Fjerleg for de mindste: Give Badminton udbyder “mini-ton” til næste sæson 

Give Badmintonklub er klar med et nyt tiltag, når sæsonen starter igen i september 2024. Her handler det om fjerleg for de allermindste i aldersgruppen 4-6 år. Og tag endelig bare far og mor med.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

FORENINGSLIV: Thomas Klinke fra Give Badmintonklub har fået en god idé. Han er i det daglige træner for klubbens niveau 1-hold, og her har han oplevet, at der til træningerne ofte er nogle yngre søskende med sammen med spillernes forældre.  

- Det er mindre børn fra årgang 4-5-6 år, vi her henvender os til, og så var det jeg tænkte, at de jo faktisk lige så godt kunne være med til at spille badminton. Derfor udbyder vi nu et koncept, hvor vi har fokus på den mere legeorienterede badminton. Da vi oplever en rigtig god forældreopbakning til niveau 1-børnene, tænker vi, at det ligger lige til højrebenet, at vi inddrager forældrene i træningen, så vi er flere hænder til at håndtere de helt små, fortæller Thomas.  

Fokus på leg og socialt samvær 

Det er håbet, at man ved at få fat i de helt små spillere kan rekruttere flere ungdomsspillere på sigt til klubben, og at man ved at aktivere spillerne gennem badmintonleg, kan give dem lysten til at fortsætte med badminton. 

-Der vil være fokus på badminton, leg, læring og socialt samvær med venner og ældre klubkammerater, og vi henvender os primært til børn fra årgang 20, 19 & 18 inklusive forældre, medvirkende eller på sidelinjen. Mens niveau 1 spillerne er i den ene ende af hallen, vil de nye miniton-spillere husere i den anden ende. 

Plads til alle 

Der vil være udgangspunkt i hver enkelt spillers niveau i forhold til træningen, og de 45 minutter / 1 times badminton vil indeholde træning med plads til alle. Der vil både være uddannede trænere og forældre til stede. 

-Timingen er ikke 100% lagt endnu, men det bliver det tidlige eftermiddagshold og opstart ultimo august. Det bliver mandage fra klokken 16.15/1630–17:15, oplyser Thomas Klinke.  

Klubben vil komme med mere faktuelle oplysninger om det nye badmintontiltag op til sæsonstarten efter sommerferien.