Så kom ’kvierne’ på græs: 31 mand mødte op til opstarten i Give Fremad

 Foto:Der mødte 31 seniorspillere op til første træningsdag hos Give Fremad på SuperBrugsen Arena ved Give Idrætscenter. Foto: Jim Hoff

Lørdag den 24. januar var der kaldt til fodboldopstart i Give Fremad for herresenior og damesenior på ”SuperBrugsens Arena” i Give. Her mødte 31 herreseniorer og 7 dameseniorspillere frem i den isnende østenvind, hvor der var debut til klubbens nye cheftræner for herresenior, Søren Ryberg.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

FODBOLD: Så kom fodboldsæsonen i gang i Give. Lørdag den 24. januar mødte 31 herreseniorspillere frem til opstartstræningen efter en lang, tiltrængt vinterpause, mens der på kvindesiden dukkede 7 spillere op på kunstgræsbanen ved Give Idrætscenter.

Ny cheftræner glad for det flotte fremmøde

Optimale træningsforhold, bortset fra den iskolde østenvind, der nådesløst forsynede de fremmødte med uønskede isnende kindkys ad libitum. Det var også dagen, hvor Give Fremads nye cheftræner, Søren Ryberg, skulle debutere som træner for Give, og han var glad for det flotte fremmøde denne lørdag formiddag.

- "Dejligt at se så mange spille her i dag, det er motiverende for både trænere og spillere, og med til at give en god start på hele", konstaterede Ryberg, der bor i Brande, og som har fået Pelle Rasmussen som assistenttræner og Kristian Rasmussen som wingman omkring både træning og kamp.

På serie 3-holdet er det Viktor Patscheider, der er cheftræner, med Brian Sølund som fast makker til kampene, med Lars Pedersen tilbage som holdleder og de to spillere Jonas og Hugo som assistenttrænere.

Mini-VM på ’Kunsten’

Derudover er Rasmus Thisgaard, som i 2025, tilknyttet klubben som målmandstræner, så alt i alt er man i rigtig gode hænder i seniorafdelingen.

Efter en god gang opvarmning ved Kristian Rasmussen blev der afviklet et ”mini-vm”, hvor de 31 spillere blev delt ud på 6 hold, der alle mødte hinanden i en rask gang bold på ’Kunsten’. Efter en perlerække af tekniske detaljer på højt niveau og masser af højt humør i mandehørmskategorien stod der suppe og snak på programmet i kantinen i Give Idrætscenter, hvor Mette Vestergaard stod klar med lækker suppe til gutterne.

Her ser vi 3 af det nye trænerteams folk. Fra venstre er det Viktor Patscheider, serie 3 træner. Pelle Rasmussen, assistent serie 1 og cheftræner på serie 1, Søren Ryberg. Foto: Jim Hoff

Dameholdet presset på spillere

Her var der taletid til en række fodboldledere, startende med dameholdets coach, Dag Hansen, der forklarede, at man i år kan blive udfordret på spillersiden, da en del er rejst til Aarhus.

- Vi får virkelig brug for jer alle sammen, og vi bliver også nødt til at trække på vores U17-spillere for at være folk nok hen over sæsonen. Jeg vil gerne bede jer piger, der er mødt op her i dag, om at gå ud og "sparke lidt" til de spillere, der ikke har meldt sig under fanerne endnu. Vi får virkelig brug for alle, så vi kan komme ud og spille gode kampe, komme ud med godt humør og have det sjovt sammen. Der har vi alle et stort fælles ansvar for, at det skal lykkes, pointerede Dag, der står i spidsen for klubbens højest rangerende hold, idet kvinderne/pigerne spiller i Jyllandsserien.

- Vant til at vinde mange kampe

Herefter var der taletid til Søren Ryberg, klubbens nye cheftræner, der indledningsvist fortalte om sig selv.

- Jeg bor i Brande sammen med min kone, og vi har tre børn. Jeg har arbejdet 23 år på Bonusmøllen, og de sidste 7 år har jeg været teamleder i Ikast-Brande Kommune som pedel på syv plejehjem. I min fritid har jeg et lille landbrug på 12 hektar med Limousine- og Anguskvæg .

- I forhold til fodbold er vi en fodboldfamilie. Jeg elsker at se fodbold og har set et hav af mine børns kampe, ligesom jeg også ser rigtig meget fodbold på tv og live på stadions. At jeg nu står her som træner i Give, er en stor glæde for mig og noget, jeg ser meget frem til. Jeg har ingen karriere som seniortræner, men jeg har trænet ungdomshold i U12-13-rækkerne, både drenge og piger, og her har jeg været med til at vinde rigtig mange kampe. Jeg blev jysk mester med pigerne i Brande, og vi vandt også en stor turnering i Holland. Så jeg er jo vant til at vinde fodboldkampe, og det skal vi da også gøre her i Give, lød det fra Ryberg med glimt i øjet og et stort smil.

