Udvikling af Give bymidte: Åbent brev fra udviklingsrådet, Give Handel og Erhverv og Skulpturby Give til byrådspolitikerne

Foto: Det er denne skarpe trio, Jette Nielsen fra udviklingsrådet, Jørgen Lundsgaard fra Skulpturby Give og Hanne Lund fra Give Handel og Erhverv, der står bag henvendelsen angående byudviklingen i Give - eller mangel på samme - til byrådet i Vejle Kommune. Foto: Jim Hoff

Redaktionen har været i dialog med de tre store foreninger/råd i Give, Give Udviklingsråd, Give Handel og Erhverv samt Skulpturby Give. De har forfattet et skriv til byrådspolitikerne i Vejle Kommune, en decideret fremtidsplan for byudvikling. Læs her, hvad det går ud på.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Udviklingen af Give Bymidte går nu i gang - med første etape! I Give glæder vi os alle til — efter mange års venten - at renoveringen af Torvet endelig går i gang med indvielse i november 2025, så det er klar til juletræstændingen. Derefter har vi et opgraderet torv, der oser af miljø, med et synligt markeret opholdsområde, en klatreskulptur, store træer samt ensretning af trafikken hen foran kroen — alt sammen under hensyntagen til de aktiviteter, vi bruger Torvet til hen over året.

Planen for bymidten har vi tidligere opdelt i 7 etaper — og vi ser frem til nu at tage hul på de næste. I næste fase ønsker vi at give bymidten et yderligere løft og skabe nye samlingspunkter.

Fra pølsehus til et rekreativt mødested for turister og lokale på Bøgetorvet

Et centralt nyt tiltag i den videre udvikling af bymidten er ønsket om at transformere det tidligere pølsehus "Under Bogen" på Bøgetorvet til et indbydende, informativt og rekreativt mødested. Bøgetorvet har i forvejen en fornem placering ved Give Kirke, og vi ønsker, at det fremover skal udgøre en naturlig base for besøgende, der lægger vejen forbi for at opleve Gives mange unikke skulpturer, og som samtidig indbyder til at tage en pause, nyde medbragt kaffe eller mad og orientere sig om byens kunstneriske tilbud m.m.

Vi ønsker, at dette mødested bliver tænkt ind som en naturlig forlængelse af den modernisering, der netop nu skal ske på Torvet. Der bør derfor være en rød tråd i det visuelle udtryk og i materialevalg, beplantning, belysning og funktionalitet, så både Torvet og Bøgetorvet sammen skaber en harmonisk og oplevelsesrig helhed i bymidten. Vi ser det som en naturlig videreudvikling af Give som Skulpturby, og som et vigtigt skridt mod at styrke byens position som et attraktivt udflugtsmål og bosætningsområde.

Give er i vækst — men konkurrencen kræver handling

Give vokser. Udviklingsrådet har sat et ambitiøst mål om 6.000 indbyggere i 2032, og vi er godt på vej. Nye boliger skyder op, Hærvejsmotorvejen nærmer sig, og Give står foran en markant rolle som trafikalt og erhvervsmæssigt knudepunkt med masser af vækstpotentiale. Vi er stolte af byens atmosfære, dens fokus på kunsten, det velfungerende handels- og erhvervsliv og de mange gode boligmuligheder, byen tilbyder. Byen står dog også over for skærpet konkurrence — ikke mindst fra større butikscentre som det kommende MEGA outlet ved Grindsted. For at kunne fastholde og udbygge vores position er det derfor ekstremt nødvendigt med fortsatte investeringer i vores bymidte — både i form og funktion — for at sikre byens tiltrækningskraft.

Give - Vejle Kommunes flagskib mod vest

Give udgør en strategisk position som Vejle Kommunes flagskib mod vest, og vi er en vigtig port til det vestlige område, hvor vi mødes af en række stærke erhvervstunge og succesrige nabokommuner. Byen spiller således en central rolle i at tiltrække både virksomheder og tilflyttere til Vejle Kommune.

Vi anerkender, at der i kommunens budget skal foretages svære prioriteringer. Alligevel vil vi kraftigt opfordre til, at der i den kommende budgetperiode afsættes tilstrækkelige midler til den videre udvikling af Gives bymidte.

Vi tror på, at disse tiltag bliver et fyrtårn for besøgende og et identitetsskabende element i Give som by og som destination. Det handler ikke blot om fysisk renovering — men om at skabe en levende, moderne og sammenhængende bymidte, der inviterer til ophold, oplevelse og fællesskab.

De bedste hilsner Arbejdsgruppen for modernisering af Give Bymidte

Jette Nielsen - Give Udviklingsråd

Hanne Lund - Give Handel & Erhverv

Jørgen Lundsgaard - Skulpturby Give

Andre læser

Masser af røde næser i midtbyen: Dette års udgave af Klovneløbet i Give sad lige i skabet

Stor hæder til to lokale ildsjæle:  Ti Trin Ned vinder en Michelin-stjerne og Young Chef Award 2025

Nyt fra Lokalrådet Thyregod-Vester: Energiparken - mange bolde i luften

Nu kan drømmene opfyldes: Store lækre udvidelser på vej i Thyregod Svømmehal

OBS: Lørdag er en festdag i Give – og derfor lukker nogle af byens butikker klokken 12.00