
Godt initiativ: Give - butikker med hænder, der kan redde liv!
2 af Gives lokale Røde Kors-ildsjæle hjælper lige nu Give Handel & Erhvervs medlemmer med at friske deres viden omkring førstehjælp op.
Af Hanne Lund – formand Give Handel & Erhverv
GIVE: De fleste af medlemmerne i Give Handel & Erhverv har et grundlæggende førstehjælpskursus - men ærlig talt, for nogle af dem har det et par dage på bagen.
Derfor er det helt fantastisk, at Anja Tòrbjørnsdòttir og Kenneth Nørlund fra Røde Kors i Give vil bruge nogle aftener på at give førstehjælpskursus, så alle kan få det genopfrisket.
Vi kan alle pludselig stå i en situation, hvor vi får brug for at reagere - og hvad er det så lige, man gør? Vi er alle i berøring med mange mennesker dagligt, både privat, på arbejdspladserne, i bylivet - ja, ingen af os ved, hvornår situationen opstår.
Glem berøringsangsten
Anja og Kenneth, der begge er meget erfarne samaritter og undervisere, formår på en både humoristisk og tankevækkende måde at få fortalt, at det vigtigste er, at man får gjort noget - ja, man kan faktisk ikke gøre noget galt! Det er blot vigtigt, at man ikke har berøringsangst, at man f.eks. tør tage en hjertestarter og give sig i kast med at bruge den, og at man kan huske tallene 30 og 2. Det handler om 30 tryk på brystkassen og 2 pust og gentag, gentag, gentag.
Løber man vild i, hvor hurtigt det skal gå, anbefaler Kenneth, at man lige synger "Staying Alive" med Bee Gees - her passer rytmen nemlig helt perfekt til at give hjertemassage!
1. hjælpskurset havde udover den teoretiske gennemgang også mange gode praktiske øvelser, hvor kursisterne kunne lære en hel masse gode ting om førstehjælp. Privatfoto
Masser af gode øvelser
Kenneth tog os på den første kursusaften igennem mange emner, omhandlende hvordan man skal reagere på et ulykkessted, skabe sikkerhed, vurdere den tilskadekomne, tilkalde hjælp, og hvordan man yder førstehjælp. Det var ikke bare snak fra de to undervisere, men med masser af øvelser i forflytning, psykisk førstehjælp, hjertemassage, brug af hjertestarter, så gav det også plads til god snak rundt hos kursisterne og ikke mindst plads til latter.
Anderledes alvorligt bliver det selvfølgelig i en situation, hvor det er virkelighed, men som Kenneth igen og igen pointerer, er det vigtigste, at man gør det så godt som man kan. - Tro mig, sagde han, adrenalinen hjælper jer rigtig godt på vej, når I står i en situation - så kan I gøre det, der skal til. Smadremanden og Mr. Bean fik smilene frem.
Smadremanden og Mr. Bean bragte smilene frem
Et par små filmklip bragte også humøret ind i kursuslokalet, først "Smadremanden" i Søren Østergårds skikkelse i forsøg på at give hjertemassage, og dernæst prototypen på, hvor galt det kan gå, når Mr. Bean udøver førstehjælp!
Fantastisk måde af de to gode Røde Kors-folk at få alle til at grine. Når folk griner, står munden jo åben til at hælde viden ind - og det var netop det, der skete denne aften. Anja og Kenneth leverede i den grad viden og læring om førstehjælp - og når man samtidig kan grine lidt, ja så sidder den viden faktisk mere fast.
Kurserne foregår foreløbig over 3 aftener, men der har været så stor tilslutning, at vi måske bliver nødt til at koble en ekstra aften på. Fra Give Handel & Erhvervs side er vi enormt taknemmelige for, at vores lokale Røde Kors finder overskud til at bidrage til at holde disse kurser for os.
Anja og Kenneth viste først hvordan, man giver hjertemassage, og så var det kursisternes tur. Privatfoto
Det blev på kurset gjort klart, at man altid skal huske tallene 30 og 2. Det handler om 30 tryk på brystkassen og 2 pust og gentag, gentag, gentag. Privatfoto