Sønderjylland kalder: Maja siger farvel og tak med Garniture i to år i Give

Foto: Maja Bank Harrestrup, der er født og  opvokset i Give, men som i dag bor i Rødekro, har valgt at lukke sin garnbutik i Give for at flytte den til Haderslev. Foto: Jim Hoff

Den 23. april i 2024 blev Garnkæret på Torvet i Give til Garniture, da daværende indehaver, Jette Sønderholm, solgte sin butik til Maja Bank Harrestrup. Jette skulle flytte til Taiwan i forbindelse sin mands jobskifte, og dermed åbnede der sig en dør i Give for Givepigen, Maja. Den dør lukker hun så nu den 4. juli.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Give står til at miste en af sine fine specialbutikker i starten af juli, når Maja Bank Harrestrup pakker garnnøglerne ned og lukker ’Garniture’ på Torvet i Give for at flytte butikken til den sønderjyske hovedstad, Haderslev.

Den for byens butiksliv så triste nyhed har Maja annonceret på Instagram og Facebook under overskriften: "Vi flytter – og glæder os til næste kapitel!"

- Efter 2 gode år i Give er tiden kommet til et nyt kapitel for mig og min garnbutik. Flytningen er et naturligt skridt i butikkens videre udvikling og fremtid, og derfor har jeg valgt at flytte butikken til en by med et større kundegrundlag og mange turister, som åbner for nye muligheder, flere kreative fællesskaber og fortsat udvikling af butikken, lyder det indledningsvist fra Maja.

Ser store udviklingsmuligheder i Haderslev

Hun pointerer, at hun har  valgt at flytte butikken til Haderslev, hvor hun glæder sig til at fortsætte eventyret og skabe nye hyggelige rammer for alle, der elsker garn, kreativitet og fællesskab lige så meget som hun gør.

- Jeg glæder mig til muligheden for at nå endnu flere kreative kunder i nye omgivelser, der forhåbentligt giver mig mulighed for fortsat at udvikle butikken, udvide sortimentet og skabe endnu flere hyggelige oplevelser omkring strik og garn i fremtiden. Jeg fortsætter mine events og flytningen giver også mulighed for nye ideer, som jeg glæder mig til at dele med jer alle. Jeg forventer ligeledes at få en lille webshop op at køre, oplyser den nu snart forhenværende garnpige fra Give.

Svær beslutning at sige farvel til Give

Hun pointerer, at beslutningen ikke har været nem, og det har også taget noget tid for hende, at tage det endelige skridt.

- Jeg er jo så glad for at være her i Give, og jeg har mødt så mange søde og dejlige mennesker, og jeg er meget taknemlig for den tid, jeg har haft her i Give. Jeg er utrolig glad for den opbakning, varme og loyalitet jeg har mødt de sidste 2 år fra jer. Butikken havde ikke været det samme uden jer, og jeg vil gerne sige stort tak tak til hver eneste kunde, der har lagt vejen forbi – uanset om det har været til inspiration, en hyggesnak eller hjælp til det næste projekt.

Maja oplyser, at sidste åbningsdag i Give vil være lørdag den 4. juli med åbent fra 10-13, mens hun forventer at første åbningsdag i Haderslev vil være tirsdag den 28. juli kl. 10.00.

Andre læser

Søs og Poul Erik sidder i hus til halsen i skyggen af usikkerheden om EnergiPark Give.

Spotlight skabte liv og glade børnedage ved Huset og i Gullestrups Have

Historisk møde den dag Grethes piger stod klar i det tidligere ’Lady’

Stærkt lokalt sammenhold: Så fik Givskud Skole da lige en mikroskov

Flot, hyggeligt og familievenligt forårsmarked på Tinnetgaard

Lokalsamfundet i Gadbjerg er klar til at kæmpe for deres købmandsbutik

Kloakarbejde i Vonge styrker vandmiljøet: Næste etape påvirker trafikken resten af året

Minnesota Festival i Gadbjerg må udsættes