Brædstrup, Brande og Nr. Snede. Jeg bliver så fastansat på stationen i Nr. Snede i starten af 90’erne. Det er herfra, jeg tager uddannelse til behandler på niveau 1, hvilket betød, at man havde mange flere muligheder for at hjælpe folk i forhold til akut i ambulancen. Sådan lidt friskt formuleret blev man lige pludselig både læge og mekaniker.
- I slutningen af 90’erne tog jeg så uddannelsen til niveau 2, og det var et kvantespring. Nu kunne man give patienterne den relevante medicin på stedet og dermed give den nødvendige livgivende hjælp akut i stedet for blot at transportere folk til sygehuset. Mange gange handler de ting her jo om minutter og sekunder, så det var virkelig stort og særdeles relevant for os reddere, at vi nu kunne give hurtig og kvalificeret hjælp, fortæller Lars.
Lars Jensen viser her den nye topmoderne og særdeles veludrustede ambulance, som han og hans kolleger nu råder over på stationen i Give. Foto: Jim Hoff
Tog 3 års pause som klejnsmed
Det var i samme periode, at Give-egnen var en slags first movers med læge Lars Bak som ambulancelæge, hvor den lokale læge fra Gadbjerg rykkede med ud til uheld og andre livstruende situationer.
Lars blev i den periode fast ambulancebehandler og havde også lidt opgaver omkring autohjælp. Efterhånden afviklede stationen de køretøjer, der kunne klare bjærgningsopgaver, og det var ikke noget for Lars. Han sagde sit job op, fordi han havde lyst til at prøve noget andet.
- Jeg havde en kollega, der havde taget en uddannelse som voksenlærling, og han inspirerede mig til at søge den vej. Jeg startede derfor som voksenlærling hos smeden Brødbæk i Vonge som klejnsmed, og det kunne jeg gennemføre på 3 år, da det var en merituddannelse. Og det var fint, for jeg trængte til ny inspiration, jeg var træt af den afvikling og de mere og mere ensidige opgaver hos Falck. Jeg havde fået orlov fra Falck, og var på værkstedet i Vonge i 3 år, hvorefter jeg begyndte at savne jobbet hos Falck.
Berigende at kunne gøre en forskel for folk
Lars fik derfor job på Falckstationen i Vejle, og det var supergodt.
- Her tog jeg både niveau 1 og 2 uddannelsen igen, og efter 4-5 år i Vejle tog jeg uddannelsen til paramediciner. Jeg kom så ud at køre akutbil i Grindsted, Oksbøl og Rødding, stadig med tilknytning til Vejle, som var et godt sted.
- Her var der akkurat som her på stationen i Give et stærkt sammenhold, vi er en flok gutter, der alle er i samme båd, og vi forstår hinanden og de glæder og udfordringer ved de ting, vi arbejder med. Det er bare en unik følelse.
- Det at man kan gøre en positiv forskel for folk i nød, det er vildt berigende, og det at man flere gange har hjulpet folk med at besejre døden, det er virkelig meningsfyldt. Og vi har også været gode til at få talt godt ud om de svære ting til vores morgendebriefings. Der er også tilknyttet en psykolog, hvor døren altid er åben, og hvor man altid henvender sig til os efter de svære oplevelser.
Her hilser Lars Jensen på sin faste makker i Give gennem 8 år, Henrik Sørensen. Der er på receptionsdagen den 9. august. Foto: Jim Hoff
Mødte så lige Erling Jørgensen
I 2015 kom Lars ind som ’ambulanceflyver’ igen, hvor han igen havde opgaver ’all over the place’ i et større geografisk område. Det var en ok periode, men også en periode med mange ubekendte ting omkring geografien, og da Lars mødte nuværende stationsleder i Give, Erling Jørgensen, fortalte Erling ham, at man havde et hul i Give, man manglede en paramediciner, og slog Lars til og har nu været 8 år i Give med sin faste makker Henrik Sørensen.
- Henrik har været en rigtig god makker, en dejlig rolig type med masser af rutine, så vi har udgjort et godt team i de 8 år. Henrik stopper så nu her den 14. august, men der er fundet en ny makker til mig fra stationen i Vejle, en herre med over 40 års erfaring, så det er jeg helt tryg ved.
