
Nørrrrj – det er for børn: Masser af aktiviteter i midtbyen til Kunst- & Skulpturby-Festival
Foto: Gode folk fra Fairyworks er på plads den 4. juni med en energi-legeplads for børnene, og her er der mange forskellige aktiviteter, man kan kaste sig over. PR-foto
Det kan kun beskrives som et rent slaraffenland for byen og områdets børn, når der den 4. juni inviteres til Kunst- & Skulpturby-fest i bymidten. Her kan du læse om 3 af aktiviteterne, nemlig Fremtidsspejlet, Gule Gurle og energi-legepladsen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
LEG OG HYGGE: Der er masser af aktiviteter på plakaten, når der inviteres til Kunst- & Skulpturfestival i Give den 4. juni – og naturligvis er der sat en del sjove ting på plakaten, som decideret henvender sig til børn og unge.
Klokken 15.00 til 15.45 er der gadeteater med Gule Gurle omkring i gaderne. En vaskeægte energibombe bygget af godt humør og listige løjer. Hun er i dagens anledning energiens klovn!
Gule Gurle er en finurlig, fantasifuld og sprudlende klovn, der svæver gennem gaderne og spreder smil og godt humør. Med sin vindmølle på ryggen bruger hun ren, god energi til at flyve afsted – og måske lader hun dig prøve kræfter med at skabe energi på din egen måde!
Fremtidsspejlet – leg med kunstig intelligens
Så er der også konceptet Fremtidsspejlet, hvor man i Vestergade kan tegne, bygge og lege med AI (kunstig intelligens) - et AI-værktøj til visuel og poetisk historiefortælling.
Her kan man bygge ting og skulpturer – og skabe visuel og poetisk historiefortælling – som sagt i herligt samspil med AI-teknologi.
Det er gratis at bruge og vil både spejle og forvandle dine prototyper til spekulative billeder af fremtiden, der tilskynder til legende læring og praktiske eksperimenter. Det er både en gratis app og et workshop-koncept, der har til formål at udfordre dystopiske ideer gennem kunst, teknologi og leg.
Man kommer ikke til at stå helt alene med de her spændende ting, idet Thomas fra Vejle Bibliotekerne guider og hjælper.
Fremtidsspejlet finder man i Vestergade, og her kan man kombinere fri fantasi med kunstig intelligens på kreativ og spændende vis. Foto Jim Hoff
Kan man lege sig til energi? Jeps!
Så vender vi kompasset mod Østergade, hvor der fra klokken 16.00 til 18.45 vil være en såkaldt Energi-legeplads, hvor det helt i ånden fra dagens tema handler om at skabe energi med kroppen!
Her kan du komme og være med på en legeplads, der er fyldt med energi! Gennem dans, bevægelse og leg skaber vi energi – både den, der får os til at smile, og den, vi mærker i kroppen.
Mike og Signe Marie fra Fairywork har fyldt pladsen med sjove redskaber og rekvisitter, der inviterer til leg og bevægelse. Prøv kræfter med dans, sjipning, kapløb, hula-hop, jonglering og balancelege. Udforsk diabolo, devilsticks, tallerkener på pind, stram line og meget mere.
Valgsproget for dette koncept hedder: Sammen skaber vi energi – kom og vær med! Og det gælder jo ret beset hele dagen.