Vildt 9-målsnederlag på sort søndag: Give skilt ad på hjemmebane af topmotiverede fynboer
Give HK’s 2. divisionshold løb ind i noget af en øretæve, da holdet hjemme i Vestjysk Bank Arena søndag eftermiddag tabte med 30-21 til Otterup fra Nordfyn efter at have været nede med 15-9 ved pausen. Stort set intet fungerede for et mere og mere modløst hjemmehold mod et velspillende og veloplagt udehold.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DIVISIONSHÅNDBOLD: Vi nærmer os med hastige skridt Black Friday, men Give HK’s 2. divisionshold tog forskud på denne amerikaner-event, da holdet leverede en totalt sort søndag foran en tætpakket Vestjysk Bank Arena mod Otterup fra det nordlige Fyn.
Et mandskab, der på mange måder har underpræsteret med blot 7 points for 8 kampe, men det blev der i den grad rettet op på i dagens kamp mod Give, hvor et toptændt gæstehold efter 4-5 minutter overtog taktstokken. Give mødte op på bagkant af en slidsom og heldig uafgjort i Rækker Mølle, hvor der var mange ting, der ikke fungerede.
Desværre for hjemmeholdet var det de ikke-fungerende kvaliteter, de havde taget med til dagens kamp mod en modstander, der på trods af den ret magre pointhøst er et hold, der skal tages virkelig seriøst.
Men gæsterne fik let spil i angrebet, hvor de scorede en række lette mål mod et passivt Give-forsvar, og omvendt led Gives angrebsspil dels af for meget stress og en tendens til for hurtige afslutninger – og når så Givespillerne endelig var helt igennem, så brændte man en del kæmpestore chancer.
Otterup gik til stålet i forsvaret og kom hele tiden frem og tog hårdt imod Givespillerne. Det var så til gengæld ikke tilfældet i den anden ende af banen. Foto: Jim Hoff
Give missede de gyldne momenter
Derfor kunne fynboerne gå til pause med en 6-målsføring, men den var Give tæt på at æde ind på. På et tidspunkt var man kun nede med 3 mål, havde bolden i overtal – men i stedet for at udnytte dette gyldne moment til at få fat, så smed man bolden væk, og få minutter senere, i det 40. minut, klikkede måltavlen op på 19-13 til gæsterne – og her fes gassen for alvor ud af Giveballonen.
I stedet for at stå sammen som hold blev det hele en gang udefinerbare enkeltmandspræstationer både i forsvars- og angrebsaktioner. Der blev prøvet en række forskellige opstillinger af, der blev skiftet keeper fra Maarberg til Skov, men lige lidt hjalp det. Give virkede modløse og desillusionerede, og det endte derfor med et nederlag på 30-21 til de blågule fynboere, der fejrede den fuldt fortjente sejr, som have de vundet rækken og en returbillet til 1. division.
Frustrationerne både hos trænere og tilskuere var tydelige kampen igennem. Foto: Jim Hoff
Tydelige frustrationer i Givelejren
Kampens spiller for Give, Simon Madsen, var forståeligt frustreret efter kampen.
-Det er ret typisk for os, der hvor vi er lige nu. Når tingene ikke kører for os, så ryger vi ind i en klokke og spiller for os selv, i stedet for at stå sammen som hold og løse tingene via de aftaler, vi har og via de ting, vi træner på. Vi så det mod Rækker Møller, vi hat set det i tidligere kampe, men de gange har vi formået at kæmpe os ud af det, men i dag var det bare rigtig skidt. Nej, hvor er det frustrerende, lød det fra den rutinerede kanonskytte.
En frustration, han langt fra stod alene med. En del tilskuere forlod arenaen små 10 minutter før kampslut, og flere af Givespillerne udtrykte lige efter slutfløjtet både med kropssprog og ”meget malende tillægsord og frustrerede udbrud”, hvor de stod rent mentalt efter denne håndboldmæssige nedtur.
Erik Flak: Stor skuffelse på flere parametre
Gives træner Erik Flak var akkurat så frustreret som sine spillere over resultatet - for et 9-måls nederlsag på hjemmebane er noget, der gør nas.
-Kredit til Otterup for en flot kamp, de vinder fortjent. Jeg synes, vi til gengæld kigger for meget nedad fremfor til højre og venstre efter en makker, der er klar. Men det var der bare ikke i dag - en makker der var klar. Vi får en ok start, men så begynder vi at brænde for store chancer, vi har alt for travlt i angrebet og giver Otterup for meget spillerum - og de var virkelig effektive i deres offensiv.
-Det jeg så savner i dag, er en trodsreaktion, at vi går ud og sætter os i respekt. Det der gør mest ondt er, at vi ikke graver dybt nok, og at der ingen balance er på holdet i dag. Vi skal bare komme med den ballast, der kan løfte os ud af de problemer, vi får her i dag - men det skete ikke. Derfor pegede vi også allesammen, både trænere og spillere, indad mod os selv i omklædningsrummet efter kampen, fortæller Erik Flak.
Simon Madsen blev kampens spiller for Give HK. Foto Jim Hoff
Næste kamp - bliver den overhovedet spillet?
Give spiller næste gang den 28.11 på udebane mod SUS Nyborg – hvis hjemmeholdet ellers stiller op. Holdet har grundet interne stridigheder de to klubber imellem ikke spillet de to sidste kampe. Den ene blev de taberdømt, og den anden kamp fra denne spillerunde er udsat. Klubbens træner Kristian Klitgaard har desforuden smidt håndklædet i ringen.
Give bevarer en ganske gunstig position i toppen af rækken trods kun 1 point de sidste to kampe (se tabellen herunder). Men der er næppe plads til ret mange flere af de her præstationer, hvis man vil forblive et seriøst bud på et top 2-mandskab.
Give får mandag besked på, om SUS Nyborg stiller op.
Mål for Give: Simon Madsen 5, Mads Høj 5, Mikkel Molbech 2, Emil Pil 2, Simon Søgård 2, Esben Panduro 1, Adam Hansen 1 og Hjalte Bromerholm 1.
Redningsprocenter: Jakob Skov 30 og Lasse Maarbjerg 33.
Den unge fløjspiller Esben Panduro fik startdebut i kampen mod Otterup. Foto: Jim Hoff