Lokale styrkeløftere: Det handler om fysisk og mental sundhed – og en god 3. halvleg 

Martin Dahm og Rune Elbek fra Give er begge rutinerede styrkeløftere, og de er just vendt hjem fra DM med sølvtøj i tasken og medaljer om halsen. De drømmer begge om EM og VM, men frem for alt handler deres træning om fællesskab og fysisk og mental sundhed. Og de vil begge gerne slå et slag for en sport, der er langt mindre ‘farlig’ end nogle folk tror.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

DET SUNDE LIV: Onsdag aften cirka klokken 19.30. 2 friske gutter lidt på den anden side af 40 år i en vaskeægte ‘man cave’ i Torvegade. Her residerer Martin Dahm med sin familie, og den føromtalte man cave har han bygget om til et træningslokale, hvor han mødes med sin faste træningsmakker Rune Elbek.  

Det handler om sportsgrenen styrkeløft, hvor man træner og konkurrerer i tre discipliner squat, bænkpres og dødløft. Rune har dyrket styrkeløft on and off, siden han i starten af 20’erne, altså godt 20 år. Han var til sit første stævne i 2005, og var her tilknyttet en klub i Aarhus, mens han fuldførte sine studier.  

Dårlige knæ: Styrkeløft afløste løbeturene 

Martin gik for alvor ind i styrkeløft i 2017, hvor han blev fast træningsmakker med Rune. Inden da var Martin en passioneret løber, men da knæene begyndte at sige fra, skulle han finde en anden motionsform, og det blev så styrkeløft.  

-Det kan for nogle måske lyde paradoksalt, at man så kaster sig over styrkeløft, når der er bøvl med knæene efter korsbåndsoperationer og fjernelse af menisk osv., men ret beset er denne sportsgren ikke så belastende for leddene, fordi det foregår under kontrollerede former – og fordi man skal have hovedet med, pointerer Martin.  

Det er som sagt ham, der ligger lokalt træningslokale til, hvor han og Rune træner 3 gange fast om ugen, ligesom de også er i Vejle en gang om ugen i deres nye klub. AK Odin, der holder til i Idrættens Hus i Vejle. Her har de to Givegutter fået en varm velkomst, og her kan de så også træne og sparre med ligesindede. 

 

Rune og Martin klarede sig rigtig flot til DM i styrkeløft i Masters 1-klassen i Randers den 6.7. april. Privatfoto

For højt blodtryk: Smed lige 15 kilo 

I januar 2024 lukkede den klub i Aarhus, som vi med medlemmer af. Vi startede så op her i Give i december 2023, men det endte så med, at det blev hos AK Odin i Vejle, at vi fandt vores klubtilhørsforhold, fortæller Rune og Martin. 

De deltog begge i DM i styrkeløft i Randers i weekenden 6.-7. april, hvor de begge stillede op i Masters 1-klassen, der er målrettet styrkeløftere fra 40 til 50 år. Både Martin og Rune deltog i 93 kilos-klassen. 

-Jeg stillede tidligere op i 105 kilos-klassen, men da jeg fik konstateret for højt blodtryk, smed jeg 15 kilo for mit gode helbreds skyld. Vi bliver jo vejet, ligesom bokserne, inden vi stiller op til konkurrence, så det handler om at være knivskarp på vægten i ugerne og dagene op til konkurrencerne, fortæller Rune med et stille smil.  

DM-guld og DM-rekord til Givegutterne 

Det er 4. gang, at Martin stiller op til et DM, mens Rune i en periode over 15-20 år har været til DM lidt over 10 gange. 

Og de to herrer leverede på højt niveau, idet Martin fik guld i disciplinen squat (han har vundet squat-disciplinen de sidste 4 år) og bronze i dødløft. Rune hentede guld og leverede derudover også en DM-rekord, idet han løftede 168 kilo. Det er Runes 3. DM-rekord – og så fik han da også lige bronze i squat. 

-Man bliver da sådan lidt småhøj over det, når det går så godt. Vi bruger trods en del timer på den sport her og er også ambitiøse omkring det. Så når det ender med DM-medaljer og rekorder, så er det bare ekstra fedt, lyder det samstemmende fra de to herrer. 

 

Martin Dahm hentede guld i yndlingsdisciplinen squat og bronze i dødløft. Privatfoto

Familievenlige træningstider 

Apropos tidsforbruget i træningslokalerne, så træner de to guldvindere 1 ½ til 2 timer pr. gang, og så har de også en hyggelig og afslappende 3. halvleg. De træner bevidst om aftenen klokken 19.30, så det ikke går ud over familietiden med børnene, og når de tager til Vejle for at træne i AK Odins lokale, så starter de typisk mellem 7.00 og 8.00.  

-Med de her træningstider så går vores træning ikke ud over familielivet, og det er jo det gode ved den sport her, at vi kan være fleksible og selvbestemmende mht. træningstider. Og det at vi altid er to, der træner sammen betyder også, at vi kan holde øje med hinanden, og guide og hjælpe hinanden rent teknisk, fortæller Rune og Martin, der har et fast ritual med at høre en fed omgang old school heavy metalmusik, mens de træner i kælderen på Torvegade. 

