Det lokalpolitiske portræt: Hanne Lund

Foto: 56-årige Hanne Lund fra Give stiller op til kommunalvalget den 18. november for Venstre. Foto: Jim Hoff

I forbindelse med kommunalvalget tirsdag den 18. november har avisen talt med nogle lokale byrådskandidater, og i denne artikel handler det om 56-årige Hanne Lund, der stiller op til byrådet for Venstre.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

LOKALPOLITIK: Give har fået en ny byrådskandidat i skikkelse af den 56-årige jurist og regnskabsuddannede Hanne Lund, der har valgt at stille sit kandidatur til rådighed for Venstre.

Hanne er gift med revisor Erling Lund, og hun har den vej rundt giftet sig til to sønner, som har leveret tre børnebørn, som i den grad er med til at berige Hannes tilværelse. Når Hanne ikke arbejder på kontoret med jura og regnskaber, bruger hun stort set al sin fritid på foreningsarbejde, hvor hun blandt andet er formand for Give Handel & Erhverv, sidder i bestyrelsen i FrivilligCenter Give og i en lokal grundejerforening.

Hvorfor stiller du op til byrådet?

- Jeg har i mange år brugt rigtig meget krudt på foreningsarbejde i forskellige sammenhænge, og nu er jeg klar til at tage skridtet videre og søge derhen, hvor man kan få mere indflydelse. Jeg brænder virkelig for de ting, der sker her i området og for Gives udvikling, og derfor er det oplagt for mig at gå efter at komme i byrådet, hvor jeg kan få mere indflydelse.

- Det handler for mig om at være med til at få den bredt sammensatte Vejle Kommune i bedre balance både geografisk og i forhold til politiske emner. Der er jo altid ’store Vejle’, men der er altså også en masse lokalsamfund og en række centerbyer, som f.eks. Give, og her vil jeg arbejde for en bedre politisk balance mellem Vejle og de her områder, pointerer Hanne.

Hvad motiverer dig til at gå ind i det politiske liv?

- Det er lysten til at gå fra lokal foreningsildsjæl til at få politisk indflydelse. Jeg har gennem mit formandskab i Give Handel & Erhverv gennem årene deltaget i en række møder i Vejle Kommunes Erhvervskontaktsudvalg, og her kan jeg mærke, at man hver gang skal synliggøre Give, hvad det er, vi kan og gør i Give – og jeg håber da, at det har været med til at gøre en forskel i positiv retning.

- Vi skal hele tiden huske på, at Vejle Vesteregn er en rigtig stor del af Vejle Kommune, og det er vigtigt hele tiden at gøre opmærksom på, at Give er en rigtig god og stor handelsby, hvor vi hele tiden skal være på tæerne og bruge en masse energi på at holde momentum. Og her ligger der altså også en politisk opgave i forhold til hele tiden at gøre opmærksom på ’os herude vestpå’, en opgave jeg gerne tager, konstaterer Hanne.

Hvad er dine vigtigste politiske mærkesager?

- Først og fremmest handler det for mig om at sørge for, at der er den rigtige balance i kommunen mellem land og by. Vi skal sørge for, at der sker udvikling hele vejen rundt – både i Vejle, centerbyerne og de mindre lokalsamfund samt i landdistrikterne. Noget af det, jeg klart synes skal ændres, er kommunens indkøbspolitik. Hvorfor skal det centraliseres? Jeg synes, det skal justeres, så lad os kigge på den lov.

- Det kan ikke passe, at man ikke kan være med til at skabe den gode lokale sammenhæng ved at lade skoler og institutioner handle i de lokale butikker. I de lokale samfund bakker vi hinanden op i forhold til foreningsliv, handelsliv, skoler osv. – og derfor skal skolerne da have lov til at handle i de gode lokale butikker, lyder det indledningsvist fra Hanne.

Erhvervspolitik, voksenpolitik og seniorpolitik

- Så er der erhvervspolitikken. Den er okay, men hvorfor får vores nabokommuner så meget bedre ratings? Hvad er det, de kan, som Vejle Kommune ikke kan – eller ikke gør? Jeg efterlyser mere smidighed i kontakten til erhvervslivet, et bedre flow simpelthen.

- Som det tredje vil jeg nævne voksenpolitikken. Vi har en del voksne her i kommunen, der af forskellige årsager er kommet i klemme i deres liv, efter at de har forladt skolen. Her taber vi desværre nogle mennesker, og her skal vi blive bedre til at tage hånd om de mennesker og deres familier og pårørende.

