Nyt navn til kunsten: Fremover skal modstanderne have klø på SuperBrugsen Arena i Give

Først blev det afsløret, at den nye idrætshal i Give kommer til at Vestjysk Bank Arena, og onsdag eftermiddag kom det frem, at endnu en stærk lokal medspiller lægger navn til en del af det nye idrætsområde, nemlig kunstgræsbanen, der fremover hedder SuperBrugsen Arena.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

FORENINGSLIV: Når GIve Fremads modstandere fremover drager til Give for at dyste mod klubbens fodboldhold, og kampene skal afvikles på kunstgræsbanen ved Søndermarkshallen, så løber de to hold fremover ind på SuperBrugsen Arena og ikke South Park Arena, som denne skribent så poetisk tidligere har benævnt det flotte kunstgræsanlæg. 

Det nye navn blev afsløret onsdag eftermiddag ved en småblæsende og regnvelsignet seance på kunstgræsbanen, hvor uddeler Claus Villumsen, GISK-formand Christian Christiansen og Give Fremads formand, Andes Kristensen, var til stede sammen med den lokale verdenspresse. 

-Vi har været i dialog med hinanden om det her allerede på et tidligt stadie. Og det har været en god og konstruktiv dialog, hvor vi nu med stor glæde kan offentliggøre, at vores dejlige kunstgræsanlæg her kommer til at hedde SuperBrugsen Arena, fortæller Anders Kristensen, alt imens fem herlige unge gutter giver den fuld gas i den GoalStation, der er en del af kunstgræsanlægget. 

Sætter en ære i at støtte lokalt 

Claus Villumsen fortæller ved samme anledning, at beslutningen om at SuperBrugsen nu for en 3-årige periode køber navnet på kunstgræsbanen er truffet på baggrund af en enig bestyrelse, og at både han og bestyrelsen er glade for dette nye samarbejde. 

-Vi har indgået denne aftale med GISK og fodboldklubben, fordi vi sætter en stor dyd og ære i at støtte så meget vi kan lokalt. Det har været vores måde at gøre tingene på i mange år, og da vi fik muligheden for at lægge navn til fodboldbanen her, syntes vi, det var en rigtig god idé. Vi hjælper fodboldklubben/GISK, og samtidig får vi også en stor og flot synlighed her på anlægget, hvor der vil blive hængt 4 store bannere op med SuperBrugsens logo og navn, forklarer Claus Villumsen.  

Det er foreningen Give Kunstgræs, med Søren Arevad som driftig formand, der står som modtager af det sponsorat, der følger med navnekøbet af anlægget, og herfra fordeles pengene fifty-fifty til Give Fremad og GISK. 

 

Det var denne trio, der onsdag eftermiddag kunne afsløre det nye navn på kunstgræsbanen ved den nye idrætshal: Christian Christiansen, formand GISK, uddeler Claus Villumsen, og Anders Kristensen, formand for Give Fremad. Foto: Jim Hoff

Vigtigt med stærk lokal medspiller 

Anders Kristensen og Christian Christiansen kvitterer uddeler Villumsen og SuperBrugsen for altid at være parat med ja-hatten på, når de som foreninger er i dialog om sponsorstøtte af den ene eller anden art.  

-Vi har fra dag et gået efter en stæk lokal støtte i forhold til køb af navnet på anlægget her. Og i SuperBrugsen har vi som sagt fundet en god lokal virksomhed, der er kendt for at have øje for at støtte de lokale foreninger, store som små. Det er den slags sammenhængskraft, der er med til at vi som foreninger kan fungere, og så skal vi jo også lige huske at understrege, at dette sponsorat her skal ses som en bonus fra Brugsen. Det er penge, der g kommer oven i de i forvejen uddelte donationer og sponsorater. Brugsen var jo den første virksomhed i Give til at donere 100.000 til det nye idrætscenter for et par år siden - så det her er en gevinst oveni, forklarer Christian Christiansen. 

Vigtigt for driften og videreudviklingen 

-Det er vigtig for driften og den videre udvikling af banen her, at vi har midler til rådighed. Og med denne samarbejdsaftale her med Brugsen, så er vi hjulpet et godt stykke hen ad vejen i den henseende, hvilket vi er rigtig glade for, pointerer en storsmilende Anders Kristensen.  

Der jubles også i baggrunden, hvor de lokale udgaver af Rasmus Højlund, Christian Eriksen og Messi netop har scoret årets mål mod ærkerivalerne fra FCK på noget der kunne tyde på ikke kan undgå at blive årets mål på SuperBrugsen Arena. Herligt! 

Parterne holder beløbsstørrelsen på sponsoratet for sig selv, hvilket er helt normalt i den slags sponsorater, men der er tale om et fast årligt beløb, der altså udbetales i 3 år.  

 Der vil blive sat 4 kæmpebannere op på hegnet rundt om fodboldbanen - og så er man ikke i tvivl om, hvor det er, man spiller bold henne. Foto: Jim Hoff