Gunnar Bank Jørgensen hædret med mindesten i Give Plantage 

Mandag den 13. Maj blev der afholdt en mindeceremoni for tidligere bestyrelsesformand i Give Plantage, Gunnar Bank Jørgensen. Ved samme lejlighed blev der afsløret en mindesten for den tidligere formand. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVE: Næste gang du er ude at motionere i vores smukke plantage i Give, har du mulighed for at se en helt ny mindesten, der er blevet sat op som en velfortjent hyldest til en af skovens og plantagens store skikkelser her på Giveegnen. 

Det er naturligvis Gunnar Bank Jørgensen, der er tale om. Han døde 1. juledag i 2022 efter et langt liv i skovens tjeneste og et langt liv som planteavlskonsulent. 

Det var bestyrelsen for Give Plantage, der havde sat den fine seance i værk, og i omegnen af 70 personer mødte frem i det fantastiske sommervejr for at være med til at hylde Gunnar Bank Jørgensen. 

Bestyrelsesformand Niels Uth fortalte om Gunnar Bank Jørgensen virke i bestyrelsen i Give Plantage. Foto: Søren Grunnet

 Var formand i 25 år

Her var det bestyrelsesformand Niels Uth, der indledningsvist fortalte lidt om Gunnar Bank Jørgensen virke i Give Plantages bestyrelse. Niels kunne blandt andet berette, at Gunnar sad 29 år i plantagens bestyrelse, heraf de 25 år som formand. Han kom i bestyrelsen i 1982 og stoppede i 2011, hvor han valgte at gå af som formand. 

Herefter var det de to tidligere bestyrelsesmedlemmer, Holger Hansen og Kristian Møberg, der afslørede mindestenen for Gunnar Bank Jørgensen. Mindestenen står nu på mindestenspladsen tæt på Jægerhytten.

Blandt de fremmødte var også Gunnar Bank Jørgensens hustru, Else, der i forbindelse med afsløringen af mindestenen også sagde et par ord.Else er afbilledet ved siden af mindestenen for sin mand på denne artikels forsidefoto.

Efter afsløringen blev de fremmødte taget ud på en hyggelig gåtur på cirka 2 kilometer i den østlige del af Give Plantage, og denne fine mindeaften blev så sluttet af med forfriskninger, da folk kom tilbage fra gåturen.  

Det var de to tidligere bestyrelsesmedlemmer Kristian Møberg og Holger Hansen, der fik æren af at afsløre mindestenen for Gunnar Bank Jørgensen. Foto: Søren Grunnet