Læserbrev: Energipark Give er en trussel mod hjemmet og det fællesskab vi burde stå sammen om i Thyregod.

Redaktionen har modtaget hosstående læserbrev angående Energipark Give fra Marie Erner Duedahl, der bor i Sejrup.

Af Marie Erner Duedahl

LÆSERBREV: Når jeg slår ordet “hjem” op i den danske ordbog, hæfter jeg mig ved flere ting. Vores første tanke når vi tænker på ordet “hjem” er naturligt nok den bolig og de omgivelser, som man lever og ånder i, hver eneste dag. Men oprindelsen af ordet; det nordiske “heim”, der er beslægtet med det græske ord “kome” (=landsby) indikerer, at betegnelsen “hjem” også dækker over noget andet og mere end blot den bolig, vi har valgt at bosætte os i.

Hjemmet er en landsby - et sted hvor man indgår i et fællesskab med andre, i husstanden såvel som i lokalsamfundet. Der står også at “hjemmet” er et tilhørsforhold. Her er der altså tale om nogle mere komplekse fællesskaber. Hjemmet er ikke blot den bolig du bor i - det er en arv, en kultur, en afgørende faktor for måden du er i verden på.

For langt de fleste af os har ordet “hjem” en særlig betydning. Vi kan alle lukke øjnene og se det for os. Vores trygge base - køkkenet der dufter af kaffe; haven, hvor solsorten sidder og synger på grenen; barndomshjemmet, der har formet os og gjort os til den vi er. Sådan har jeg det også. Jeg er født i Thyregod, jeg er vokset op under egetræerne i Enkelund på min fars fødegård - et landbrug, der går tre generationer tilbage. Her har mine bedsteforældre og oldeforældre boet og levet før os.

Som så mange andre, flyttede jeg som ung til Aarhus med en forventning om aldrig at vende tilbage hertil. Jeg havde nogle dejlige år i byen, hvor jeg gik på universitet og mødte min mand - men da vi ventede vores første barn, besluttede vi os for at flytte tilbage. Vi tog hjem. Sådan havde jeg det - jeg savnede markerne og skovene, dyrelivet og den stjerneklare nattehimmel. Jeg ville gerne give mine børn det jeg selv havde haft. Jeg blev klar over det var vigtigt for mig, at forstå hvordan man er en del af en slægt, en historie – et fællesskab på tværs af tid.

Vi fik muligheden for at overtage min farmors ejendom i Sejrup; et dejligt gammelt husmandssted, med høje bøgetræer og en vidunderlig have, som mine bedsteforældre har brugt utallige timer på at anlægge, og hvorfra jeg har mange af mine barndomsminder. Jeg fik følelsen af, at jeg ved at flytte tilbage til det sted hvor jeg stammer fra, fandt en mening med tilværelsen, jeg ikke havde reflekteret over før. Jeg var forbundet med jorden og menneskene omkring mig.

Når vi i dag kører rundt i området, spørger mine børn mig ofte om, hvem der bor i det hus, eller det hus - og jeg kan svare dem, at der bor Tove og Karsten, og derinde boede Margit, og derovre boede Sofie, som jeg gik i klasse med da jeg var en lille pige. Vi er en del af en fælles fortælling og det gør, at jeg føler mig hjemme her på en måde, der ikke blothandler om det hus jeg bor i.

Sådan havde jeg det.

Inden for de seneste 2 år er der noget, der har ændret sig. I 2023 blev Energipark Give ApS oprettet som et datterselskab til Eurowind Energy, og med den lokale landmand, Simon Salling Syrik, som angivet direktør. Virksomheden dækker over et potentielt VE-anlæg, der er gået fra at omfatte et mindre biogasanlæg på Vejlevej lidt udenfor Give, til nu at bestå af hhv. 11 180-185 meter høje vindmøller, 150-200 hektarer solceller, samt et biogasanlæg der skal levere op til 1.000.000 tons om året, svarende til langt over 300 lastbiler i døgnet, der skal køre frem og tilbage på vejene i området.

Med den nuværende placering af VE-anlægget betyder det, at alt det jeg indtil nu har kaldt hjem, står til at blive forandret til uigenkendelighed. En placering, som i det omfang energiparken udfolder sig, resulterer i at mere end 40 ejendomme skal jævnes med jorden. En placering, hvor, hvis man medregner berørte ejendomme, der lovmæssigt har krav på erstatning som følge af forventede gener forbundet med anlægget, indbefatter 130 ejendomme i området, der står til potentiel fraflytning og affolkning.

