Vildt fremmøde: Øster Nykirke holdt fodboldopstart med 28 spillere på græs

Det kunne godt se ud som om, at Øster Nykirke Ifs seniorafdeling i fodbold ser ind i en rigtig fin forårssæson. Hele 28 mand mødte op til første træningsdag lørdag den 1. februar, hvor den nye trænerduo Dennis Gravesen og Kim Kristoffersen tog imod med brede smil.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

VONGE: Mange landsbyfodboldklubber har i disse tider særdeles svære vilkår i forhold til at stille hold. Nogle klubber må simpelthen dreje nøglen om i forhold til at kunne stille hold i seniorrækkerne – en totalt trist udvikling, som har været en del af virkeligheden i seriefodbolden i en del år efterhånden.

Derfor er det da vildt befriende, når der lige pludselig popper en vild god historie op, som den man kan fortælle i Vonge-Kollemorten, hvor den lokale fodboldafdeling under Øster Nykirke IF på seniorniveau ser ud til at have knækket koden med spillerflugt fra seriefodbolden.

28 spillere mødte op

Lørdag den 1. februar inviterede klubbens nye trænerduo, Dennis Gravesen og Kim Kristoffersen til træningsopstart på Vonge Ground ved hallen, og her dukkede der såmænd hele 28 spillere i det fine februarvejr.

Ganske bemærkelsesværdigt fremmøde for en serieklub, hvor man har ét serie 5 hold, der skal ud at forsvare klubbens grønne farver. En tilslutning mange lokale klubber både i nabolaget og længere væk ville slikke sig om munden over at kunne fremvise.

Kim og Dennis startede i 2024 kvindefodbold op i ØNIF, og det med stor succes. Sikekrt derfor blev de af klubben ’headhuntet’ til at stå for herresenior i 2025 – og det var et tilbud de to fodboldglade herrer tog imod med kyshånd.

Fedt med nye udfordringer

Dennis og Kim blev prikket kontaktet af fodboldklubbens formand, Morten Jensen, der i 2024 løftede opgaven både som formand og seniortræner for klubbens serie 5-mandskab. 

- Den var vi da med på, idet det kunne være en sjov opgave at løfte. Selvfølgelig var det trist at sige farvel til vores damer, men også spændende med en ny fodboldmæssig udfordring med herrerne. Nu går vi ind til denne her opgave med masser af gejst og ser frem til virkelig at få gang i seniorfodbolden igen her i klubben. Klubben røg jo ned fra serie 4 i efteråret, så nu starter vi op på en frisk med nye tilgange og en ny struktur omkring træningen, lyder det fra de to klubfolk, der smiler bredere og bredere efterhånden som spillerne myldrer ind på træningsbanen.

 Der var mødt 28 spillere op til første træningsdag, da ØNIF inviterede til træningsopstart for herresenior. Foto: Jim Hoff

Stiller kun med ’egne’ spillere

De skal håndtere en stor gruppe med stor fodboldmæssig og aldersmæssig diversitet, idet truppen rummer spillere fra 16 år og til plus 30 – og med ganske forskellige tilgange til og erfaringer med seniorfodbold.

-Vi stiller kun med ét hold i år, og da vi pt. råder over tæt på 30 spillere, så er vi meget optimistiske i forhold til at kunne stille hold hver gang af ene spillere der træner fast. Vi skal ikke ud at hente spillere ind fra oldboysholdet for at stille hold. Vi stiller kun med vores egne spillere. Det er en helt klar målsætning, som vi kører efter. I og med vi har så mange spillere, forventer jeg, at vi kan stille 14 mand hver gang. Vi ved godt, at vi skal regne med, at der hver uge vil være en del kampafbud fra uge til uge, men det kan vi godt magte med denne her trup, pointerer Dennis og Kim.

Ny spillestil a la Barca

28 spillere til første træning, og et forår i serie 5 – kalder det ikke på en sportslig målsætning, der lugter lidt af oprykning?

- Rolig nu, vi tager én kamp ad gangen. Vi skal bruge tid på at indføre en ny spillestil, hvor vi skal være boldbesiddende frem for at levere en gang indianerfodbold. Det skal, sagt med glimt i øjet, være ØNIFs svar på Barcelonas tika-taka og med en kultur og ånd a al Pep Guardiola og Alex Ferguson. Det skal være sjovt og udviklende for spillerne både at komme til træning og spille kampene. Vi skal havde det go’e gamle ØNIF-bold tilbage.

Stor fokus på det sociale

- Og så skal vi også have bragt det sociale tilbage. Spillerne skal blive efter kamp og træning og hygge sig sammen. Det er vigtigt og med til at skabe et godt sammenhold og kultur på holdet. Vi kan godt finde på at samle spillerne en aften til landskamp eller Champions Leaguebold og så rigtig hygge os sammen med fodbolden i fokus – og måske også en enkelt øl og en fransk hotdog, lyder det fra den topmotiverede trænerduo.

Holdet træner her i februar mandag på kunstgræsset i Givskud og torsdag på græs i Vonge. Fra marts måned trænes der tirsdag og torsdag på træningsbanen på Vonge Ground.

Hvem man skal spille mod, er endnu ikke offentliggjort, men Dennis og Kim håber da på en del lokale hold i kampkalenderen, selvom der er langt mellem de lokale seniorhold efterhånden.

 

Andre læser

Så sprang der lige en trænerbombe til Høstfesten i Vonge