46 jernheste i sving for FDF: Tusindfrydvej i Give det nye Champs-Élysées

Foto: Dette års FDF Cykelrally havde 46 deltagere, og i alt kørte de letbenede ryttere 15.000 ind til klubkassen. Yderst til venstre med nr. 169 ser vi FDF's kredsleder, Lasse Brandt Thomsen, der også gav den gas på ruten rundt omkring Blomsterkvarteret. Læg mærke til de herlige helt unge mennesker, der er lige i hælene på Lasse. Foto: Jim Hoff

FDF'erne i Give er et alsidigt folkefærd med mange kompetencer, som de gerne sætter i spil. De kan for eksempel bringe tæt på 20.000 aviser ud i uge 23 for Vores LokalAvis, og torsdag aften i uge 20 havde de linet op til den årlige Tour de FDF-Give med base på Tusindfrydvej i Give, hvor de velsmurte FDF-ben skulle cykle sponsorcykelløb.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk 

DET GODE FORENINGSLIV:  For andet år i træk var det Tusindfrydvej i Blomsterkvarteret i Give, der dannede udgangspunkt for de lokale FDF'eres store sponsorcykelløb, FDF Cykelrally. Telefonforbindelsen til vejrguderne var i orden igen i år, da løbet foregik med høj FDF-blå himmel og masser af solskin, der sendte energistråler ned i benene på de 46 ryttere, der havde meldt klar til start.

Akkurat som i 2024 lagde FDF's bestyrelsesformand, Claus Brandt Thomsen, matrikel til målstregen på Tusindfrydvej 9, ligesom der var linet op med friskgrillede pølser med dertilhørende lækkerier i garagen, hvor Claus sammen med et par makkere og makkerinder var grillmester.

Hele hensigten med dette cykelrally, det såkaldte sponsorløb, var at samle penge ind til FDF's klubkasse, så de 46 ryttere, der stillede til løb, havde været ude at skaffe sponsorer, der ville bakke dem op.

Young guns og gamle kanoner

Rytterne var spredt ud over et aldersmæssigt set meget bredt felt lige fra de helt små 3-årige på små forældreskubbede cykler til aftenens ældste deltager, Jesper Kjeldgaard, der deltog med en ladcykel med dertil hørende ung FDF'er i ladet.

Der var lavet 2 ruter, en på 0,7 km og en på 1,2 km, så der var mulighed for at tilpasse formen til rutens længde og beskaffenhed. Starten gik klokken 18.30, og så skulle der ellers køres en time. Her var et kyndigt FDF-sekretariat på plads, som talte omgange, og derudover var der en del forældre, bedsteforældre og andet godtfolk på plads, der kunne heppe på rytterne.

Lasse Brandt Thomsen, der er kredsleder hos FDF Give, kunne inden starten gik fortælle, at man sidste år formåede at samle 17.000 kroner ind til klubben, og at man i år igen samlede ind til grej/udstyr, ligesom man også godt kan bruge lidt ekstra midler i forbindelse med den store sommerlejr i uge 28.

Her har vi så det knivskarpe top 1 felt bestående af to bredt smilede piger og FDF-veteranen Jesper Kjeldgaard, der havde taget den eksotiske ladcykel med til Tour de FDF-Give. Foto: Jim Hoff

Trådte 15.000 kroner hjem til klubkassen

Da startskuddet gik, kom der godt gang i pedalerne, og såvel de meget unge, de unge og de knap så helt nye gav den fuld gas, ikke mindst når de kom forbi det stærkt jublende publikum. Efter en times tid var de mange kilowatt-trædende anstrengelser så forbi, og da optællingskomiteen havde omgjort dagens antal kørte kilometer til solide jyske dollars til klubkassen, kunne der bogføres 15.000 til kassebeholdningen.

- Igen en superfin aften med  rigtig god opbakning af både ryttere og deres forældre. 15.000 kroner er et fint resultat, som vi er rigtig godt tilfredse med, lyder det efterfølgende fra Lasse Brandt Thomsen, der som den gode leder, han jo er, selv gik i spidsen og gav den fuld hammer på cyklen i de 60 dejlige minutter i sommersolen på dette Gives svar på parisiske Champs-Élysées.

Der går faktisk rygter om på FDF-vandrørene, at man fremover vil tiltale Lasse som hr. Vingegaard!

Du kan se masser af fotos fra løbet HER

 

 Juhuuuuh, jeg vandt 1. runde. Foto: Jim Hoff

Garagen hos Claus Brandt Thomsen var omdannet til en regulær ny udgave af Ruths Pølsevogn .- og den var velbesøgt. Foto: Jim Hoff

Andre læser

Pigernes Kvarter med på den nye dille: Inviterer til vej-loppemarked

Erfaren købmandskvinde tager over: Nu er købmandskabalen i Givskud endelig gået op

Ingen opgave er for stor: Bred vifte af handymen står klar på Museum Gives Repair Café

Stort udviklingspotentiale: Give er ideel som ny dansk industripark

Uforløst affære da hugormene fra Aarhus gæstede Waldstadion