Et markant højere antal ejendomme end de hidtil planlagte VE-anlæg rundt omkring i landet, hvor der typisk max har været 1-5 huse, der skulle nedlægges i forbindelse med et projekt.

Sådan som det ser ud lige nu, står hele Enkelund til at forsvinde. Her ligger de 40 ejendomme, som skal væltes. Derudover får det fatale konsekvenser for Dørken, som moderselskabet Eurowind er i fuld gang med at opkøbe - og for Sejrup, som skal leve med synet af og støjgenerne fra de 11 kæmpevindmøller, der skal sættes op ca. 1,5 kilometer fra vores lille landsbysamfund.

Men det er ikke kun Enkelund, Dørken og Sejrup det her kan få konsekvenser for. Det er hele lokalsamfundet, der er i opbrud. Med et VE-anlæg i denne størrelsesorden vil det i særdeleshed også få betydning for Thyregod - en betydning, der kommer til at række langt ud over de føromtalte gener, som er direkte forbundet med projektet.

Området står overfor en potentiel affolkning, der hurtigt kan komme til at indebære flere end de 40 ejendomme, der skal nedlægges. Boligmarkedet går i stå, så de ældre, der gerne vil herfra, er stavnsbundne til deres huse, og den nye generation, der gerne skulle overtage ejendommene, finder andre steder hen. Det kan få betydning for vores skole og daginstitutioner, for vores foreningsliv og indkøbsmuligheder i Thyregod.

Mest af alt får det betydning for følelsen af at være en del af et fællesskab. Jeg sidder her i Sejrup og føler mig hjemløs. Når jeg ser ud i min have, går en tur i skoven, eller kører rundt i området. Når jeg spotter en sjælden plante- eller dyreart i vores enestående natur, når jeg handler i Brugsen, eller når jeg besøger mit barndomshjem. Ting,der tidligere har fået mig til at føle mig som en del af en samhørighed og et fællesskab, gør mig nu trist til mode. Jeg bliver konstant mindet om, at lige om lidt, forandrer alting sig, og det fylder mig med frygt og med en følelse af afmagt.

Jeg ved, at der også er folk i området der er for projektet og som gerne vil se muligheder, men jeg kæmper ærlig talt for at få øje på dem. Bortset fra en grøn pulje, som måske kan generere et par bord-/bænkesæt og en bålhytte langt ude i fremtiden, har jeg svært ved at se hvordan nogen, udover Eurowind, deres lokale direktør og de lodsejere der har lavet salgsoptioner på deres ejendomme, har noget at vinde ved det her.

Der bliver talt om industriel vækst og nye potentielle arbejdspladser, men hvilken pris er vi villige til at

betale for det? Den grønne omstilling er kommet for at blive, og jeg er bestemt ikke imod vedvarende energi, men jeg er imod omfanget af dette specifikke anlæg, der bliver det hidtil største Ve-anlæg i Danmark, hvad angår antal berørte ejendomme. Jeg er imod måden det foregår på - hvor størstedelen af planlægningen og forhandlingen foregår bag lukkede døre, hvor der bliver underskrevet tavshedsklausuler, der forhindrer folk i at tale sammen, og hvor os der bliver tilbage er overladt til os selv og skal leve med de konsekvenser energiparken efterlader os med.

Der er flere af vores naboer, der allerede nu taler om at leje deres huse ud og flytte andre steder hen, hvis det her projekt bliver til noget. Men jeg ser det ikke som en mulighed at flytte - ikke endnu i hvert fald. Det her er mit hjem, og det vil jeg gerne kæmpe for at det skal blive ved med at være. Jeg er stolt af at være vokset op her, stolt af at være en del af det fællesskab vi står for i Thyregod.

Når vi står sammen er vi stærke, og jeg håber inderligt ikke, at en profitorienteret milliardvirksomhed og deres lokale direktør skal splitte vores fine og dyrebare fællesskab ad. Vi må i den forbindelse spørge os selv, om Energipark Give virkelig skal have lov til at udgøre så markant en trussel for det vi i Thyregod og omegn kalder for “hjem”.