Vellykket håndboldilddåb til det nye idrætscenter ved Humlebi Cup 2024 

Humlebi Cup 2024 løb af stablen i weekenden, og det blev en rigtig god oplevelse for både deltagere og de lokale arrangører fra Give Håndboldklub, der for første gang kunne råde over det nye idrætscenter og Vestjysk Bank Arena, og det var noget der virkelig battede til den positive side. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

HUMLEBI CUP: Det traditionsrige håndboldstævne for ungdom i regi af Give Håndboldklub er stærkt på vej mod sin 30-års fødselsdag, og i den forløbne weekend stemplede 69 hold fordelt på 17 klubber ind fra store dele af Danmark for både at dyste med den lille runde og dyrke en masse godt socialt fællesskab på kryds og tværs af årgange og geografisk herkomst.  

Det var hold nede fra U9 og op til og med U15, der var mødt op, og de dystede i 9 haller i Give (3), Brande (3), Jelling (2) og i Elkjærhallen. Der blev afviklet i alt 179 kampe, og der blev scoret i alt 4335 mål, et snit på 24,2 mål pr. kamp, så tilskuerne fik da smæk for skillingerne. 

Give Håndboldklub stillede med 13 hold, og blev dermed topscorer mht. antal tilmeldte hold med Nakskov lige i hælene med 11 hold. 

U9-holdene totalt vigtige for Humlebien 

De sidste par års udgave af Humlebi Cuppen har været med deltagelse af U9-holdene, og det har ifølge Give Håndboldklubs formand og mangeårige tovholder på Humlebi Cup, Bruno Jensen, vist sig at være en god idé at koble denne årgang på.  

-Der er ingen tvivl om, at netop U9-rækken har været med til at redde os. Det har givet meget mere volumen i forhold til antal tilmeldte hold (28 hold i alt her i 2024, red.), så her har vi klart vores styrke lige nu. Vi kan tydeligt mærke på de her årgange, at de nyder at være afsted, og at det er en stor oplevelse for dem at være med til sådan et stævne over 3 dage. Det er simpelthen en stor oplevelse for de her spillere.  

-Vi gør det således, at vi holder en fælles afslutningsceremoni for U9-holdene, hvor de alle er på gulvet og hyldes. Her er der en medalje til alle, idet vi ikke spiller med deciderede vindere i U9-rækken. Her er alle vindere, og det medførte mange store smil, da de fik deres medalje, fortæller Bruno. Det er først fra og med U 11-rækken, at man noterer resultater og finder guld, sølv- og bronzevindere.  

 

Der var god stemning og gang i den ved flere af kampene. Her er det Give HK, der har taget stortrommen med til en dýst mod Nakskov. Foto: Jim Hoff

Udfordret på U13 og U15-rækkerne 

U9-tiltaget er altså en succeshistorie, men her er det ifølge Bruno anderledes med U13- og U15-holdene.  

-Vi skal forsøge at få bedre fat på både U13 og U15-holdene, her er vi lidt udfordrede mht. antal hold. Med det nye idrætscenter her i Give til rådighed har vi nu rigtig fine faciliteter og gode muligheder for at tage flere hold ind, og det skulle gerne være på U 13 og U15-holdene, vi ser vækst, pointerer håndboldformanden.  

I U 13’rækkerne var der 4 pigehold og 5 drengehold tilmeldt, mens der i U 15 drenge var 7 drengehold men ingen pigehold tilmeldt. Der var dog ét U 15-pigehold tilmeldt, og de friske håndboldtøser sagde ja tak til at spille med i drengenes række. Sådan, piger! 

Det nye idrætscenter en kæmpegevinst for Humlebi Cup 

I det hele taget roser Bruno det nye idrætscenter i forhold til faciliteringen af Humlebi Cup.  

-Den nye hal, og den tilhørende multisal er en stor gevinst for os og en lettelse på flere fronter, ikke mindst omkring alt det praktiske. Fort det første får vi nu meget mere plads her i byen til aktiviteterne og vores kommandocentral, og i og med vi kan råde over multisalen til vores spisninger, gør det tingene noget lettere for de folk, der står for bespisningen, at man har et fast sted, man kan klare tingene uden at skulle pakke væk og frem hele tiden. Det er en 1000 gange opgradering med det her nye center, helt sikkert. 

 

Nogle af pigerne fra Give HKs nyoprykkede 3. divisionshold gav den fuld speedy gonzales som DJs ved diskofesten lørdag aften. Foto: Give HK

Fællesskab og god stemning i højsædet 

Nu er det jo håndbolden, der er det centrale omdrejningspunkt for Humlebi Cup, men det er så mange andre fine kvaliteter at hente ved sådan et stort stævne over 3 dage. 

