
100 hundredkronesedler fra Den Jyske Sparekasses Fond til FREM Thyregods 100-års jubilæum
Foto: Lars Bodholdt, der er filialdirektør i Vestjysk Bank i Give, overrækker her FREM Thyregods formand Søren Laursen en check på 10.000 kroner fra Den Jyske Sparekasses Fond i anledning af foreningens 100-års jubilæum. Foto: Jim Hoff
I forbindelse med sportsforeningen FREM Thyregods 100-års jubilæum blev der udgivet en flot jubilæumsbog skrevet af Mathias Arico. For at få dette projekt op at køre donerede Den Jyske Sparekasses Fond 10.000 kroner til det fine formål.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE FORENINGSLIV: Det er jo ikke lige hver dag, en sportsforening fylder 100 år, men i år var det kommet så vidt for den lokale forening FREM Thyregod, der altså slog dørene op mellem 1. og 2. verdenskrig i 1925.
I anledning af det fine jubilæum blev der afholdt en stor fin jubilæumsfest med flot opbakning og masser af folk i hallen og efterfølgende ude på det smukke stadion i Thyregod, hvor det summede af liv og fodbold i alle aldre.
At holde jubilæumsfest i samme forbindelse at få lavet en flot jubilæumsbog koster jo ikke gratis, selvom vi befinder os i moms- og toldfrie Jylland, smiley, så der blev søgt penge fra forskellige fonde osv., og her bød Den Jyske Sparekasses Fond ind med 10.000 kroner, som er blevet brugt på at få den føromtalte jubilæumsbog realiseret – selvfølgelig med den lokale foreningsildsjæl, Mathis Arico, som forfatter.
Bankbog med 10.000 kroner
Torsdag den 12. juni var filialdirektør fra Vestjysk Bank Lars Bodholdt så på plads på Thyregod Stadion sammen med FREM Thyregods formand, Søren Laursen. Det handlede ikke om en 1:1-kamp på stor bane mellem de to herrer, der jo begge kan se tilbage på en ganske flot fodboldkarriere i de lokale serierækker, men derimod om den officielle overrækkelse af checken på de 10.000 kroner.
- Vi støtter meget gerne de her gode lokale tiltag, og det er jo oplagt at støtte tilblivelsen af så fint et projekt som en jubilæumsbog. Vi har tidligere støttet både svømmeklubben og tennisklubben her i Thyregod, for vi synes, det er vigtigt, at vi er med til at holde gang i foreningslivet i vores byer her på egnen, siger Lars Bodholdt.
Det er fremstillingen af denne fine bog, skrevet af Mathias Arico, som de 10.000 kroner er øremærket. Foto: Jim Hoff
Nemt at søge
Søren Laursen er naturligvis taknemmelig for de gode penge på foreningens vegne, og han fortæller også, at det faktisk var en ganske overskuelig og enkel proces at søge om pengene via Vestjysk Banks hjemmeside, hvor man finder link til Den Jyske Sparekasses Fond.
- Det fungerer superfint, og alt i alt brugte vi vel en halv time på at få søgt midler på Den Jyske Sparekasses Støttefond. Nemt og hurtigt – og fedt at vi fik penge, lyder det fra Søren med et stort smil.
Søg endelig
Lars Bodholdt pointerer, at foreninger osv. er hjerteligt velkomne til at søge midler til gode lokale formål hos Den Jyske Sparekasses Støttefond. - Vi er en lokal bank, som meget gerne støtter gode lokale formål, så man skal endelig bare gå ind på Den Jyske Sparekasses Støttefond og søge om midler, lyder opfordringen fra Lars Bodholdt.
Som det står beskrevet på støttefondens hjemmeside, er det fondens formål at støtte velgørende og almennyttige formål i det tidligere Den Jyske Sparekasses virkeområde.
Senest har man tildelt Skulpturby Give 10.000 kroner i anledning af foreningens jubilæum og den deraf følgende fremstilling af det nye katalog, hvor man præsenterer foreningens historie og de mange skulpturer.