Fra dyb skuffelse til dæmpet jubel: Give er i playoff takket være Fredericia

Forstenede ansigter, frustreret kropssprog og hængende skuldr. Det var det gennemgående billede af spillerne fra Give Fremad søndag klokken 16.05. Her førte gæsterne fra Broager med vanvittige 5-0, og alt lignede bullshit set med grønne briller. Men så skete der noget i Egen. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

FODBOLD: Efter 65 minutters spil i ‘finalebraget’ på Waldstadion i Give lignede et en regulær nedsmeltning for Gives jyllandsseriehold. De var bagud 5-0 efter fem (!) personlige fejl i en dyst, der kunne blive afgørende for muligheden for at få en playoff-kamp til JS 1.

Samtidig førte Gives direkte rival i kampen om 2. pladsen 1-0 hjemme over Fredericia, så lyset var i den grad slukket på det regnfulde stadion på dette tidspunkt.  

Fredericia reddede Gives nederste del af ryggen

Men så skete der ting og sager i Egens kamp hjemme mod nedrykningstruede Fredericia. Pludselig førte gæsterne 2-1, og så var Give home safe uanset kampens resultat på Waldstadion.  

Give fik pyntet lidt på resultatet med scoringer af Magnus Bitsch og to kasser af indskiftede Jakob Kristensen, men selv om Give så på en eller anden facon stod som ‘sejrherre’ efter kampen, var det godt nok en rædderlig præstation af de grønne.  

Egentlig havde hjemmeholdet ok kontrol over kampe i 1. halvleg, men to markante personlige fejl kostede 2 mål imod af et uhyre skarpt og effektivt gæstehold, der kom til Give med kniven for struben og krav om 3 points for at have en overlevelsesmulighed i rækken. 

Dybt skuffet over indsatsen 

-Jeg føler, at vi efter en god pausesnak kommer ud med god tro på, at vi kan vende det her. Men så går der 3 minutter, ny stor fejl – og så var vi nede med 0-3. Herefter var der helt blackout; flere fejl 3 dumme og helt unødvendige gule kort, og nede med 5-0 med 25 minutter igen, kunne vi godt se, at det her slag var tabt. Heldigvis klarer Fredericia så skærene for os, men jeg er dybt skuffet over indsatsen i dag, og ret beset fortjener vi ikke en playoff efter sådan en præstation, konstaterede en meget afklaret Givetræner, Kasper Bach-Jensen, umiddelbart efter kampen. 

I Broagerlejren var man dybt skuffede over, at man stod med en 5-3 sejr over et tophold på udebane efter sæsonens bedste præstation, men alligevel må tage turen ned i serie 1. Sønderjyderne skal også krediteres for en velkomponeret kamp, hvor de forstod at udnytte de mange personlige fejl, som Givespillerne dyngede ned over dem.  

Magnus Bitsch var Gives bedste med en energisk og stærk indsats. Foto Jim Hoff

Bitsch klart bedst 

Hos Give stod Magnus Bitsch bedst i billedet med en energisk og indsats, både i front og på midtbanen. Fint indhop af Pelle Rasmussen, der også kom med en kuffert fuld af gejst, og så kredit til den lyskeskadede topscorer Jakob Kristensen, der kommer ind og scorer to mål - eneste minus det gule kort han henter efter et rigtig Vinnie Jones-frispark i det 56. Minut. Mathias Mortensen i forsvaret spillede også en fornuftig kamp.  

Nu venter så en ny opgave på de grønne - og her sal der steppes op, ret meget endda.  

-Man står jo her og svæver mellem skuffelse og glæde. Vi må jo aldrig tabe til et hold som Broager og lukke 5 mål ind. Banens beskaffenhed kan vi ikke bruge som undskyldning. Nu ser vi frem mod playoff-kampen lørdag - modstanderen kender vi ikke endnu, men uanset hvem vi møder, så skal der helt, helt andre boller på suppen, understreger Kasper Bach-Jensen.  

Du kan se en masse fotos fra kampen lige HER

Pelle "Robin" Rasmussen kom på banen i 2. halvleg og leverede en rigtig fin indsats. Energisk og pågående. Foto: Jim Hoff