-Det at man som klub og hold er afsted en hel weekend sammen er en stor oplevelse både for spillere, trænere, forældre og ledere. Det er rigtig godt for fællesskabet, og vi oplevede jo også en rigtig fin stemning til mange kampe. De unge mennesker hyggede sig gevaldigt med hinanden, og for mange er det sikkert et af årets højdepunkter, når de skal afsted sammen til sådan en stor håndboldfest, siger Bruno. 

Undertegnede kan skrive under på det med den fantastiske stemning, ikke mindst når Give HK og Nakskov tørnede sammen var der i den grad gang i en fankultur a la Brøndby Stadion. Begge lejre havde slagsange, der sendte på tværs af hallen til hinanden, og Give havde endda bevæbnet sig med stortrommer, så lydmuren fik ekstra volumen. Herligt, simpelthen! 

Give HK topscorer med antal hold 

Apropos Give HK og den fede stemning, er Bruno rigtig glad for, at det netop var hans klub, der var så fornemt repræsenteret til Humlebi Cup med hele 13 hold. Det vidner både om solid lokal opbakning og om, at klubben i det hele taget kan stille med så mange hold. 

-Fedt med opbakningen fra klubbens egne hold, og fedt at vi vandt titlen som klubben med flest deltagende hold. Og den opbakning oplevede vi også mht. til at skaffe frivillige, hvor folk virkelig var klar. Også stor ros til de folk, der akut gik ind uden at kny og lukkede nogle akut opståede huller i bemandingen.  

Flot opbakning også fra eliteafdelingen 

-Vi så også spillere fra seniorafdelingens elitehold, både herrer og damer, give den en skalle, herrerne ved dommerbordene, damerne som blandt andet gav den fuld gas som DJ’s til diskofesten. At ungdomsspillernes ‘lokale idoler’ viser sig her på den måde er bare superfedt superfedt. Vores U 13-piger tog også en tørn med at pakke madpakker til de andre deltagere og havde en fedt med det.  

-Med den opbakning i ryggen er det meget motiverende at stå som arrangør, og det betyder også, at man er motiveret til at blive ved med at køre Humlebi Cup. Faktisk har det aldrig været til diskussion, at Humlebi Cup skulle tages af programmet.  

-Men jeg tænker, at vi skal have kigget på arbejdsopgavefordelingen fremover. Nu er vi landet godt på fødderne som nyfusioneret klub, vi er trygge ved det nye setup, og tingene kører fint inde i maskinrummet. Derfor er der basis for at kigge lidt på det hele og finde et velsmurt og godt setup til de fremtidige opgaver i Humlebi Cup.  

 

Selvom Vestjysk Bank Arena stod klar til kamp blev der naturligvis også spillet håndbold i den noget ældre Søndermatkshal. Foto: Jim Hoff

Humlebi Cup 2025 – nu i pink kampuniform 

I forbindelse med Humlebi Cup har der været overnattende gæster på Ikær og Søndermarken, og i fald man lykkes med Brunos ambition om at udvide med omkring 10 hold, så skal Elkjærskolen sandsynligvis drages med ind som overnatningssted.  

I forhold til 2025 pusler Bruno og Humlebi Cupudvalget med en rigtig sjov idé, inspireret af nogle af klubbens herlige ungdomsspillere.  

-Vores U 11-piger kom hen til mig på et tidspunkt og sagde, at de synes, at vi skulle prøve at spille i lyserøde trøjer. Nu har vi jo spillet i “drengefarver” i nogle år, mente pigerne, og det tænker jeg da, at vi skal se på. Så jeg forestiller mig, at alle vores ungdomshold spiller i lyserøde trøjer til Humlebi Cup 2025 i en til lejligheden specialfremstillet spilledragt, lyder det fra HK-formanden med et stort smil. 

Forventer fornuftigt økonomisk afkast 

Han smiler også, da reporteren spørger ind til, hvordan han forventer det økonomiske ser ud efter weekendens mange anstrengelser.  

-Jeg forventer et pænt økonomisk overskud, det skal jeg ikke lægge skjul på. Og det er jo også en del af hele motivationen bag Humlebi Cup samtidig med, at det er med til at sætte Give Håndboldklub positivt på landkortet, det er med til at skabe et godt fællesskab på tværs af klubben, og vi er med til at give en masse unge håndboldspillere nogle rigtig gode oplevelser, konstaterer Bruno. 

PS: Vi glæder os vildt meget til at se både ham og næstformand Henrik Henriksen i en stram pink spillertrøje til Humlebi Cup 2025! 

 HER kan du se en masse fotos fra Humlebi Cup 2024