Markant sænkning af buspriserne i Vejle Kommune på vej fra sommeren 2026
Foto: Gerda Jørgensen, der er formand for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune, kan her fortælle om en større indsats på området med kollektiv trafik, hvor man fra sommeren 2026 over hele kommunen vil kære med en fast buspris på 15 kroner. Privatfoto
Under et møde i Teknisk Udvalg torsdag den 4. november blev det besluttet, at man fra sommeren 2026 i forbindelse med køreplansskiftet vil indføre en fast billetpris på 15 kroner for kørsel med bus i kommunen – og det kommer også til at gælde i forhold til kommunens oplandsbyer.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
INFRASTRUKTUR: Der er gode nyheder fra Vejle Kommune angående buspriserne i kommunen, idet man på et møde i Teknisk Udvalg den 4. november har besluttet, at man fra sommeren vil sænke priserne på busbilletter til 15 kr. uanset hvorfra i kommunen man kører, og hvor man skal hen i kommunen.
Kører i en prøveperiode frem til 2028
Det fortæller Gerda Jørgensen (V), der er formand for Teknisk Udvalg.
- Vi er blevet enige om, at der skal gøres noget for at få mere gang i den kollektive trafik her i kommunen, så derfor denne prisnedsættelse. Og det er vigtigt at understrege, at de nye priser, der kommer til at træde i kraft til sommeren 2026, kommer til at gælde for alle byer i kommunen, ikke kun i Vejle.
- Vi ved godt, at det her kommer til at koste på driften, og at det er en økonomisk satsning, men nu kører vi med de her priser i en prøveperiode frem til 2028 med en mellemevaluering i 2027, og så ser vi på, hvilken effekt det har haft. Det er vigtigt for os, at vi har fået hele kommunen med i denne ordning her, for det handler generelt for os om, at vi får flere til at bruge vores busser – og her kan en markant prisnedsættelse jo være en motiverende faktor, konstaterer Gerda Jørgensen.
Flytter prisnedsættelser mon den kollektive trafik positivt?
I forbindelse med de mange vælgermøder rundt omkring i byer som Thyregod, Gadbjerg, Givskud og Vonge/Kollemorten har netop buspriser og afgange været et gennemgående tema, og her er konceptet Nabo Go også blevet nævnt som et alternativ til busser og tog.
- I forhold til Nabo Go-konceptet har vi forlænget tilskudsmulighederne, så vi på den måde også motiverer folk til mere samkørsel. Derudover har vi rundt omkring i kommunens byer også været med til at bakke op økonomisk omkring konceptet ”Byens Bil”. Så der er flere tiltag i gang for at gøre det mere økonomisk venligt at komme rundt mellem byerne.
- Jeg skal f.eks. give 65 kroner for at komme til Vejle med tog – og det kan jeg så gøre for 15 kroner til sommer med bus. Og nu er det her jo et forsøg, hvor vi vil se, hvor meget det ret beset betyder med denne her prisnedsættelse i forhold til at få flere over i busserne.
Rollemodel for hele landet
- Konceptet her kommer dog ikke med flere afgange, men for os er det også et værktøj, som vi kan bruge til at påvirke vores landspolitikere i Folketinget. Vi håber på, at med dette udspil kan blive en rollemodel for hele landet, og at vi på den måde kan blive den gode historie, der kan være med til at flytte den kollektive trafik i den rigtige retning, og så udvikle på det derfra – også mht. at få flere afgange f.eks. i weekenderne i de mindre bysamfund, pointerer Gerda Jørgensen.
Hun håber, at borgerne i kommunen vil tage godt imod denne ganske alternative indsats, for det er klart, at man som kommune indgår en vis økonomisk risiko ved at udbyde kommunalt dækkende buspriser til 15 kroner.
NB: Børn kommer stadig med til 13 kroner, og pensionistkortet til 400 kroner årligt kører også videre.I dag koster en busbillet fra Give til Vejle i snit 35 kroner.














































