50 år med varme og kærlige hænder i Dagplejen blev fejret på behørig vis i Give
Foto: Dagplejerne i Give havde lavet en helt ny fødselsdagssang i anledning af Dagplejens 50-års fødselsdag - og den sang de herlige børn og voksne for avisens fotograf her. Foto: Jim Hoff
De varme og kærlige hænder i Dagplejen i Vejle Kommune fyldte 50 år her i maj måned, og det blev fejret den 13. maj på fineste og hyggeligste vis af de 10 lokale dagplejere her i Give med en herlig sammenkomst på Birkevej 5 i den tidligere børneinstitution Birkevejens Børnehave.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE BØRNELIV: Den 1. april 1976 lancerede Vejle Kommune børnepasning via tiltaget Dagplejen, samme år som ABBA storhittede med ’Dancing Queen’.
Dagplejen er et pædagogisk dagtilbud for 0-2-årige børn i hjemlige og trygge rammer, hvor de passes i mindre grupper i faste, vanlige daglige velkendte og trygge rammer. Den kommunale dagpleje i Vejle kommune tæller cirka 150 dagplejere, og heraf finder vi de 10 i Give.
Børneyoga og hjemmelavet fødselsdagssang
I forbindelse med den fine event på Birkevej 5 i anledning af de 50 år har avisens udsendte talt med den lokale dagplejer, Kirsten Hjortflod, og hun kunne berette om dagens program samt lidt om livet som kommunal dagplejemor i Give.
- I dag startede vi klokken 9.00 alle sammen her på Birkevej. Vi startede med en gang børneyoga, som vi har trænet en hel del derhjemme i de små grupper, og hvor vi også har fået lavet en bog med øvelser. Derefter sang vi vores nye fødselsdagssang, som vi selv har skrevet, og så fik vi lækker, gratis fødselsdagskagemand sponsoreret af Nytorvs Bageri her i Give. Senere på dagen er vi så klar med frugt og juice til børnene, inden vi går hjem med dem, så de kan få en god middagslur, fortæller Kirsten.

Så skal der blæses sæbebobler - en populær aktivitet blandt de små herlige børn. Foto: Jim Hoff
Smukke sten med fine citater
Dagplejerne samles på Jelling Seminarium onsdag aften den 13. juni til en fødselsdagsfest med god mad og lidt lækker vin – og mon ikke der vil blive hygget godt og grundigt igennem her, smiley!
I forbindelse med 50-års fødselsdagen har dagplejerne hen over foråret haft travlt med aktiviteter relateret til fødselsdagen.
- Vi har lavet og øvet os på den nye sang, vi har malet på en masse fødselsdagssten med fine citater, som vi har delt ud over hele byen i Give, og så har vi sammen med børnene selv tegnet de fine t-shirts, som nogle af børnene har på i dag med budskabet om vores 50-års fødselsdag.
Fra 25 til 10 dagplejere i Give
Hun kan fortælle, at man i dag er i alt 10 kommunale dagplejere i Give – og at der tidligere såmænd var omkring 25.
- I dag er der blevet flere vuggestuepladser i byen, så det har jo kostet lidt på behovet for dagplejere. Men lige pt. står vi faktisk og mangler 2 dagplejere her i Give, idet vi har to, der er stoppet. Og der er stadigvæk et behov for dagplejere, for der er børn, der har det bedst i små trygge grupper, hvor der er ro på, tryghed og stor genkendelighed i hverdagen, fortæller Kirsten.
- Vi har i snit 4 børn tilknyttet hver dagplejer, og vi mødes så fast alle sammen her på Birkevej en gang om ugen, hvor vi laver en masse fine aktiviteter sammen. Det er guld værd for os, at vi kan mødes her. Der er jo god plads her i den tidligere børnehave både inde og ude, og det fungerer generelt rigtig godt at være dagplejer her i Give. Vi har god tid til børnene, fordi vi netop er i de her 4-mandsgrupper, og ved sygdom hos os voksne dækker vi ind for hinanden, så børnene altid kan blive passet.

Børnene, og de voksne, havde fået lavet fine fødselsdagst-shirts, som vi ser her - og dem var de stolte af. Foto: Jim Hoff
Fantastisk at følge de små børns udvikling
Kirsten har været dagplejemor i 26 år, så hun har været med til at følge udviklingen gennem tæt på tre årtier.
- Der er sket meget gennem årene, for Dagplejen har været gode til at tænke på os i forhold til at give os bedre køretøjer/barnevogne med motorer osv. Derudover er det fantastisk at arbejde med de her små børn og at være en del af deres udvikling og se, hvordan de tager store hop med sprog, bevægelse osv. Vi har så mange glade børn, og det er bare spændende at følge dem – ligesom man jo også knytter sig til deres forældre, siger Kirsten.
Husk nu at give de varme hænder et skulderklap.
Dagplejerne har ikke fået nogen ’fødselsdagsgave’ af Vejle Kommune i dagens ellers flotte anledning. Det havde jo ellers været oplagt at belønne de her uundværlige varme og kærlige hænder, der som ’hverdagens usynlige helte’ udfører et flot og ansvarsfuldt stykke arbejde med at passe andre folks småbørn, og som er med til at give børnene en god hverdag. Det er vigtigt, at vi giver vores ’varme hænder’ et skulderklap og anerkender dem for deres vigtige arbejde – og det gælder også for kommunen!
Næste gang Dagplejerne officielt er på banen i bybilledet, er den 12. juni, hvor de igen deltager i Royal Run.















