De forsøger at kombinere styrkeløftene med kredsløbstræning, og det er mest i form af nogle ture på spinningscyklen, idet især Martins knæ ikke kan klare løbeture mere.  

-Vi burde måske nok gøre lidt mere ud af konditionstræningen, der gør også noget godt for kroppen generelt, og som vi kan profitere af som styrkeløftere, men ok, det er jo nok mest selve styrkeløfttræningen, vi tænder på. Og et styrkeløft varer altid under 10 sekunder, så vi kommer ikke til at lide af iltmangel i blodet, konstaterer Martin.  

Coronaen blev startskuddet til træningsrummet i kælderen 

Det lille hyggelige træningsrum blev etableret i forbindelse med coronaepidemien, og nogle af Martins naboer og bekendte kigger da også af og til forbi for at træne lidt med. Rune fandt også ned i Martin træningskælder i forbindelse med coronaen.  

-Tidligere havde jeg også mit eget træningslokale derhjemme, men da jeg så begyndte at sælge specialøl (Ølhandleren startede op i 2013, red.), solgte jeg det meste af mit træningsudstyr for at få plads til de mange øl, der fik lagerplads i det tidligere træningsrum, og så måtte jeg finde andre træningsmuligheder, siger Rune.  

 

Rune Elbek satte DM-rekord i bænkpres i Masters 1, da han løftede 168 kilo - og hentede samtidig DM-guldet hjem i disciplinen. Privatfoto

Stor tilfredsstillelse at se træningen bærer frugt 

Der er flere ting, ud over den altid hyggelige 3. halvleg, der motiverer Martin og Rune til at træne styrkeløft.  

-Det giver et stort kick, når man gør virker, og det er en stor tilfredsstillelse at se fremgang, at se at træningen bærer frugt. Man sætter sig hele tiden nye mål, og når man når i mål med de ting, så er det en stor tilfredsstillelse. Der ligger også noget godt i, at man kan gå til indvejning og overholde de 93 kilo. Det i sig selv er jo også en løbende målsætning, der er god at overholde, lyder det fra Rune og Martin.  

-Det er også ganske simpelt at gå til, og man opnår hurtigt resultater, tilføjer Martin, mens Rune understreger, at han tydeligt kan mærke, at hvis han træner mindre, så kommer regningen - både fysisk og mentalt.  

 

Når træningen er slut i kælderen på Torvegade, så står der 3. halvleg på programmet - og her hygger Rune og Martin sig med en god snak og lidt kaffe og kage, og måske en kold sodavand, eller noget i den retning. Foto: Jim Hoff

Knæbøj, kaffe og kage – ja tak! 

-Det her handler for os både om den fysiske og den mentale sundhed, og så vil vi rigtig gerne hamre en tyk pæl gennem alle de fordomme, der er forbundet med styrkeløft. Der er sådan en generel forskrækkelse omkring sporten, men det her handler altså ikke om de her ”Schwarzenegger-klicheer” om, at man skal stå skåret i granit og alt det der. For os handler det om at være en del af en sund sport, at have en god fritidsbeskæftigelse, hvor der ud over dødløft, squat og bænkpres også er plads til kaffe og kage og en god snak efter træningen.  

-Det her er ikke en farlig sport. Hiv gerne fat i os, hvis I er blevet nysgerrige på styrkeløft. Vi hjælper gerne folk i gang med guidning og inspiration, vi har begge trænererfaring fra tidligere, så sig bare til, vi er klar, lyder opfordringen fra Rune og Martin.  

Næste mål: EM og VM i 2025 

Selv om de to friske unge mænd storhygger sig med deres sport, så er de også gode til at bevare seriøsiteten og ambitionerne omkring deres løfterige sport. Nu er de lige kommer hjem fra DM i Randers men taskerne proppet med sølvtøj, og nu har de rettet kikkerten ind mod de næste store mål i deres flotte karrierer som styrkeløftere.  

-Vi drømme om at stille op til både EM og VM i 2025. Vi er faktisk kvalificerede via vores resultater ved DM, men da det her er en amatørsport, er der en ret stor egenbetaling, som vi lige skal magte. Men vi vil da være stolte over at repræsentere Danmark ved et EM eller et VM, og det handler jo også om, at man skal gøre det her, mens man kan og har mulighederne - så det er noget vi arbejder seriøst med at få til at falde på plads, lyder det fra de to lokale DM-vindere med smil lige så brede som de vægtstænger, som de med stor elegance og styrke håndterer i den guldgivende man cave på Torvegade.  

Faktaboks fra DM i Randers

Til DM løftede Rune:

Squat 1. forsøg 180 kg. 2 forsøg 187,5 kg. 3. forsøg missede 195

Bænkpres: 1. forsøg 155 kg. 2. forsøg 163 kg (dk rekord). 3. forsøg 168 kg. (ny dk rekord) Dødløft 1. Forsøg 170 kg. 2. forsøg 180 kg. 3. forsøg 190 kg

Til DM løftede Martin:

Squat 1. forsøg 190 kg. 2. forsøg 200 kg. 3. Forsøg 207,5 kg.

Bænkpres 1. forsøg 80 kg 2. forsøg 100 kg. 3. forsøg missede 105 kg.

Dødløft 1. forsøg 160 kg 2. forsøg 180 kg. 3. forsøg 197,5 kg