22 år og selvstændig: Mads har startet sit eget murerfirma op i Give
Foto: Mads Boesenbæk åbnede 1. marts 2026 sit helt eget firma MB Murerservice med adresse på Bækgårdsvej 6 i Give. Foto: Jim Hoff
Den 1. marts i 2026 fik vi et nyt murerfirma i Give, da 22-årige Mads Boesenbæk startede op med eget firma ved navn MB Murerservice. Firmaet ligger på Bæksgårdvej 6, hvor Mads deler faciliteter med sin far, Andy Boesenbæk, der er indehaver af Autocenter Give.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
ERHVERV: Drømmen om at starte op som selvstændig murer har boblet længe hos Mads Boesenbæk, og den 1. marts 2026 gik drømmen så i opfyldelse, da Mads som 22-årig startede op med sit helt eget murerfirma, MB Murerservice.
Mads, der er født og opvokset i Give, er udlært murer i september 2025 hos Brdr. Madsen fra Blåhøj, og han har også været forbi A. Jørgensen Byg. I 2 år lavede han rækkehuse sammen med Orla Andersen fra EA Byg, så den unge mand har da været i en god mesterlære.
Blev selvstændig et halvt år efter han blev udlært
- Da jeg blev udlært hos Brdr. Madsen, fortsatte jeg i firmaet samtidig med, at jeg så småt gik i gang med at udføre selvstændige opgaver for folk. Da det så stak helt af med opgaverne, var jeg nødt til at stoppe hos Brdr. Madsen, og så var der jo også ligesom grobund for at starte mit eget firma op, fortæller Mads.
Han fik dermed drømmen om at blive selvstændig opfyldt.
- Det har altid været en drøm for mig at blive selvstændig. Det selv at stå med den daglige kundekontakt og at komme ud at møde folk, og det selv at have ansvaret for kvaliteten på det arbejde, der skal udføres – det passer mig særdeles godt.
Overvejer at ansætte folk
- Og der er nok at se til, så det er dejligt. Nu er MB Murerservice jo pt. et enmandsfirma, men jeg overvejer da kraftigt, grundet de mange arbejdsopgaver, at ansætte en medarbejder. Jeg har opgaver vidt omkring lige fra for eksempel Odder over Fredericia til Randers – opgaver der er kommet ind via mund-til-mund metoden, hvor gode folk har anbefalet mig, fortæller Mads.
Han tilbyder en bred vifte af services til folk live fra renoveringer til nybyg. I forhold til åbningstider opererer Mads med det, man med et smil kan kalde ’meget høj tilgængelighed’ – oversat til jysk: Han er altid frisk på at tage telefonen og sige ja til opgaver, som den friske unge mand han jo er – og med masser af mod på at få sit firma helt op at køre!
Fritiden går med veteranbiler om motocross
Når Mads ikke drøner rundt og laver murerarbejde for folk, så har han en hobby, der uden tvivl handler om familie-DNA’et, hvor rigtig mange i familien har benzin i blodet: Han er vild med veteranbiler, hvor han går og pusler med sig helt egne veteranbil, når der er et par ledige timer.
Derudover går Mads også meget op i motocross, hvor han selv er aktiv og tit er ude at køre løb på banerne i f. eks Billund, Grindsted og Kolding.
Med andre ord: Her har vi en ung mand, der er fart på – både i fritiden og rent arbejdsmæssigt, og som sætter en stor ære i at levere veludført kvalitetsarbejde hos sine kunder.















































