Læserbrev: I får jo millioner! – nej, sådan hænger det ikke sammen
Foto:Kasper Juul-Schirmer, Øster Dørkenvej 12, skriver her et læserbrev, hvor han kommer med sit syn på processen omkring Energipark Give. Foto: Jim Hoff
Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev fra Kasper Juul-Schirmer, Øster Dørkenvej 12.angående Energipark Give og om hvordan han ser processen.
LÆSERBREV: Et ofte hørt argument i debatsporene er, at “I får jo også millioner ud af det” så I har ingen ret til at argumentere i debatten.
Nogle få har måske haft mulighed for en god handel – men for de fleste er det ikke store beløb, man flytter fra sit hjem med, efter lån og investeringer i boligen er dækket. Der er mange personlige årsager til, at man ønsker at sige ja til et tilbud. For nogle handler det om at komme videre, for andre om at slippe for vedligehold, eller måske om at tage hul på et nyt kapitel i livet. Vi føler, at processen med EuroWind har været saglig og professionel og kan ikke genkende et billede af trusler.
Nogle har også valgt at sige nej til et tilbud, hvilket også er grunden til at projektet har ændret form og antal af vindmøller er gået fra 14 i to rækker til 11 i en række. Projektet er nødt til at være defineret med alle grundejere inden for projektområdet, før kommunen kan tage stilling til selve projektet som helhed.
Det betyder også, at ejendomme som var indenfor projektet i første omgang ikke længere ligger inden for projektområdet. Det er jo sikkert ærgerligt for nogen, der havde indgået en optionsaftale, som ikke længere er gældende, og man her føler sig ramt, og nogen endda bliver modstandere af projektet.
Uanset årsagen til at man har sagt ja til at sælge, er det vigtigt at huske, at aftalerne er helt frivillige. Hver eneste grundejer har selv indgået sin aftale med projektudvikleren Eurowind. Kommunen har intet med de indgået aftaler at gøre, og det er alene op til den enkelte husejer, hvad der er den rette beslutning. Det er et valg, vi som borgere selv har truffet – og det valg bør respekteres.
Om nedrivninger og tal, der vokser i debatten
Et af de emner, som ofte bliver bragt op, er antallet af boliger, der skal nedrives i forbindelse med projektet. Her har nogle rundet tallene kraftigt op.
Det reelle antal i parken ligger på omkring 39-40 boliger – ikke 50 eller 60, som man enkelte steder har kunnet læse.
Samtidig er der omkring 5-6 ejendomme ud af de 39-40 boliger der er tomme og ubeboelige.
Thyregod Skole – myter og virkelighed
Et andet punkt, som ofte bliver nævnt, er bekymringen for Thyregod Skole. Der er blevet skrevet, at skolen vil blive hårdt ramt, når boliger forsvinder. Eftersom skolen allerede har oplevet en nedgang i elever fra ca. 430 elever i 2011 til ca. 190 elever i 2023, er det ikke et Energiprojekt, der er årsag til elevflugt.
En optælling viser, at i 2025 går kun halvdelen af de børn, som bor i området hvor boligerne tages ned, på Thyregod skole. Det drejer sig om ca. 5 stk., den anden halvdel går på andre skoler i kommunen eller Ikast-Brande.
Derfor er det ganske enkelt forkert at sige, at etableringen af Energipark Give vil have stor indflydelse på antallet af elever på Thyregod skole. Tværtimod tror jeg, de fleste rationelle mennesker tænker, at hvis der er billige byggegrunde og gode arbejdsmuligheder i området, vil det skabe en tilvækst i børnefamilierne.
Placeringen af vindmøller og grøn energi – nogen skal gå forrest
Der bliver ofte sagt, at man går ind for grøn energi og den grønne omstilling – men kun så længe det ikke lige bliver placeret i ens egen baghave. Men nogle er jo nødt til at give plads.
Placeringen her ligger op langs Hærvejs-motorvejen, som er tegnet mellem Give og Viborg og som med stor sandsynlighed bliver vedtaget efter 2030. Her har man hørt udtalelser fra både borgere og lokale politikere om, at den ikke kommer. Men vi skal lige være enige om, at det er noget der bestemmes på Christiansborg og ikke kommunalt. Faktum er at den forventning, og de streger der er tegnet allerede, har gjort vores ejendomme usælgelige.
Vi har personligt prøvet at have vores bolig til salg uden held, og hver gang er det spørgsmål omkring motorvejen, som stopper handlen. Oven i dette har vi ekstreme støjgener fra Givevej, som ligger 1400 m. fra vores hus. Her kører der dagligt 8.000 biler, heraf er de 1.000 lastbiler. Dette stiger med 500 biler om dagen/året. Forestil jer lige, hvordan det bliver om 10 år. Oven i det skal lægges Herning Motorvejen som også høres tydeligt.
Affolkning eller forandring?
Der tales også meget om “affolkning” – som om folk flygter fra området.
Men sandheden er, at mange af os, der bliver berørt, ønsker at blive i nærområdet. Her bor vores familie, venner og netværk, og mange ønsker, at børnene kan gøre deres skolegang færdigt her.
Forskellen på om der vil ske tilvækst eller afvikling er derimod de mange arbejdspladser, som mister konkurrenceevne og måske lukker, hvis ikke de får deres vedvarende grønnere strøm til bæredygtig produktion mm.
Der er eksempler på, at der rent faktisk kan ske en tilflytning til områder med energipark på grund af jobskabelse og lokale initiativer som skabes med hjælp fra den Grønne pulje. Se vedhæftet link her
En grøn fremtid med lokale gevinster
Noget, som alt for sjældent bliver nævnt, er de muligheder, projektet skaber for lokalområdet.
Gennem Den Grønne Pulje tilfører Energipark Give med den nuværende kapacitet knap 38 millioner til kommunen – penge, som vi lokalt kan få glæde af. Der kan blandt andet tilføjes millioner til emnerne som har været på borgermøderne, bl.a. genetablering af musikskolen, idrætstilbud i dagtimerne samt cykelsti mellem Kollemorten og Vonge og langs Givevej, bare for at nævne nogle få lokale projekter.
Nu er biogasanlægget taget af projektet for Energipark Give, som det er meldt ud fra politisk side. Det er vigtigt, at vi ser på løsningerne, som projektet yderligt kan bidrage med. Projektet kunne potentielt levere billig grøn fjernvarme til både Give/Thyregod og f.eks. næsten gratis varme til Thyregod svømmehal.
Hvad vil Give gøre om 5-10 år, når deres flisfyr er pålagt CO2 afgift og står for udskiftning? Var det ikke rart med en plan for billig fjernvarme – tænk hvad det kunne gøre ved huspriserne, hvis der kom billigere varme i rørene.
Det er en reel chance for at styrke vores lokalsamfund, ikke svække det.
















































