Western By Night blev ”Wet By Night”
Foto: Der var godt gang i ponyridningen da Give Handel & Erhverv afholdt Western by Night fredag den 4. september. Foto: Jim Hoff
Fredag den 4. september afholdt Give Handel & Erhverv en temadag/Open By Night med arbejdstitlen ”Western By Night”. Der var linet en række familievenlige aktiviteter op i bymidten, og i butikkerne vrimlede det med kundevenlige cowgirls og cowboys, der fyrede en masse skarpe tilbud af. Men vejrguderne var ikke med Team Give denne dag!
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Give midtby var fredag eftermiddag forvandlet til et friskt lokalt bud på det vilde Vesten, da Give Handel & Erhverv havde åbnet portene for en ny runde Open By Night, hvor temaet denne gang var ’Western By Night’.
Der var, helt i temaets ånd, linet op med ponyridning og en rodeotyr, mens mange af de gode folk i byens butiksliv havde iklædt sig cowboyhatte og i enkelte tilfælde også seksløbere. Byens spisesteder stod klar med boder med god mad og drikkelse, og i år blev det til en flot debut i Open By Night-sammenhæng for byens nye café, Hos Prüsse.
Den traditionelle cowboyhoppeborg til byens børn var også på plads, og rundt omkring i butikkerne skød de forskellige cowgirls og cowboys den af med skarpe tilbud. Der var på mange fronter lagt op til en rigtig fin dag i bymidten, men helt uden udfordringer var dagen dog ikke.

Så længe der var tørvejr, var der godt gang i rodeotyren. Her en frisk ung mand, der giver den gas og sætter den ene personlige rekord efter den anden. Foto: Jim Hoff
- Man kan godt hygge sig i regnvejr
Gennem hele ugen op til og på selve dagen havde vejrguderne travlt med at tømme deres overskudslager af vand efter en tør sommer, som de med rund hånd havde øst ud over det meste af landet. Og regnvejr og udendørs aktiviteter er sjældent en god kombination.
- Det er klart, at vi gerne havde set en hel dag med solskin og sommervejr. Det havde passet rigtig godt til dagens event. Men når det er sagt, så vil jeg gerne rose de folk, der trodsede det lidt kedelige vejr og alligevel mødte frem her i bymidten. De var med til at skabe en god stemning, og viste, at man sagtens kan hygge sig sammen, selvom det regner lidt og solen ikke skinner, konstaterer Casper Juhl fra Din Tøjmand. Han sad med i det udvalg, der stod for at arrangere Western by Night, og Casper havde også ros til sine kolleger rundt omkring i butikkerne for at spille fint med på dagens western-tema.

Byens nye café, Hos Prüsse, fik en flot og travl debut ved dagens event i bymidten. Foto: Jim Hoff
- Stor ros til de folk, der trodsede regnen
- Derudover også ros til de folk, der stillede op med boder og aktiviteter her i byen. De var med til at skabe liv, og ikke mindst ponyridningen var et virkelig populært indslag, hvor mange børn havde en fin oplevelse. Desværre måtte rodeotyren lukkes ned et par gange af sikkerhedsmæssige årsager pga. regnen, men den var da oppe at køre i flere omgange.
- Som jeg kunne se det, så var der god aktivitet ved spiseteltet på Torvet det meste af dagen, så alt i alt synes jeg, at vi slap ud af dagen på en fin nok måde på trods af de vejrmæssige udfordringer. I hvert fald stor ros herfra til de folk, der trodsede vejret og mødte frem og bakkede op om vores event, lyder det anerkendende fra Casper.
Det er klart, at koncerten på Torvet klokken 20.00 med Rattlesnakes var udfordret grundet vejret, men da musikerne gik på blokvognen, var det med en klar himmel som baggrundskulisse. Folk stod i små flokke og hyggede sig med en øl eller et glas vin, alt imens de musikalske klapperslanger lukkede ned for en trods alt hyggelig dag i midtbyen, hvor Western by Night blev til Wet By Night!
Du kan se flere fotos fra Western by Night HER

De friske cowgirls hos Klunz by Ilsøe havde i dagens anledning fundet seksløberne frem - og skød med skarpe tilbud. Foto: Jim Hoff

Bandet Rattlesnakes leverede en rigtig fin koncert med masser af god countrymusik - helt i takt med dagens tema. Foto: Jim Hoff











