Der blev efter opvarmningen spillet Mini-VM, hvor der blev lavet 6 hold, der mødte hinanden indbyrdes. Foto: Jim Hoff

Holdånd og klubånd i højsædet

Grundlæggende vil han spille en fremadrettet og aggressiv fodbold, hvor alle arbejder i fællesskabets interesse – og hvor både holdånd og klubånd er afgørende værdisæt.

- Vi skal altid kunne se hinanden i øjnene efter en kamp og sige, at vi har ydet vores bedste – ikke mindst i de kampe, vi taber. Jeg forventer, at alle yder deres bedste hver gang. Når det er sagt, er jeg faktisk en rar mand, konstaterede den nye cheftræner, der på sit CV har 150 kampe som defensiv midt/stopper for Brandes 1. hold, da de spillede fast i Danmarksserien.

Alle skal ud at spille – derfor vigtigt med et 3. hold

Så var det Brian Sølunds tur, og han lagde ud med at oplyse, at Give Fremad i år på herresiden tørner ud med 3 seniorhold.

- Det handler om, at vi holder alle spillere tilfredse, og at de alle kommer i kamp. Vi har p.t. omkring 50 spillere på listen, og jeg har en formodning om, at der godt kan komme flere til, derfor skal vi have 3 hold, så alle kan være med på de forskellige niveauer. Det er faktisk lidt unikt, at en klub af vores størrelse kan mønstre hele tre seniorhold, så der ser vi frem til at få godt gang i det. Vi har også folk til at stå for 3. holdet, men de navne venter vi med at afsløre, lød det fra den lune klublegende.

 Foto 4: Brian Sølund pointerede, at det handler om at skabe en fodboldklub, der er fed at spille fodbold i - og at det er den stærke træningskultur der skal være i højsædet. Foto: Jim Hoff

Stærkt setup omkring serie 3-holdet

Brian kunne ydermere oplyse, at det bliver Viktor Patscheider, der tager rollen som spillende cheftræner, med Brian selv som kampansvarlig for de kampe, han har mulighed for det.

- Jeg er jo blevet U5-træner, så der er nok at se til med job, to børn og to trænerjob. Heldigvis er der ikke den store forskel på at styre U5 og serie 3-drengene, så det skal nok gå. Vi har igen fået tilknyttet Lars Pedersen som holdleder for holdet, en klar forstærkning, og så vil de to spillere Hugo Fraulo og Jonas Hansen hjælpe til som spillende assistenter.

Give Fremad skal være en fed klub at spille i

Der blev også luftet tanker omkring målsætninger i klubben her i 2026, og her var det ikke de faktuelle, målbare sportslige resultater, der var i højsædet.

- Det handler om, at det er fedt at spille i Give Fremad, og det handler om at skabe en fantastisk træningskultur. Hvis de to ting lykkes, så kommer de sportslige resultater også. Vi vil også have fokus på at lave nogle fede arrangementer hen over året – meget gerne sammen med dameseniorspillerne; det er noget, der er med til at skabe et godt fællesskab i klubben, pointerede Brian Sølund.

Foto 5:  Give Fremads næstformand, Jesper Uth, præsenterede spillerne for en række praktiske opgaver, der skal udføres hen over året i klubben - meget gerne med spillernes hjælp. Foto: Jim Hoff

Massevis af praktiske opgaver forude

Herefter var det bestyrelsens næstformand, Jesper Uth, der fik mikrofonen, og han stod klar med en række praktiske opgaver, der skal løses hen over året — meget gerne med spillertruppens hjælp.

Det handler om at gøre stadion og kunstbane forårs- og efterårsklar, at finde folk til den nye GISK-lancerede sommerfest i juni, der skal afløse Open Air. Og Uth pointerede også, at man fra bestyrelsens side gerne ser flere seniorspillere træde ind i rollerne som ungdomstrænere.

- Når vi kommer til marts, er der generalforsamling, og her har en del bestyrelsesmedlemmer meldt ud, at de stopper. Så her kan vi sagtens bruge nogle gode nye folk, og I er meget velkomne til at melde jer til bestyrelsesopgaver også, lød det fine tilbud fra Uth, som også pointerede, at der skal findes frivillige til klubbens fyrværkerisalg og til Dan Cake Cup.

Spillerne kunne efterfølgende skrive sig op til de diverse opgaver, og her var der godt run på, så mon ikke de praktiske opgaver nok skal få ben at gå på.

Billethuset søger "lærlinge"

Afslutningsvis kunne de to gode gamle Fremadkæmpere, Hans Christensen og Børge Westergaard, fortælle, at der er kommet nyt lysanlæg til træningsbanen på Give Stadion, og at man nu er på jagt efter folk, der vil hjælpe med at lave kampprogrammer til 1. holdets hjemmekampe på stadion i Give.

- Derudover kan vi sagtens bruge nogle "lærlinge", der vil hjælpe til i billethuset hen over ugen. Og nu taler I om at holde nogle fester sammen i år – og her er vi i Billethuset helt sikkert klar til at spæde til økonomisk med nogle af de gode penge, vi tjener her, lød det flotte tilbud fra de to herrer.

 

Billeder