
Vildt nok: Vores LokalAvis kunne fejre 2 års fødselsdag med en trykt avis på 92 sider i 19.500 postkasser
Foto: Vi kan i disse dage fejre 2 år med Vores LokalAvis - og det markerer vi lige med at sende en printavis på 92 sider ud i 19.500 postkasser i uge 23. Foto: Daniel Hoff
I uge 22 2023 udkom Vores LokalAvis for første gang. Dengang var det som ren e-avis og onlineavis, sammen med to årlige printaviser i juni og november. I uge 12 i 2024 tog vi så det næste skridt og begyndte at udgive avisen på print, hvor avisen kan afhentes på 21 pick-up-steder hos en række lokale købmænd, sportshaller osv. Og nu smider vi så lige en avis på 92 sider ud i 19.500 postkasser her i uge 23.
Af Jim Hoff og Søren Grunnet – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE-EGNEN: Vi var fuldstændig klar over, at vi gik direkte mod strømmen, da vi i slutningen af maj 2023 åbnede vores helt egen lokalavis, Vores LokalAvis. Vi havde godt set, hvad forskellige mediehuse skrev i deres dagblade om printmarkedet og ugeavismarkedet som forklaring på, hvor det gik hastigt ned ad bakke for ikke mindst lokale ugeaviser.
Vi havde så den overbevisning, og nu bliver det fodboldsymbolik af den fineste skuffe, at man vinder ingen fodboldkampe, hvis man kun stiller med 8 mand på banen og går hjem efter 60 minutter. Så udebliver sejrene, og så går publikum definitivt hjem.
Bygger på enorm lokal opbakning
Heldigvis var ’publikum’ i Give og omegn parat til at finde sig en ny ’fodboldklub’, for de savnede den gode lokale fodboldkamp, hvor der var spillere på banen, man kendte, og som brændte for holdet. Det var med den synergieffekt på spillertrøjerne og i ryggen, at vi gik på banen og i træningslejr i 2023 for at gøre klar til at lancere egnens nye lokalavis.
Vi har sagt det før, og det kan ikke siges tit nok: Uden denne kæmpe opbakning fra lokalområdet, butiks- og erhvervsliv samt foreningsliv og privatpersoner havde det ikke været muligt at danne denne nye velfungerende ’fodboldklub’.
Allerede flere måneder før vi udkom med den første online-artikel og e-avis mærkede vi en enorm opbakning og tilskyndelse til at åbne Vores LokalAvis, og både derfor og fordi vi begge to elsker at lave lokalavis for borgerne i vores lokalområde, er dette store fællesprojekt mellem os og borgerne her i området blevet en succes.
Lokal sammenhængskraft – ja tak!
Det var vores udgangspunkt, at vi ville skabe et nyt stærkt lokalt medie, der møder borgerne i øjenhøjde og med respekt for den egn og de mennesker, vi lever på. Det handlede for os om via sammenhold, gode relationer og en udtalt længsel efter et nyt og udpræget lokalt orienteret medie at skabe lokal sammenhængskraft og historiefortælling. De ting her er nogle af de vigtigste ingredienser i den DNA, som Vores LokalAvis er baseret på.
Vores overordnede motto hedder: Vi samler Give-egnen og gør den stærkere, og netop ved at fortælle historier fra alle områder er vi med til at øge kendskabet, og dermed også forståelsen for lokalsamfundene indbyrdes. Læg dertil, at vi har den ultimative luksus, at vi ikke er afhængige af at skulle levere negative historier med clickbaitagtige overskrifter, fordi vores avis er gratis pga. den enorme opbakning fra butiks-, erhvervs- og foreningslivet.
Mediebranchens svar på Bauhaus
Måske kan vi med glimt i øjet kalde Vores LokalAvis for mediebranchens svar på Bauhaus. Her er der noget for alle; der er ingen stofområder, der ikke er ’fine nok’, fordi der ikke er en indbygget konflikt, eller fordi det er for positivt. Vi skriver om alt lige fra lokal sport over politisk og erhvervsmæssigt stof til unge/børn, der excellerer i en eller anden sportsgren. Vi skriver om, hvad der sker rundt om i de omkringliggende lokalsamfund, og vi skriver meget gerne om de mennesker, der bor her i området – og det gælder lige fra mindre børn til gode folk, der skal fejre 90-års fødselsdag, eller driftige lokalfolk, der åbner egen butik/firma.
Noget af det, der er allervigtigst for os, er, at vi er ude i den virkelige verden og møder folk her ansigt til ansigt – og det gælder både for skribenten og sælgeren. Det er her, de gode relationer opstår, det er her, de gode historier opstår – og det er her, netværket spirer.
Tak for de mange positive tilbagemeldinger
Vi løber af og til ind i en godhjertet borger, der når vedkommende er færdig med at rose vores avis, så spørger ind til, ’om vi egentlig kan leve af det?’ Og dertil kan vi svare, ja, det kan vi – igen med reference til den flotte opbakning, vi har mht. salg af annoncer. Omvendt erkender vi også gerne, med et smil selvfølgelig, at timelønnen ikke er noget at skrive hjem om.
For når man kaster sig ud i sådan et projekt her, så er det game on. Det er en livsstil, hvor man ikke skal begynde at tælle timer – belønningen og brændstoffet finder vi ikke i en høj timeløn, men i alle de positive og motiverende tilbagemeldinger, vi får fra folk mere eller mindre hver eneste dag.
Det er virkelig en fornøjelse, og tak for det – det giver bare ekstra energi og gør det lettere at lette den nederste del af ryggen, når man skal ud på interview en fredag aften klokken 20.00 – eller bruge en hel søndag på at dække og skrive om diverse sportsbegivenheder.
Avis på 92 sider ud i 19.500 postkasser
Her i uge 23 slår vi rekorden mht. sidetal, idet vi sender en avis ud til jer på hele 92 sider. Den udkommer i denne ombæring i 19.500 postkasser, og dermed får vi i den grad eksponeret, hvad det er, vi via et stærkt lokalt sammenhold kan her på Give-egnen - set i lyset af, hvad der ellers foregår i denne branche, rundt omkring tillades vi os på stille jysk facon at kalde det her for ’ret ok’, smiley!
Helt i den lokale ånd har vi for længst valgt at droppe FK Distribution til at levere vores aviser – den opgave har vi udliciteret til FDF Give – både for at få lokalt hjerteblod ind over opgaven og for at holde pengene i lokalsamfundet.
Så for nu at slutte af som vi begyndte med sportssymbolikken, så kan man vel godt konstatere, at Vores LokalAvis er i gang med at lave både en VB og en FC Fredericia!