Ny udstilling på vej: Ikonisk skolelærer bliver centrum for skolestuen på Museum Give

Peder Degnbol er en legendarisk figur her på Give-egnen, når vi taler om skole i gamle dage. Han var enelærer på Neder Donnerupskolen i første halvdel af 1900-tallet, og han tænkes nu ind på museet som en central skikkelse i konceptet bag “Skolestuen”. I sidste uge havde museet i Give i forbindelse med en donation besøg af Peders søn, Vagn, der fortalte om sin far og livet som søn af en skolelærer. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVE-EGNEN: Museet i Give ligger som bekendt i det område, lokalkendte kender som Neder Donnerup, og netop i dette område finder vi denne artikels to hovedpersoner, Peder Degnbol og hans søn Vagn Degnbol.  

Vi starter med senior, der er gået over i lokalhistorien som en slags mønsterbryder indenfor skolepædagogikken på den tid, hvor han var enelærer fra 1906 til 1952 på skolen i Neder Donnerup.  

Mønsterbryder fordi Peder Degnbol gjorde op med den “sorte skole” og den pædagogiske tilgang til undervisningen, der ellers var fremherskende i de såkaldt “go’e gamle dage”. Han udøvede en helt ny form for pædagogik, der hentede sin dna i den Grundtvig-Koldske friskoletradition.  

Mere om det senere, fortalt med sønnen Vagns ord. 

En af Danmarks største skolesamlinger finder vi i Give 

Familien Degnbol er gode venner af Museum Give, idet museet for en del år siden fik overdraget den berømte Degnbolsamling fra Danmarks Skolemuseum, hvilket betyder, at museet i Give i dag kan bryste sig af at have en af Danmarks største eksisterende enkelt-lærersamlinger. 

Det er denne samling samt ikke mindst personen og den karismatiske skolelærer, Peder Degnbol, der fremover vil blive de helt centrale elementer i musettes “Skolestue”.  

Det fortæller Rune Clark, der er inspektør på museet i Give.  

- Peder Degnbol spiller en stor rolle i vores fremtidige koncept omkring “Skolestuen”. Han lægger navn og historik til den personificerede fortælling om skolelivet her på egnen, netop fordi han var så spændende og anderledes en karakter, og naturligvis også fordi, han udøvede sin lærergerning nærmest lige her, hvor museet står i dag, fortæller Rune over en kop kaffe og en lækker hjemmebagt brunsviger ved gæstebordet, der også har besøg af Peder Degnbols søn Vagn med tilhørende familie samt museumsinspektør Celia Ekelund Simonsen.

Peder Degnbol var en banebrydende lærer på Give-egnen i starten af 1900-tallet, hvor han indførte anskuelsesundervisning og inddrog naturen i undervisningen- Foto: Arkiv.dk 

Familien Degnbol på visit på museet 

Anledning til dette fine og hyggelige besøg er den donation, som Vagn Degnbol har skænket til museet i forbindelse med restaureringen af de fire ‘forundringssten’ fra Neder Donnerupskolen. Tre af stenene er placeret i museets store have, mens den fjerde af dem er placeret ved indgangen til Skolestuen ude i gårdspladsen under den klassiske manuelle ringeklokke.  

Museet ville gerne sige tak for og anerkende donationen fra Vagn og samtidig give ham og hans familie lejlighed til at gense stenen, museet og ikke mindst skolestuen, der jo i høj grad minder om den hjemmebane, som Peder Degnbol spillede på i starten af 1900-tallet.  

Vagn gik, akkurat som sine mange søskende, naturligvis selv i Neder Donnerup skole med sin far som lærer. Og han husker tilbage på en dejlig tid med mange gode oplevelser, hvor det på ingen måde var problematisk at være lærernes søn.  

Vagn Degnbol foran en af de fire sten fra Neder Donnerup Skole, der i dag pryder Museum Give. Her er det "skolestenen", som står foran skolestuen på museet. Foto: Jim Hoff

Dengang man gik i skole hveranden dag 

Efter en tid som korporal tog Peder på Nørre Nissum Seminarium, hvor han blev uddannet i 1904 tillægsprøver i engelsk, tysk og svensk. Han startede efter nogle år som vikar i Vorslunde på Neder Donnerup skole i 1906.  

- Vi gik i skole hver anden dag. De små årgange gik i skole tirsdag, torsdag og fredag, mens de større børn fra 4. klasse og opefter gik i skole mandag, onsdag og fredag. Jeg havde min far som lærer i 7 år, og det var som regel en stor fornøjelse. Vi var en stor søskendeflok, jeg havde 10 søskende, da min far var gift to gange. Hans første kone Metthea døde i 1916. 8 år senere blev far gift med min mor, Esther. Hun var datter af forstanderen på Nørre Nissum Seminarium, hvor de mødte hinanden. De to skrev sammen i mange år, og i 1924 blev de så gift, fortæller Vagn.  

