
Win-win: Lokale fodboldhold rydder op efter Kunst- & Skulpturfestival og tjener penge til udlandstur
I år står der en flok friske unge mennesker klar til at rydde op på Torvet, når den årlige sommerudgave af Kunst- & Skulpturfestivalen er overstået kort før klokken 20.00. Det er Give Fremad U14-drenge og piger, der står klar med kost og fejebakke, og hvordan det hænger sammen, får en forklaring på her.
Af Jim Hoff – jimjoff@voreslokalavis.dk
DE SEJE UNGE: Hvad gør man lige, hvis man som fodboldklub ønsker at sende sine unge fodboldpiger og drenge i U14-rækken på et spændende fodboldrelateret udlandseventyr? For den slags koster jo sjove penge, og det er ikke lige alle klubkasser, der som en vis ulveglad naboklub mod nord har snablen nede i Danmarks rigeste mands pengekasse.
Nuvel, så må klubbens spillere jo bare smøge ærmerne op og finde nogle jobs, der kan være med til at generere penge til holdets kassebeholdning.
- Børn og forældre har selv ydet en kæmpe indsats for at det lykkedes. Udover en lille egenbetaling er der blevet tjent penge ved bl.a. hjælp med at pakke kager på Dan Cake, salg af julelodder for Lions Club, afhentning af juletræer for Give Handelsstandsforening osv. Virkelig godt arbejde, lyder der anerkendende på Give Fremads Facebook-side.
Her har vi så U14-pigerne med deresa træner, Dag Hansen. Privatfoto
Fantastisk fodboldeventyr i Cruyffs hjemland
Det betyder, at U14-talenterne med trænere og ledere i april kunne drage til Holland på fodboldtur, og det var noget, der tog kegler hos de unge.
- Vores U14-drenge og piger havde en fantastisk tur til Holland. Pigerne og drengene har de sidste uger her efter fodboldturen gået rundt med det helt store smil på, for turen til Holland bød på masser af fodbold og fællesskab, så der er blevet hygget på kryds og tværs.
- Vi er super glade for i klubben, at vi igen har fået vores udenlandstur sat på årsplanen - at kunne sende vores U14-hold afsted på sådan en tur betyder meget for os, lyder det printet med begejstrede bogstaver på Facebook-siden.
Først bold i Holland – og så skal der ryddes op
Nu venter der så de unge mennesker en lille opgave her den 4. juni i forbindelse med Kunst- & Skulpturdagen i Give, hvor de har fået en oprydningstjans i regi af Give Handel & Erhverv.
- Selvom vi her i Give er dejligt vant til, at vore gæster rydder pænt op efter sig selv, vil der jo altid være lidt, der skal ordnes til sidst. I år har vi lavet en Win-Win-løsning på denne opgave. Vores energiske U14-fodboldhold kunne godt bruge et bidrag, da de i foråret tog på tur til Holland.
- De ville også gerne give GHE lidt hjælp. Så de to foreninger gik hånd i hånd, og GHE donerede penge til udlandsturen, og nu siger fodboldpigerne og drengene så tak for det ved at hjælpe med oprydningen, fortæller Hanne Lund, der som bekendt er formand for Give Handel & Erhverv.
Give Fremad U14-drenge med trænerne Jesper Uth og Martin Sølund. Privatfoto