6. årgang er klar: Så er der kommet gang i gå- og cykelbussen på Firkløverskolens Ikærafdeling

Foto: Disse herlige unge mennesker fra Ikærafdelingens 6. årgang udgør rygraden i skolens ny gå- og cykelkoncept, hvor de hjælper deres yngre klassekammerater sikker på vej i skole. Foto: Jim Hoff

Et helt nyt tiltag på Firkløverskolens Ikærafdeling har set dagens lys, og det handler om en mere sikker og tryg skolevej for skolens børn fra 0. til 5. klasse. Derudover er tiltaget også sat i søen for at minimere den enorme volumen af biler på skolens parkeringsplads hver morgen.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: De godt og vel 300 elever på Firkløverskolens Ikærafdeling kommer fra mange forskellige steder, og det betyder, at eleverne har en lang række forskellige skoleveje fra vidt forskellige geografiske udgangspunkter i Give. Der er naturligvis også børn, der kommer fra områder uden for Give, men her klarer busserne jo transporten.

En ting er de forskellige skoleveje med ret pæne afstande for gående/cyklende børn, en anden udfordring handler om morgentrafikken på skolen. I tidsrummet 7.40 til 8.10 minder p-pladsen ved Ikærskolen allermest om Bilka lørdag eftermiddag. Der er tale om en regulær myretue med blot én ind- og udkørsel, og derfor gik skolen ved udgangen af sidste skoleår i gang med at planlægge konceptet gå- og cykelbusser.

Trafiksikkerhed og færre biler på skolen

I beskrivelsen af konceptet hed det dengang, at målet med cykel- og gåbusserne er at skabe sunde, glade og selvstændige børn, at skabe mindre trafik og bilkø foran skolen, en grøn og sjov tur til skole – og ikke mindst er trafikken tryggere for de børn, der går og cykler, ikke mindst foran skolen. For når færre børn bliver kørt til skole i bil, er trafikken tryggere at færdes i.

Man efterlyste dengang både voksne og børn, der kunne træde til som ’chauffører’ på de 2 gåruter og de 2 cykelruter. Det er dog endt med en ren børneløsning, idet de to 6. klasser på Ikærafdelingen nu kan stille med et stærkt hold på cirka 20 elever, der har fordelt ruterne mellem sig.

6. årgang klarer det selv

Avisens udsendte har mødt 19 af eleverne til en snak om det nye koncept, som gik i gang i uge 2 efter skolestarten.

De herlige, friske unge mennesker, der virkelig skal have anerkendelse for at tage ansvar i forhold til deres mindre klassekammerater fra 0. til og med 5. klasse, og i forhold til at være med til at skabe en trafiksikker oplevelse for dem på deres vej til skole.

De unge mennesker fortæller, at der, som oprindeligt planlagt, er lavet to gåruter og 2 cykelruter.

- I de første par uger var der nogle voksne med på ruterne, men nu klarer vi det selv. De voksne er bestemt stadig velkomne til at gå/cykle med. Det kan jo være, der går nogle pensionister rundt, der gerne vil hjælpe lidt til en gang imellem, fortæller to piger fra 6. årgang. De to cykelruter har udgangspunkt i henholdsvis Hyldevang og Blomsterparken, mens de to gåruter tager deres afsæt i Agerbølparken og Skovbakken. Der er så afsat en række opsamlingspunkter på de nævnte ruter, hvor børnene kan koble sig på.

 

Foto 2: Her har vi et kort over de i artiklen omtalte gå- og cykelruter. Grafik: Firkløverskolen

Gratis belønningstur til Djurs Sommerland

De unge mennesker påpeger, at de gerne hjælper til med dette projekt, fordi de synes, det er fedt, at de kan få lov til at være med til at hjælpe på skolen og at være med til at gøre en positiv forskel.

- Det føles bare så godt at gøre noget godt for andre. Dejligt at være med til at de mindre børn kommer godt i skole, og supergodt hvis vi kan være med til, at der ikke er så mange biler på p-pladsen om morgenen, lyder det fine samlede udsagn fra flokken.

De deltagende elever i dette projekt bliver alle belønnet med et gavekort på 300 kroner, og derudover får 6. årgang en helt gratis tur til Djurs Sommerland som belønning for deres fine frivillige arbejde.

Tiltaget og de respektive ruter med afgangssteder osv. er meldt ud på Aula til forældrene, og der er ingen tilmelding. Børnene skal bare møde op på de skitserede afgangspunkter, og så ’kører bussen’.

Positiv feedback fra forældre

Det er indbygget i konceptet, at de elever, der har chaufførtjansen, kan komme for sent til den første time, da der jo kan opstå nogle uforudsete ting på ruten, som de skal tage sig af.

Der er f.eks. afgang fra ruterne klokken 7.25 og 7.34, og så har man en fast rute med opsamlingspunkter på vej til skolen. Gå- og cykelchaufførerne er let genkendelige i deres gule veste. Her i starten er der lidt forskelligt fra dag til dag, hvor mange af 6. klassernes skolekammerater, der er med på de forskellige ture; det kan variere fra 0 og op til 5-6 stykker.

De unge mennesker fortæller, at det overordnet set er gået godt med at være ’chauffører’ på gåben og på cykel, men at man da også lige skal vænne sig til, at det ikke lige altid er, at de mindre børn ikke hører efter.

Børnene fra 6. klasse har fået positiv feedback fra forældrene, der er glade for, at deres børn nu bliver fulgt til skole – og at de dermed er fri for den føromtalte kaotiske trafiksituation om morgenen på skolen.

Andre læser

Skulpturbyspionér Flemming Holm: Kunsten og det kreative har store aktier i Gives positive udvikling

Flot fremmøde til Røde Kors Familienetværks børnevenlige motorcykeltræf

Efter 9 år i Give er det slut: Boutique Mary lukker!

Lav æblemost og forsvind i halmlabyrinten: Familievenligt høstmarked i Givskud Zoo

Stærk kvartet hentede DM-guld til den lokale kroketklub

Rigtig mange frivillige gør en kæmpe indsats i Vejle Kommune – og de hyldes nu til Frivillig Fredag

Flot skolejubilæum: Pia har i 40 år leveret både den faglige og menneskelige vare i børnenes tjeneste