Ikke som den sorte skole 

Han husker med et stort smil, at faderen bestemt ikke forlangte mindre af sine egne børn i forhold til resten af eleverne – nok nærmere tværtimod. Lærerens børn skulle naturligvis være gode rollemodeller. 

- Det var en meget fleksibel og rigtig god undervisning, vi fik. Det var ikke sådan, at det hele gik efter en stram plan som i den gængse mere sorte skole på den tid. Hvis der lige pludselig opstod en spontan mulighed for at flytte undervisningen ud i haven eller ud i skoven, jamen så gjorde far det bare – og det virkede rigtig godt. Det var motiverende og spændende - og ikke så kedeligt som den mere klassiske undervisningsform, husker Vagn, der da også kan tilføje, at denne moderne pædagogik bestemt ikke faldt i god jord hos Pastor Nielsen, der var en del på tværs af og uenig i enelærer Degnbols pædagogiske udfoldelser. 

“Vi var stolte af vores far” 

Peder Degnbol var blandt andet kendt for at bruge anskuelsestavler og andre interessante ting fra sin skolesamling i undervisningen. Det var med til at gøre undervisningen levende, og denne form for undervisning tilgodeså så også de børn, der har godt af en mere visuel og praktisk orienteret undervisningsform. 

- Der var halvanden tønder land ved skolen, og de blev flittigt brugt i undervisningen. Det var med fars ord ‘børnenes have’, og det var også børnene, der passede haven. Der var helt specifikke ‘trafikregler’ for brug af haven, og de blev overholdt. Fars egne børn var i høj grad også med til at holde orden både ude og inde, og det gjorde vi med glæde - og vi var gerne de gode rollemodeller. Vi var stolte af vores far, og det har da også udmøntet sig i, at vi i dag i familien har en hel masse lærere - så familien er i dan grad blevet inspireret af ham, konstaterer Vagn. 

Selv blev Peder Degnbol inspireret til at kaste sig overlærergerningen, da han som sygepasser i hæren mødte en lærer, der fortalte om sin lærergerning og de mange kvaliteter, der kan være forbundet med denne noble og samfundsgavnlige livsgerning.  

Skolestuen på Museum Give er i høj grad funderet på elementer fra Peder Degnbols store skolesamling. Her er det Vagn, der giver den som skolelærer - og som helt sikkert føler sig hjemme i dette setup, der vækker mange minder fra hans barndom, Foto:Jim Hoff

Flot donation af Vagn Degnbol 

Tilbage til de fire forundringssten, der alle bærer forskellige inskriptioner. De endte på museet hen over 90-erne, hvor de blev reddet fra forfald og motorvejens fremkomst i begyndelse af dette århundrede, mens selve skolen blev revet ned i 2006.  

Det var daværende stenhugger Gudnason, der sørgede for, at stenene endte på museet, naturligvis til stor glæde for daværende museumsleder, Falk Mikkelsen.  
- De fire sten er placeret henholdsvis i vores have og ved indgangen til skolestuen, og i forbindelse med restaureringen og vedligehold af stenene har Vagn været så generøs at donere nogle penge til restaureringen. Det er vi rigtig glade for, og vi kan her løfte sløret for, at der er en speciel udstilling på vej netop med skolestuen i centrum. Her på stedet har vi en masse viden om skolesamlingen via vores arkiv, hvor der er masser af fotos og skriftlige optegnelser samt massevis af fine fortællinger. Vi finder det yderste interessant, at der her på egnen var en lærer, der ikke bare fulgte den slagne vej og udøvede den sorte skoles praksis. At vi her på egnen har en foregangsmand for anskuelsesundervisningen er vildt interessant og helt unikt, og vi glæder os til i det nye år at kunne fortælle meget mere om den nye udstilling, Nu handler det om at søge fonde til midler og forskning, som jo er blevet en vigtig del af arbejdet her på museet, pointerer Runa Clark.  

“Husk lige at nævne min mor” 

Herefter står den på rundtur på museet, hvor Vagn gladelig stiller op til fotografering ved skolestenen og i skolestuen. Og så lige inden vi takker pænt af for i dag, kommer det stilfærdigt fra den sympatiske 88-årige gentleman og tidligere skolelærer:  

- Du må endelig huske at skrive, at min mor altså også var en stor del af skolelivet på Neder Donnerup Skole. Hun var både vikar, mor og hustru og var med til at binde det hele flot sammen, lyder det fra Vagn, mens hans egne på dage medbragte børn, nikker anerkendende.  

Og naturligvis skal mor Esther nævnes og krediteres, for som vi ved, så står der altid en god kvinde bag enhver succesfuld mand.

Også i de go’e gamle dage!