- I forhold til seniorpolitikken, og jeg ved godt, det er en varm kartoffel, så skal det bare gøres bedre. Lad nu være med at tage selvbestemmelsen fra de ældre. De ældre skal have mere frihed til selv at bestemme over deres liv; vi skal frem for alt undgå at umyndiggøre folk, blot fordi de er kommet op i alderen. Vi skal sørge for et godt og trygt plejemiljø, og vi skal også sørge for, at der bliver gjort en masse godt for medarbejderne i ældreplejen. De har det til tider hårdt, så dem skal vi virkelig passe godt på.

Hvad er det vigtigste problem i Vejle Kommune, som du vil arbejde for at løse?

- Det handler simpelthen om at få den rigtige balance. Husk nu, at Vejle by ikke må fylde for meget i den politiske debat og dagsorden. Lige nu er det jo sådan, at vi skal kæmpe hver eneste gang, vi skal igennem med tiltag og forespørgsler herude fra de mindre lokalområder. Det er altså virkelig vigtigt, at vi holder den gode balance som en selvfølge. Det kan ikke passe, at Vejle som by skal fylde så meget politisk.

- Men jeg har desværre oplevet meget tit i min egenskab af formand for Give Handel & Erhverv, at vi skal kæmpe hårdt for at komme igennem. Og her vil jeg gerne understrege, at det ikke handler om at drive ’sognepolitik’ – det handler som sagt om den rigtige balance. Det skal vi simpelthen have styr på.

Hvordan vil du håndtere uenigheder og svære beslutninger i byrådet?

- Det med uenigheder osv., det har for mig været normale problematikker, jeg har skullet forholde mig til gennem årene som formand i f.eks. Give Handel & Erhverv. Hvis man stikker snuden frem, skal man også være indstillet på, at det kan give nogle klø. Men jeg har lært at tælle til 10, og det er min klare holdning, at man skal have respekt for, at der vil opstå uenigheder. Her skal man være indstillet på at lytte til andre folks holdninger. Dialog er vigtig, man skal ikke frembuse med sort/hvide holdninger, det handler om at være løsningsorienteret.

- Og efter de der måske hektiske møder, så skal man være klar til at tage en kop kaffe bagefter og få en god snak helt nede på jorden. Og man skal også lige huske, at uenighed er udviklende; hvis alle bare mente og sagde det samme altid, så kom vi jo ingen vegne, lyder pointen fra Hanne.

Hun har været med til en del gruppemøder, og her fremgår det, at der er plads til egne meninger.

- Jeg har fået varedeklareret mine holdninger overfor borgmesteren og gruppen, og selvom der kan være uenigheder, så er der en klar respekt for hinandens meninger. Selvfølgelig kan man være uenige om forskellige ting rent politisk, men som sagt er det med til at skabe en udviklende dynamik i gruppen.

Hvilke langsigtede mål har du i forhold til dine ambitioner med byrådsarbejdet?

- Igen, det handler for mig om at være med til at skabe balance i tingene. Vi skal være der alle 31 i byrådet på lige vilkår, uanset om vi kommer fra Give eller Vejle. Vi skal sammen føle os som Vejle Kommune – vi skal simpelthen være tættere sammen. Jeg vil også gerne være med til, at vi styrker vores ældrepleje; her mener jeg, Vejle Kommune kan gøre det bedre.

- Det er også vigtigt, at vi sørger for at være med til at skabe gode udviklingsmuligheder for centerbyerne og de mindre samfund. Her i Give har vi f.eks. Skulpturbyen, hvor jeg er guide, og det er med til at give mig en masse fine input om, hvordan folk udefra ser på Give.

- Jeg stiller op til byrådet, fordi jeg virkelig tror på, at et stærkt lokalsamfund skabes af mennesker, der tør tage ansvar - og som samtidig kan se, at politik ikke behøver at være støvet, men nærværende, skabende og til at forstå, lyder det afslutningsvist fra byens nye byrådskandidat.

Andre læser

Skole, cykelsti og bosætning på plakaten ved velbesøgt vælgermøde i Kollemortenhus

Stor opgradering hos Thyregod Wellness: Anette klar med magnetterapimaskine

Spændende inspirationsdag: Børn fra Give Fremad skal møde landsholdsstjerner

Tirsdagsholdet og gåværterne går snart nye veje

Markant sænkning af buspriserne i Vejle Kommune på vej fra sommeren 2026

De røde lygter blev tændt: En uforglemmelig aften med revyviser i Thyregod

Så kom der da lige 15 træer til Torvet i Give

Give leverede sæsonens bedste præstation – men det var desværre ikke nok