Give tilbage på 2. pladsen efter stram men fortjent 1-0 sejr over Bramming

Magnus Bitsch blev match winner for Gives jyllandsseriehold i topkampen tirsdag aften mod Bramming. Med 1-0 sejren er Give igen tilbage på 2. pladsen og dermed the best of the rest i jagten på suveræne EfB. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk 

FODBOLD: Det var rækkens nr. 3 og 2, der torsdag aften krydsede klinger på Waldstadion. Give kunne med en sejr over Bramming generobre rækkens 2. plads, og efter 5-0 lussingen i Esbjerg mod EfB i torsdags var det også en del af missionen at rejse sig og komme tilbage både på pointtavlen og rent spillemæssigt.  
Begge dele lykkedes dels via Magnus Bitschs sejrsmål og via 70 gode minutter, hvor hjemmeholdet skabte den portion chancer og muligheder, der retfærdiggjorde at de tre points havnede i Givelejren. 

- Vi spiller godt og er i fin kontrol, frem til vi kommer foran 1-0. Det er cirka 70 minutter, hvor det ser fint ud. Men efter målet kommer vi for langt tilbage på banen og bliver lidt for passive. Vi lukker her Bramming unødvendigt ind i kampen, og de er tæt på at udligne til sidst, hvor de sender et frispark på stolpen. Bolden ryger så heldigvis ind i favnen på vores keeper Anders Hauge. Men det kunne være gået galt. For Bramming får også andre muligheder, siger cheftræner Kasper Bach-Jensen.  

Anders Hauge var tilbage i Givemålet og leverede en fin indsats med et par gode redninger og gode tiltag i opspillet i fase 1. Foto: Jim Hoff

Fortjent og lidt heldig sejr 

Han kunne dog også se sit eget mandskab misse et par gyldne muligheder i 1. halvleg, hvor både Jakob Kristensen og Magnus Bitsch havde pæne muligheder for at score. Give fik også et mål annulleret i starten af kampen, hvor dommertrioen dømte et frispark til Bramming-keeperen i en klassisk fifty-fifty duel. 

- Alt i alt rigtig dejligt med en sejr, og fedt vi lige slår rækkens nr. 2. VI leverer fint på bolden, og det er ganske fortjent (og lidt heldigt), at vi vinder kampen. Magnus Rasmussen spiller en rigtig fin kamp på midtbanen i dag og bliver fortjent kåret til Man of The Match. Vores keeper Anders Hauge leverer også en fin indsats. Han er god med fødderne og gør det fint i vores opspil og har også et par fine redninger. Nu har vi kamppause frem til den 22. september, hvor vi kan få de skadede spillere gjort klar, og det ser vi frem til, siger Givetræneren. 

Midtbanespilleren Magnus Rasmussen blev kåret til Gives Man of The Match efter en stærk præstation. Foto: Jim Hoff

The best of the rest 

Han har også roser til Kasper Larsen og Mathias B. Mortensen i bagkæden, ligesom Kasper Bach-Jensen også roser bredden i truppen, idet de tre indhoppere Lukas Flensborg, Frederik Lyhne og Malthe Pedersen alle leverer nogle fine indhop.  

- Vi fik med sejren og præstationen her i aften vist, at EfB-kampen var en smutter. Nu kan vi koncentrere os om at placere os som ‘the best of the rest’ - og så skal vi forsøge at drille suveræne EfB på 1. pladsen, alt det vi kan – gerne med en sejr over dem, når de kommer her til Give til oktober, konstaterer Givetræneren.