At komme til Give var som at komme hjem
Da Lars i 2017 kom til Give, følte han, at han var kommet hjem.
- Give er en station med et stort samhørighed, et virkelig godt kammeratskab. Der er bare altid en god stemning her på stationen, og vi har vel en af Falcks største kaffeklubber. Her kombinerer man høj faglighed med høj menneskelighed – og den slags er med til at give os det menneskelige overskud, vi har brug for i vores daglige arbejde.
- Jeg stortrives her i Give, og nu var det jo sidste år, at Henrik kunne fejre 40 års jubilæum. Det vil jeg da gerne overtrumfe, så jeg går da gerne efter et 50-års jubilæum, så vi to kan få en snak igen i 2035, lyder det fra Lars med et stort smil.
I dag har vi virkelig gode muligheder for at hjælpe folk.
Når Lars kigger tilbage på de 40 år i en branche med både tunge og gode, stærke oplevelser, pointerer han, at der klart har været flest af de gode og berigende oplevelser.
- I dag har vi som veluddannede paramedicinere virkelig gode muligheder for at hjælpe folk i livstruende situationer. Tidligere kunne man føle sig ganske magtesløs, fordi man ikke kunne gøre andet end stort set at transportere folk til sygehuset.
- Men i dag råder vi over udstyr og medicin, der virkelig batter noget – vi er jo nærmest et kørende laboratorium/skadestue, hvor vi kan lave undersøgelser på højt niveau og tage blodprøver, der hurtigt kan give os et fingerpeg om situationen. Nu har vi her på stationen lige fået en helt ny topmoderne ambulance, som medarbejderne selv har været med til at indrette, og det giver os endnu bedre muligheder for at hjælpe folk, pointerer 40 års jubilaren.
Her ankommer Lars Jensen med familie i en den gamle fine Mercury 1962, som den fingernemme herre selv har sat i stand. Foto: Jim Hoff
Har eget fly
Rent privat bor Lars sammen med Jette Holgersen, der er fotograf i Ejstrupholm. Lars’ datter Mikala læser til psykolog i Aalborg, og når han ikke kører ambulance i Give, så er Lars involveret i et autofirma i Ejstrupholm, hvor han af og til giver en hånd med.
- Jeg elsker at skrue på ting og generelt at bruge mine hænder. Jeg har for eksempel selv restaureret min Mercury fra 1962 og min gamle BSA motorcykel. Jeg hjælper også den lokale VVS’er her i Give, Jan Hansen, en gang imellem, og så har jeg en helt unik passion for flyvemaskiner. Jeg har min egen flyvemaskine og landingsbane på adressen i Ejstrupholm, og flyet bruger vi til at flyve Danmark rundt, især til de danske øer. Senest har vi været en tur på Læsø, hvor det kun tog 1 ½ time at flyve derover, så det er også en dejlig hobby/fritidsinteresse. Derudover har vi som sagt en stor landejendom, og det tager da også lidt tid at passe den, konstaterer Lars med et stort smil.
Stor ros til stationen i Give
Apropos flyveture, så havde Jette sørget for, at da Lars havde 25-års jubilæum på stationen i Vejle, blev han hentet og afleveret pr. helikopter.
Ud over 40 gode år hos Falck kan Lars også se tilbage på en rigtig fin jubilæumsreception, hvor han roser stationen og kollegerne i Give for at have gjort rigtig meget ud af dagen.
- Det var helt i min ånd: Dejligt jordnært og uformelt, med en fin brunch med kolleger og familie. Senere holdt vi en god aftenfest, så det var alt i alt en rigtig god dag for mig. Og her slog det mig også, at det jo er helt unikt for stationen her i Give, at vi er inde i en periode med en masse kolleger, der kan fejre, eller har fejret, 40-års jubilæum. Det vidner da om, at Give er et rigtig godt sted at være, lyder den fine pointe fra Lars, som altså har sigtet rettet mod et 50-års jubilæum.
Her har vi så velkomstkomiteen, der hilste Lars velkommen, da han ankom til stationen i Give den 9. august. Foto: Jim Hoff