Flot hæder til Rotary Give for ‘tung’ velgørenhed

Mange husker nok seancen, hvor en stor kran fra Give Sværgods gelejdede en 5.5 tons tung generator op fra kælderen på Give Sygehus. Den laver nu velgørende strøm i det krigshærgede Ukraine, og denne præstation blev den lokale Rotaryklub hædret for i lørdags. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

Selvom der er mange “tunge elementer” i denne her beretning, så er det trods en let og dejlig historie at skrive.  

Lige et hurtigt historisk tilbageblik til lørdag den 18. marts. Her herskede der stor aktivitet på Give Sygehus. Give Sværgods var på plads med en stor 8-tons kran for at løfte en 5,5 tons tung generator ud af bunkeren i kælderen, hvorefter Rotary Gives netværk sørgede for at transportere generatoren til krigsramte Ukraine, hvor generatoren nu laver strøm i en by i det østlige Ukraine til en fjernvarmecentral, der blev ødelagt under en krigshandling i maj.  

Kedlen leverer varme til en central del af byen, hvor den er med til at skaffe varme til 84 ældreboliger, 4 folkeskoler, en teknisk skole, en kulturskole og et kulturhus,   

Dette er essensen i beretningen om dette unikke stykke velgørenhedsarbejde - og Give Rotary Klub blev lørdag på den baggrund hædret for det bedste internationale hjælpeprojekt i Rotarys distrikt 1450, da man lørdag holdt distriktskonference i Skjern.  

Den ‘arbejdsløse’ generator gør godt i Ukraine 

-Det var vores "transformation" af en arbejdsløs generator fra Give Sygehus til Østukraine, der var bevæggrund for hæderen, som gav "guldmedaljer" og 300 kroner til klubkassen, fortæller Børge Larsen, der er præsident i Rotary Give. 
Han kan ydermere berette, at hæderen blev ledsaget med følgende begrundelse:  

-Flot arbejde med at aktivere store, lokale sponsorer, god omtale af Rotary i medierne, samt fint samarbejde med den nærmeste Rotaryklub i modtagerlandet. Der var tale om en af de helt store, tunge gaver: Der blev doneret en kæmpestor strømgenerator på 1.200 Hestekræfter, der efter en lang rejse på ladet af en stor lastbil nu står i Østukraine, lød det blandt andet i begrundelsen. 

I sin takketale fremhævede Børge Larsen den store velvilje, Rotaryklubben havde mødt hos de lokale virksomheder. Det var blandt andet ejeren af det gamle sygehus, Give Elementer, Give Sværgods, Dansk Maskinmontage og vognmand Flemming Thisgaard. 

Foto: Repræsentanter fra Give Rotaryklub med ledsager fik en ”guldmedalje” om halsen, da Rotarys distrikt 1450 lørdag holdt distriktskonference i Skjern. Privatfoto